• Kim Selsø

Fars fede Balkan-ferie - med børn

Et enkeltværelse til far og et børnevenligt hotel med elendigt wi-fi betød, at jeg faktisk fik slappet af i min sommerferie i år. Sådan har det dog ikke altid været. Siden jeg blev far første gang for knap ti år siden har jeg ikke holdt en ferie med familien, hvor jeg har fået opladet batterierne. Tværtimod.



Jeg ved godt, at der givetvis er nogen, der får speltbollen i den gale hals, når jeg skriver det, men jeg bliver nødt til det alligevel: Ferie med små børn er ikke ferie. Det er arbejde. Hårdt arbejde endda.


Det er ikke ferie at skulle jagte en to-tre-årig purk rundt om poolen/ gennem restauranten/ op og ned ad mellemgangen i flyet fire gange i timen i syv dage eller mere.

Min definition på ferie inkluderer heller ikke syge børn, der kaster op i hotellets buffet under middagsmaden, fem timers flyvetur midt om natten med et skrigende barn og endeløse mundhuggerier med konen om, hvis tur det er til at skifte ble/ læse godnat/ gå på legeplads.

Sorry. Men sådan har jeg det.


Men i år var altså anderledes. For en gangs skyld kom jeg hjem mere udhvilet, end da jeg tog afsted.


Destinationen for årets sommerferie var Makedonien, et lille bjergrigt land på Balkan med godt to millioner indbyggere.


Stands eller jeg skyder!

Rejsen forløb uden problemer. Vi rejste fra Danmark en tirsdag i juli kl. 7.10 med et fly fra Austrian Airlines.


Ungerne sad planmæssigt klinet til deres Ipads en stor del af tiden og min kone til sin bog. Der var med andre ord ro på bagsmækken.

Tiden i flyet brugte jeg på at genopfriske brokker af serbokroatisk fra min tid som FN-soldat i Kroatien. Jeg måtte dog hurtigt sande, at det ikke var meget, der hang fast.

Fraser som "Stani ili pucam!" (Stands eller jeg skyder) ville formentlig ikke bringe mig langt. Der var dog enkelte anvendelige ord i mit primitive balkanske vokabularium. "Dobar den" (goddag), "zdravo" (Hej) og "hvala" (tak).


Derudover havde rejsebureauet heldigvis forsynet os med en lille parlør med de mest brugte brokker på makedonsk, der sprogligt ligger tæt op ad serbisk og kroatisk.

I lufthavnen lidt uden for hovedstaden Skopje blev vi hentet af en minibus, der kørte os de tre timer gennem bjergene til Ohrid-søen.


Vi ankom til Hotel Granit om eftermiddagen og blev indlogeret i to enkeltværelser, der lå side om side på hotellets øverste etage.


Pas på! En haj

De første par dage lavede vi ikke stort andet end at ligge ved poolen. Vandet var rent og køligt, og der var ingen synlige pøller i vandoverfladen. Et godt tegn.



Da vi besøgte Egypten for et par år siden var der pølle-alarm hvert andet øjeblik. Så blev der blæst i en fløjte og alle stormede op af poolen med panik i øjnene, så man skulle tro, at de havde set en haj. De der hørte fløjten var dog de heldige.


I weekenden blev poolområdet overtaget af talebankrigeren og hans mor. Den langskæggede DJ forsøgte med tandsmil og vuggende hofter at få sit solsvedne publikum aktiveret, mens hans kvindelige modstykke, en ældre rynket dame, arbejdede koncentreret ved mikserpulten. Larmen fra dunkende rytmisk Balkan-pop og støjende unger var øredøvende.


Æselsafari med fætter Hassan

Feriens første udflugt var en æselsafari. Vi blev hentet af vores lokale turguide på hotellet. Efter en halv times kørsel nåede vi frem til en lille landsby i bjergene en snes kilometer fra Ohrid By.


Landsbyen bestod af små klynger af huse strøet ud over skråningerne, og var med sine 250 indbyggere den eneste tilbageværende landsby på egnen. De øvrige landsbyer i nærheden var alle affolket og lå øde hen.


Vi blev modtaget af en ung mand, der uden problemer kunne have udgivet sig for at være digteren Yahya Hassans fætter. Efter en forfriskning i skyggen af et æbletræ var tiden inde til safarien, der foregik på to æsler trukket af "fætteren" og en hjælper, mens ”Mama Hassan” blev tilbage og forberedte frokosten.


Ungerne sprang ombord, som var de født i en saddel, mens jeg steg op i et mere adstadigt tempo. Min kone lagde ud med at gå.



Jeg følte mig som Danny de Vito i "Jagten på Nilens juvel", da jeg lidt efter bumlede afsted på min lodne ven op ad stejle bjergstier.



Ind imellem standsede min æselven og nægtede at bevæge sig videre, men lod sig overtale af hjælperens "huusssh" og et træk i bidslet. Jeg misundte ikke kræet, der gjorde en formidabel indsats i den bagende hede.


Som en kæmpe sæk kartofler der ikke var spændt ordentligt fast, skvulpede mine på det tidspunkt godt 90 kilo rundt i den hårde lædersadel og masserede nosser og inderlår til ukendelighed.


Efter fem km rundtur i det smukke kuperede terræn med frodig vegetation og små idylliske vandfald det ene øjeblik og golde bjergsider det næste var jeg tæt på steril. Vi sluttede turen med en fantastisk frokost kokkereret af mama Hassan og skålede i rakija, det makedonske svar på slivovic.


Bådtur til Sankt Naum-klosteret

En af de sidste dage i juli blev vi hentet ved molen nedenfor hotellet af en lille båd af den type, hvor mændene kan sidde i ly af solen til bagbord og drikke bajere, mens kvinderne sludrer og soler sig i forstavnen og diskuterer prisen på deres nylakerede negle.


Ud over vores lille familie var der et dansk ægtepar med på turen. Skipper var en ung gut, hvis navn jeg ikke kunne udtale og ikke kan huske. Første stop på sejlturen var en lille strand en halv times sejlads væk, hvor vi tankede op med vand og øl og fik en dukkert.


Derfra gik turen videre mod Klosteret Sankt Naum, der var målet for dagens udflugt. Sankt Naum klosteret er pragtfuldt beliggende i klipperne med udsigt over søen et stenkast fra grænsen til Albanien.


Sankt Naum af Ohrid var verdensberømt for sine helbredende kræfter og byggede i år 900 en kirke ved klosteret dedikeret til ærkeenglene Michael og Gabriel. Han blev begravet i kirken i år 910 og talrige pilgrimme valfarter hvert år til stedet for at besøge graven.

Vores unge bådfører var en flink fyr, der evnede at styre båden med foden, mens han spillede spil på sin mobiltelefon. Undervejs fik lillesøster på seks år lov til at være kaptajn i en halv times tid, et hverv hun påtog sig med tydelig stolthed. Det lykkedes hende også at bevare koncentrationen på opgaven det meste af tiden.



Ind imellem fik hun øje på en spændende dims - fx et blafrende sørøverflag på hækken, der selvfølgelig lige måtte tjekkes ud. I de tilfælde lod hun ror være ror og forlod uden videre sin post.


Heldigvis lykkedes det i de situationer skipper at vågne op og korrigere bådens fart og retning. Tilsvarende når lillesøster havde kurs mod albansk farvand, en anden båd eller anløbsbroen til klosterhavnen.


Lillesøster var lærenem og tillagde sig hurtigt uvanen med at styre roret med fødderne. Da hun efter lidt tid begyndte at kede sig lykkedes det hende ved at bruge udelukkelsesmetoden at finde vej til gashåndtaget.


Også i den situation var vores unge bådfører vaks nok. Af en eller anden grund blev jeg kun moderat stresset. Måske fordi jeg dulmede nerverne med øl.


På tilbagevejen gjorde vi et kort ophold og badede fra båden. Pigerne hvinede af fryd, da de sprang ud fra bådens agterende. Vandet var lunt med kolde strømme og næsten blikstille.

Vi lå flere kilometer fra kysten, hvor bebyggelserne langs den makedonske side af Ohrid søens bred kun var synlige som bittesmå klodser, der lå i små klynger langs vandet eller oppe af bjergsiderne, der omkranser søen på alle sider.


Massør i portøruniform

Derefter var det tid til massage. Vi tog en taxa ind til centrum af Ohrid efter frokost og blev sat af overfor samme skønhedssalonen, hvor min kone og pigerne et par dage tidligere havde fået lakeret negle.


Hvis jeg havde håbet at blive modtaget af en Pamela Anderson klon i g-streng og høje hæle blev jeg slemt skuffet.


Der var intet Baywatch-look over den robuste kvinde i hvide træsko og matchende portør-uniform. "Massage?" Hun så spørgende på min kone, der pegede på mig. Jeg smilede til damen i portøruniformen og nikkede ivrigt. "Yes, yes."


Herefter valgte min kone at give et eksempel på manglende situationsfornemmelse, i det hun viste matronen klør fem ledsaget af en længere klagesang på engelsk over kvaliteten af salonens neglearbejde. Massøren trak beklagende på skuldrene og svarede noget med, at det var helt normalt at neglelakken begyndte at skalle af som billig maling efter et par dage.

Min kone forklarede, at hun skam ikke havde brugt sine hænder. Hun var på ferie og havde blot svømmet lidt i poolen. "Hvad sagde jeg," sagde massørens ansigtsudtryk.


Herefter marcherede min bedre halvdel rødglødende af raseri ud ad døren med ungerne hængende efter sig og overlod mig til den robuste type i hospitalstøjet. Jeg håbede i det mindste at hun, massøren, havde humor.


Massagen var udmærket men kun en kende bedre end hvad min tyrkiske pizzabager på Nørrebro ville kunne præstere med sine store bagernæver. Jeg blev beordret op på briksen, hvorefter den robuste trak så langt ned i kanten af mine underhylere, at der var frit udsyn til de mere øde dele af mit tarmsystem.


Det skal siges til hendes ros, at hun udførte et udmærket job med adskillige greb fra massørhåndbogen, herunder både hakninger og strygninger. Som uddannet fysioterapeut ved jeg trods alt lidt om det.


"Massage finish"meddelte hun efter en lille time og forlod lokalet. Jeg tørrede et par liter overskydende lotion af kroppen, klædte mig på og betalte de aftalte 1500 dinarer (180 kr.).


Zar Samuel-fæstningen

Et par dage senere var det tid til et besøg i Zar Samuel-fæstningen. Med mavesækken lastet med anseelige mængder bananasplit og iført nyindkøbte stråhatte bevægede vi os op ad bjerget ad den gamle bydels virvar af krogede gyder og smalle passager.


Efter en halv times vandring nåede vi toppen. På det tidspunkt var ungerne for længst blevet trætte af at gå opad og den sidste etape foregik til et akkompagnement af brok og krav om isvafler.



Vi var godt udkørte da vi nåede toppen af bjerget og indgangen til Zar Samuel-fæstningen. Den største del af fæstningen stammer fra zar Samuelsen tid fra 976 - 1014, hvor Ohrid var hovedstad i de makedonske slaveres første stat, har jeg siden læst mig til. Fæstningen er igennem tiden ødelagt og genopbygget adskillige gange.


Alenetid på altanen

Samme aften tilbragte jeg alene på min altan. Mørket havde sænket sig over Ohrid-søen, og poolområdet nedenfor altanen lå øde hen.


På den modsatte side af søens blikstille vand var de fjerne albanske bjerge indhyllet i en grå dis.



Nu var det far-tid. Øllen var skænket op i glasset – en lokal pilsnerøl ved navn Zlaten DAB – suppleret med en 5 cl Jim Beam whisky. Begge dele hentet fra minibaren. Jeg fandt mobiltelefonen frem og tændte for musikken.


Få sekunder senere strømmede tonerne fra ouverturen til musicalen South Pacific ud gennem øretelefonerne. Jeg lukkede øjnene, og lænede mig mageligt tilbage i den billige metalstol. Endelig ferie.


Kunne du lide, hvad du læste? Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev nederst på siden eller del eller like artiklen på Linkedin og Facebook.

14 visninger

Søger du hjælp eller ønsker du at modtage flere nyheder?

Søger du hjælp så er du velkommen til at kontakte mig til en uforpligtende snak.

Jeg kommer gerne med gode inputs og anbefalinger & viser dig gerne hvilke guides du kan læse. 

Derudover kan vi sammen finde ud af om du har brug for mere hjælp i form af mine træningsydelser eller sparring. 

Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev og blive opdateret når der udgives nye blog-indlæg. 

Links

Relevante links om stress

Handelsbetingelser

Kontakt info