Undgå stress på jobbet: Her er alt, du behøver at vide om psykisk arbejdsmiljø og dine rettigheder
Tilbage til job efter stress
På et tidspunkt oprinder dagen, hvor du er klar til at begynde at arbejde. Her minder jeg igen om, er det vigtigt at huske på, at du efter længere tids sygemelding ikke er i nærheden af din topydeevne. Heller ikke selvom du føler dig frisk og klar (hvad du forhåbentlig gør). Det er fuldstændig ligesom træning. Hvis du har været fysisk inaktiv i et år og tilbragt tiden på sofaen med at spise chips og drikke cola, kan du ikke fra den ene dag til den anden begynde at løbe ti kilometer om dagen. Hvis du alligevel gør, så kan jeg med temmelig stor sikkerhed forsikre dig for, at du ikke kan gå efter 14 dage.
Lav en plan sammen med din chef, hvor I trapper timer og arbejdsopgaver langsomt op. Begynd med rutineopgaver de første par uger fem –ti timer pr. uge. Opgaverne bør være af en karakter, hvor du ikke skal tænke for meget og ikke har større ansvar eller stramme deadlines. Sørg for at der er luft til masser af pauser, og brug pauserne på at gå en tur eller lave ingenting.
Hold fri, når du kommer hjem. Hvis det går fint de første par uger kan arbejdstiden trappes videre op over de næste tre måneder. Hold et møde med chefen hver tredje uge, hvor I drøfter hvordan det går og sammen tilpasser belastningen til din udvikling.
Du skal regne med, at du de første mange måneder er meget træt, når du har fri. Brug fritiden til at samle kræfter og slappe af. Dyrk motion og se gode venner. Vent nogle måneder endnu med at søsætte dit store carport-byggeprojekt eller søge drømmejobbet.
Præstationsangst er normalt efter stress
Præstationsangst er et tema, du sandsynligvis vil støde ind i på din vej tilbage. Stress skræller selvtilliden af selv den bedste, og det vil for nogen føles som at starte forfra i 1. klasse at begynde i job igen. Jo længere tid du har været væk, jo sværere vil det være. Der skal du bare vide, at det er helt naturligt at være rystende nervøs. Hjernen husker, og den ser trusler alle vegne. Den skal lære, at det ikke er farligt at tale med mennesker, at skrive, at være træt. Sådan vil det være indtil du igen er blevet tryg ved at gå på arbejde.
Jobsøgning efter stress
Hvis du er ledig, skal du på et tidspunkt ud i jobsøgningsmøllen. Det indebærer en stribe skrappe krav, uanset om du er medlem af en a-kasse eller ej. Der skal produceres ansøgninger, researches, ringes op til arbejdsgivere, forhåbentlig deltages i jobsamtaler, udfyldes blanketter og trykkes på knapper på Jobnets hjemmeside.
Hvis du er dagpengemodtager, skal der også udfyldes Joblog, deltages i møder med Jobcenter og a-kasse, indsendes dagpengekort og meget andet. Det er ikke nemt at være ledig, og for en tilbagevendt stress-sygemeldt kan det ligefrem være angstprovokerende.
Hvis du får stress-reaktioner af at deltage i ovenstående cirkus, så er du ikke alene. For mig var der flere udfordringer i mødet med virkeligheden. Den ene var, at jeg stadig havde kognitive problemer, da jeg raskmeldte mig. Det gav sig for eksempel udtryk i, at jeg havde svært ved at overskue en tekst. Jeg kunne godt skrive en fristil, men jeg havde svært ved at analysere og bearbejde information. Det er et rimelig stort problem, når man skal skrive en jobansøgning.
Jeg oplevede også at være meget usikker på mig selv, og det var en stor overvindelse at kontakte arbejdsgivere. Der skulle ikke så meget til, før angsten stak sit grimme fjæs frem. Jeg løste personligt problemet ved, at jeg lavede min egen plan, og så gik jeg frem skridt for skridt.
Søg virksomhedspraktik efter stress
En virksomheds-praktik er en god mulighed for at prøve dig selv af og genvinde selvtilliden under trygge rammer. Hvis du finder et godt sted, har du alle muligheder for at vænne dig til et job igen uden pres.
Hvad enten du vælger virksomhedspraktik eller ej, så bliver du afkrævet et ugentligt antal jobansøgninger. Her er det eneste fornuftige, du kan gøre, at acceptere, at du har nogle begrænsninger lige nu. Lav simple ansøgninger, vær realistisk om, hvad du kan præstere. Det behøver ikke være mesterværker. Lad være med at bruge for meget energi på ansøgningerne i begyndelsen.
Søg kun jobs, som du føler, at du kan magte. Det vigtige er, at du kommer ind i en rytme og kommer i gang. Lad være med at lyve om din historie. Det er efter min mening et dårligt udgangspunkt for et job at indlede relationen med at lyve eller fortie ting. Du behøver ikke at nævne din stresssygemelding direkte i din ansøgning, men fortæl det til samtalen, hvis de spørger ind til det.
Alle mennesker har svagheder og styrker. Hvis arbejdsgiveren ikke kan rumme begge dele, så er det nok ikke det rigtige sted at være. Hvis du fortier din fortid, så risikerer du at havne i en situation, hvor kravene er alt for høje. Så er det svært at komme bagefter og sige noget. Samtidig risikerer du en ny stresssygemelding.