Du er ikke helt talentløs, sagde yoga-instruktøren med et skævt smil. Det er det sødeste nogen har sagt til mig, for talentløs var præcis, hvad jeg var. I hvert fald når det gjaldt yoga. Min stive krop og udfordrede balance gjorde de fire måneder på yoga-holdet til en prøvelse, men det skulle vise sig at være en god investering.
Yogaen kom ind i mit liv ved et tilfælde i slutningen af min sygemelding i 2016. På det tidspunkt havde jeg været sygemeldt med stress i ti måneder og stod på tærsklen til en raskmelding og tilbagevenden til arbejdsmarkedets benhårde cost-benefit verden.
Stresset og stiv som et bræt
Psykisk var jeg stadig semi-ramt af stress. Fysisk var jeg i dårlig form og stiv som et bræt. Formen var resultatet af fire måneder med stille gåture efter at kroppen i august havde tvunget mig til at holde en lang pause fra løbetræningen. Stivheden havde altid været der.
Det var omkring jul at jeg på en af mine daglige gåture rundt på Nørrebro kom forbi et lille diskret yoga-studie tæt på Nørrebroparken. På den skrammede trædør sad en plasticholder med informationsfoldere.
Som nævnt er jeg ikke prototypen på en yoga-udøver. Men af en eller anden grund var min nysgerrighed vakt tilpas meget til, at jeg tog en folder med. Sidst i januar tog jeg mod til mig og bestilte tid til en prøvetime i yoga.
Min første yoga-stilling
En mandag aften en uges tid senere bankede jeg på trædøren til yoga-studiet, der lå i stueetagen i en boligejendom. Jeg klædte om i den lille entré; shorts, t-shirt og bare tæer, og tog plads i salen på en rød pølle og en måtte sammen med en håndfuld andre.
Yoga-stillingen Vrikshasana, "Træets stilling", kræver god balance, kropsfornemmelse og smidighed - eller en væg i umiddelbar nærhed. Foto: Alice Bonnichsen.
"Vi var seks i alt, halvdelen mænd. Vores instruktør var en lun gut, der bjæffede sine ordrer ud på gebrokkent engelsk som maskingeværild. Herefter var det meningen, at vi yoga-elever skulle følge kommandoerne, mens han med overbærende smil og stille suk luntede rundt og rettede på os.
Vi lagde blidt ud med siddende basisøvelser, der med det samme satte mine stive led på uoverstigelige prøver. Øvelserne udfordrede især min manglende evne til at sidde i skrædderstilling, hvilket er fysisk umuligt for mig uden at tippe bagover. Efter lidt tid blev vi bedt om at rejse os op.
Balanceøvelse på et ben
Instruktøren mumlede en instruktion, som jeg ikke forstod. Da jeg skævede til mine med-elever så jeg, at de som på kommando havde stillet sig på et ben med den modsatte fod på på støttebenets inderlår – lige under klokkeværket i en vinkel på halvfems grader. I denne vakkelvorne stilling hævede de armene over hovedet med håndfladerne mod hinanden, mens jeg måbende så til.
Jeg forsøgte efter bedste evne at følge trop. Men selvom jeg lænede panden mod væggen som støtte, var det mig en umulig opgave at vride mit ben op i den øskede position og ikke mindst fastholde benet i stillingen, mens jeg forsøgte at strække begge arme over hovedet uden at vælte.
Foden glider, kroppen dingler rundt, yoga er ikke nemt, når man er stiv som et bræt. Foto: Alive Bonnichsen.
Fodsålens hårde skorpe føltes som sandpapir mod inderlårets sarte hud og sveden tapløb ned af mit ansigt som en utæt vandhane. Jeg stod stadig og baksede med at få foden på plads og holde balancen samtidig, da det gik op for mig, at resten af holdet forlængst var gået videre til næste øvelse.
Sådan! Det bliver sgu ikke bedre. Er du nysgerrig på, hvordan yoga-stillingen Vrikshasana, "Træets stilling", udføres i en mere elegant version, så klik ind her.
Ikke helt talentløs
Sådan gik der halvanden time, og da vi endelig var færdige summede min krop som et hvepsebo. Det kom bag på mig, hvor hård træningen var. Det var så her, da vi var igang med at pakke sammen, at jeg fik komplimenten. ”Du er noget stiv i det, men du er ikke helt talentløs.” Instruktøren smågrinede, da han fortsatte. ”Jeg kan se, at du har en god fornemmelse for retninger.”
Sandheden var, at jeg var umanerligt ringe. Faktisk så ringe, at jeg skammede mig over at være fysioterapeut. Instruktøren mente, at begynder-holdet var en god mulighed for mig og sagde, at jeg skulle regne med at bruge tre måneder til at vænne mig til træningen og lære det basale. Jeg tænkte, at selv hvis jeg brugte 30 år, ville jeg aldrig nogensinde blive god til det. Men jeg havde besluttet mig for at give det en chance.
Jeg sov fint den nat, men næste morgen føltes min krop, som om den befandt sig i en trykkoger, og jeg var helt væk i hovedet. Når jeg tog mine fysioterapeut-briller på tænkte jeg, at det både handlede om at kroppen og nervesystemet stadig var sårbart, men også at kroppen skulle genlære, at det var okay at føle anstrengelse. Hjernen skulle vænne sig til, at det ikke var farligt at få pulsen op, mindede jeg mig selv om.
Skulderstand med støtte
Jeg valgte at købe et klippekort med ti klip, og ugen efter var jeg til yoga for anden gang. Denne gang blev vi bedt om at udføre en stående skulderstand, på yoga-sprog en salamba sarvangasana. Da vi var begyndere, havde vi lov til at benytte en stol.
Instruktionen var enkel. Først skulle man sætte sig på stolen med front mod ryglænet. Derefter lagde man sig på ryggen med benene strittende op i luften. Sidste trin var at lade sig glide baglæns ned af stolen med hovedet først, indtil nakken kom i en sjov vinkel.
Hvis man nåede så langt uden at høre et knæk, kunne man så ligge der og stirre op på sine bare tæer, mens man spurgte sig selv, hvad fanden man havde gang i. Det gjorde jeg så.
Jeg var træt i kroppen næste morgen, men i modsætning til første gang, var det på en behagelig måde. Jeg var ikke udmattet i hovedet, hvilket var et godt tegn.
De følgende uger gjorde jeg stille og roligt fremskridt, selvom instruktøren ikke altid var lige imponeret. ”Du har din kropsbygning imod dig,” mente han. Det kunne jeg jo ikke argumentere imod.
Jeg forsatte med yogaen hver uge frem til sommerferien, inden jeg af tidsmæssige årsager stoppede i juni. På det tidspunkt var jeg gået i gang med løbegenoptræningen og løb fem kilometer tre gange om ugen.
Hjælper yoga på stress?
Fysisk opnåede jeg en væsentlig forøget smidighed og bedre balance samt stabilitet i løbet af de fire måneders yoga-træning. Samtidig oplevede jeg, at yogaen var en god måde at forberede kroppen til hårdere fysisk træning.
Efter et voldsomt stresskollaps er nervesystemet meget sårbart. Derfor er det vigtigt at gå forsigtigt frem i den fysiske genoptræning. Her fungerede yogaen rigtig godt for mig. Jeg blev udfordret fysisk men på et niveau, hvor kroppen kunne følge med.
En anden god ting ved yoga er, at du ikke kan dyrke yoga uden at være til stede i nuet og i kroppen, og det er lige præcis det, man har brug for som stressramt.
Kan mænd dyrke yoga?
Før jeg begyndte til yoga, havde jeg en forestilling om, at det kun er kvinder og budhist-typer, der dyrker yoga. Stor var min overraskelse derfor da jeg erfarede, at jeg langt fra var eneste mand, der var kommet på den idé. På mit hold var vi en lille hård kerne på tre mænd, der dukkede op til træning næsten hver uge. Niveauet var blandet. Nogle var lige så udfordrede som mig kropsligt. Andre knap så meget. Alt i alt var det en god og lærerig oplevelse.
Læs også:
Kunne du lide, hvad du læste? Skriv en kommentar i kommentar-feltet eller del indlægget på Facebook eller Linkedin. Du kan også tilmelde dig Stressfars nyhedsbrev.
