Fars fede Balkan-ferie - med børn

Et enkeltværelse til far og et børnevenligt hotel med elendigt wi-fi betød, at jeg faktisk fik slappet af i min sommerferie i år. Sådan har det dog ikke altid været. Siden jeg blev far første gang for knap ti år siden har jeg ikke holdt en ferie med familien, hvor jeg har fået opladet batterierne. Tværtimod.



Jeg ved godt, at der givetvis er nogen, der får speltbollen i den gale hals, når jeg skriver det, men jeg bliver nødt til det alligevel: Ferie med små børn er ikke ferie. Det er arbejde. Hårdt arbejde endda.


Det er ikke ferie at skulle jagte en to-tre-årig purk rundt om poolen/ gennem restauranten/ op og ned ad mellemgangen i flyet fire gange i timen i syv dage eller mere.

Min definition på ferie inkluderer heller ikke syge børn, der kaster op i hotellets buffet under middagsmaden, fem timers flyvetur midt om natten med et skrigende barn og endeløse mundhuggerier med konen om, hvis tur det er til at skifte ble/ læse godnat/ gå på legeplads.

Sorry. Men sådan har jeg det.


Men i år var altså anderledes. For en gangs skyld kom jeg hjem mere udhvilet, end da jeg tog afsted.


Destinationen for årets sommerferie var Makedonien, et lille bjergrigt land på Balkan med godt to millioner indbyggere.


Stands eller jeg skyder!

Rejsen forløb uden problemer. Vi rejste fra Danmark en tirsdag i juli kl. 7.10 med et fly fra Austrian Airlines.


Ungerne sad planmæssigt klinet til deres Ipads en stor del af tiden og min kone til sin bog. Der var med andre ord ro på bagsmækken.

Tiden i flyet brugte jeg på at genopfriske brokker af serbokroatisk fra min tid som FN-soldat i Kroatien. Jeg måtte dog hurtigt sande, at det ikke var meget, der hang fast.

Fraser som "Stani ili pucam!" (Stands eller jeg skyder) ville formentlig ikke bringe mig langt. Der var dog enkelte anvendelige ord i mit primitive balkanske vokabularium. "Dobar den" (goddag), "zdravo" (Hej) og "hvala" (tak).


Derudover havde rejsebureauet heldigvis forsynet os med en lille parlør med de mest brugte brokker på makedonsk, der sprogligt ligger tæt op ad serbisk og kroatisk.

I lufthavnen lidt uden for hovedstaden Skopje blev vi hentet af en minibus, der kørte os de tre timer gennem bjergene til Ohrid-søen.


Vi ankom til Hotel Granit om eftermiddagen og blev indlogeret i to enkeltværelser, der lå side om side på hotellets øverste etage.


Pas på! En haj

De første par dage lavede vi ikke stort andet end at ligge ved poolen. Vandet var rent og køligt, og der var ingen synlige pøller i vandoverfladen. Et godt tegn.



Da vi besøgte Egypten for et par år siden var der pølle-alarm hvert andet øjeblik. Så blev der blæst i en fløjte og alle stormede op af poolen med panik i øjnene, så man skulle tro, at de havde set en haj. De der hørte fløjten var dog de heldige.


I weekenden blev poolområdet overtaget af talebankrigeren og hans mor. Den langskæggede DJ forsøgte med tandsmil og vuggende hofter at få sit solsvedne publikum aktiveret, mens hans kvindelige modstykke, en ældre rynket dame, arbejdede koncentreret ved mikserpulten. Larmen fra dunkende rytmisk Balkan-pop og støjende unger var øredøvende.


Æselsafari med fætter Hassan

Feriens første udflugt var en æselsafari. Vi blev hentet af vores lokale turguide på hotellet. Efter en halv times kørsel nåede vi frem til en lille landsby i bjergene en snes kilometer fra Ohrid By.


Landsbyen bestod af små klynger af huse strøet ud over skråningerne, og var med sine 250 indbyggere den eneste tilbageværende landsby på egnen. De øvrige landsbyer i nærheden var alle affolket og lå øde hen.


Vi blev modtaget af en ung mand, der uden problemer kunne have udgivet sig for at være digteren Yahya Hassans fætter. Efter en forfriskning i skyggen af et æbletræ var tiden inde til safarien, der foregik på to æsler trukket af "fætteren" og en hjælper, mens ”Mama Hassan” blev tilbage og forberedte frokosten.


Ungerne sprang ombord, som var de født i en saddel, mens jeg steg op i et mere adstadigt tempo. Min kone lagde ud med at gå.