STATISTIK OM STRESS

Skal man tro statistikkerne, er kvinder mere psykisk sårbare end mænd. De går oftere til psykolog, flere kvinder føler sig stressede, de går oftere til læge og langt flere kvinder end mænd diagnosticeres med depression.

Man skal dog ikke grave særlig dybt for at finde ud af, at det nok ikke helt er sådan, det er. Ifølge fagfolk bliver mænd sandsynligvis lige så ofte stressede og depressive som kvinder, men i modsætning til kvinder skilter mændene ikke med det. Mens kvinderne taler med deres veninder om problemerne og opsøger lægen, gemmer mænd deres sårbarhed og bekymringer væk.

Mens kvinden læsser af og får luft går en "rigtig" mand ud i haven og fælder et træ med sin nye motorsav fra Bauhaus, drikker en flok bajere og joker med, at han ikke kunne mærke sine ben, da han stod ud af sengen i morges. Eller også hænger han sig i det nærmeste træ.

Nedenfor kan du læse nogle facts om mænd, kvinder, sundhed og stress.

Vidste du for eksempel at:

  • 6.000 mænd registreres og behandles årligt for depression. Tallet for kvinder er 10.000. (1)

  • 8.000 mænd er hvert år i ambulant kontakt med skadestue eller psykiatrisk afdeling på grund af alkoholmisbrug. Det er dobbelt så mange mænd som kvinder. (1)

  • Kvinder går 30 procent mere til læge i løbet af deres liv end mænd (1).

  • I 2011 fik 48.548 kvinder psykologhjælp over sygesikringen. Det var tre gange så mange som mændene. (1)

  • Danske mænd lever 4-5 år kortere end kvinder, de har stor overdødelighed og rammes oftere af sygdomme. (2)

  • Mænd begår selvmord tre til fem gange så hyppigt som kvinder. De nyeste danske tal viser, at 17 mænd begik selvmord i 2011 pr. 100.000 indbyggere mod 5 selv­mord blandt kvinder, og tallet for mænds selvmord er øget det sidste år.

  • Omkring 6.000 danske mænd dør hvert år inden de fylder 65 år. Det er dobbelt så mange mænd som kvinder. (2)

  • 23 procent af alle lønmodtagere havde i 2016 symptomer på stress. For kvinder i alderen 25-34 år var andelen 30 procent. (3)

  • 23 procent af danske mænd i alderen 35-44 år angav i 2016 at have symptomer på stress. Det gør dem til den mest stressede aldersgruppe blandt mænd. 28 procent af de 25-34 årige mænd scorede højt i en depressionstest mod 24 procent to år tidligere. (3)

  • 15 ud af 100 mænd i alderen 16-64 år angav i 2010, at de altid eller ofte havde svært ved at nå deres arbejdsopgaver. Knap hver femte mand mente at have ringe indflydelse på, hvad han lavede på sit arbejde. (4)

  • 9,8 procent af voksne danske mænd angav i en undersøgelse i 2010 at de meget ofte eller ofte følte sig nervøse eller stressede. (4)

  • De samlede udgifter til løn under sygdom og sygedagpenge skønnes hvert år at løbe op i 37 mia. kr. (5)

  • Danske mænd havde i 2015 i gennemsnit 6,3 sygedage om året, hvilket var en stigning på 0,3 i forhold til 2013. (6)

  • Fra 2007-2016 er antallet af mænd, der får udbetalinger fra Danica på grund af stress steget med 64 procent. (7)

Kilder:

1) Mens healthweek 2013, faktaark (fundet på Sundmand.dk).

2) Mænd og psykiske problemer, en undersøgelse ved Forum for mænds sundhed.

3) Belastningsindeks for psykisk arbejdsmiljø og muskelskeletbesvær. Det nationale forskningscenter for arbejdsmiljø. 2016. Undersøgelsen af danske lønmodtageres arbejdsmiljø er gennemført 3 gange siden 2012. I hver runde bestod stikprøven af 50.000 personer.

4) Sundhed og sygelighed i Danmark. 2010. Statens institut for folkesundhed.

5) Sygefravær – en fælles udfordring. Regeringens handlingsplan for at nedbringe sygefraværet. Juni 2008.

6) Nyt fra Danmarks Statistik 2016, sygefravær.

7) Dagbladet Politiken, Danica Pension.

Jeg bestræber mig på at opdatere siden regelmæssigt. Har du kendskab til nye, interessante undersøgelser, statistikker mv., jeg ikke er opmærksom på, så smid mig en mail med et link. 

Links

Relevante links om stress

Handelsbetingelser