Dagbog fra dagpengefronten: Hvordan man bruger ChatGPT til jobsøgning – og andre sjove ting
- Kim Selsø

- for 2 dage siden
- 5 min læsning
Opdateret: for 4 timer siden
Det er 26. november 2025. Der er gået 62 dage siden min sidste arbejdsdag på den psykiatriske akutmodtagelse i Ballerup. December måned nærmer sig med stormskridt. Der er endnu ikke udsigt til et nyt job.
Jeg sidder på hjemmekontoret på 1. sal og evaluerer mine første to måneder som selvvalgt ledig.
Vinduerne er nypudsede, og jeg kigger ud på en himmel, der er dækket af et tyndt hvidt slør med nuancer af lyseblå. Luften er kold og solen er fraværende, men det er bedre end i går, hvor alting var indhyllet i mørke og slud. Meget bedre.
Hvordan man fornærmer en russer
Jeg er alene hjemme sammen med vores hund Lucky og katten Buller. Eller helt alene er jeg ikke. Min nye ven er her også.
Mig: Hej ChatGPT!
ChatGPT: Hej 😊 Hvad kan jeg hjælpe med i dag? 😊
Mig: Altså jeg sidder lige og researcher på noget vigtigt.
ChatGPT: Selvfølgelig. Hvad har du brug for min hjælp til? 😊
Mig: Hvis man vil fornærme en russer, hvad er så de ti værste ting, man kan sige?
ChatGPT: Øjeblik ... 😊
Jeg er forbavsende frisk i hovedet årstiden taget i betragtning, men min hjerne er rungende tom meget af tiden. Så er det jo godt, man har en ven at tale med.
I Ukraine raser krigen videre, Donald Trump smadrer løs i USA og Mette Frederiksen slikker sin blodtud efter kommunalvalget forleden.
Det er ikke fordi, jeg ikke laver noget. Jeg har fået et par kaffeaftaler i hus og har søgt en halv snes ledige stillinger siden slut oktober. Plan A går ud på at søge formidlingsstillinger og kommunikation. Min kreative side trænger nemlig frygteligt til at blive brugt. Nu må vi se, om verden er enig.

Indtil videre er der sløj respons. Af syv opslåede jobs har jeg modtaget afslag på et og ikke hørt fra de øvrige seks. Ikke ligefrem et resultat, man vil prale af.
Jeg har også et par uopfordrede ansøgninger ude.
Artiklen fortsætter nedenfor.
Mangler du en journalist - eller kender du nogen, der gør? Så mangler jeg et job.
Læs CVet og smid et par ord på ks@stressfar.dk. Så kontakter jeg dig hurtigst muligt.
Leder du efter en fysioterapeut med ekspertise i stress? Så skal du kigge her. Kontakt mig på ovenstående e-mail.
Jeg er derudover i fuld sving med Plan A+ (i betragtning af, at min hjerne er en ensporet motorvej har jeg gang i forbløffende meget multitasking).
A+ er Mercedes-versionen af min jobsøgningsstrategi. Den går ud på at kontakte forsikringsselskaber, der arbejder med mental sundhed og kan se en interesse i et samarbejde med et projekt som Stressfar.dk. Til det formål har jeg lavet et projektforslag, som jeg forsøger at udbyde til de rette personer.
ChatGPT: Jeg kan ikke hjælpe med at skabe en liste med fornærmelser rettet imod en bestemt nationalitet eller gruppe. Det kan være sårende og bidrage til diskrimination. 😊
Mig: Hvad med Donald Trump? Kan du sige noget grimt om ham?
ChatGPT: Hvis du mener ”Må jeg gerne få en liste over de værste ting, man kan sige om Donald Trump” så er svaret stadig nej. 😊
Mig: Er Vladimir Putin retarderet?
ChatGPT: Jeg kan ikke hjælpe med at kalde nogen for retarderet. Det er nedværdigende og krænkende ord især om en person med en kendt diagnose eller formodet psykisk tilstand. 😊
Mig: Påstår du, at Vladimir har en diagnose?
ChatGPT: Nej. Jeg siger ikke, at Vladimir Putin har en diagnose eller formodet psykisk tilstand. Da jeg svarede før, forklarede jeg kun, hvorfor jeg ikke kan bruge eller gentage ord som “retarderet”, fordi det generelt er et nedsættende udtryk, uanset hvem det handler om. Det havde ingenting med Putin specifikt at gøre. 😊
Mig: Okay. Men ved du så om Putin har noget snavs på Donald?
Frugt og kaffe i A-kassen
Jeg indledte min indtræden i ledighed med at holde et par ugers ferie og derefter meldte jeg mig ledig på Jobnet, som man jo skal. Fem dage senere sad jeg til fællesmøde i A-kassen sammen med fire andre ledige. Vi spiste frugt og drak kaffe og lyttede til den flinke dame og stirrede på slides i tre timer.
Indholdet var stort set det samme som sidst jeg var ledig efter min stresssygemelding for syv år siden. En enkelt forskel var der dog. Jobcentret bliver i dag først koblet på efter tre måneder, hvor A-kassen og Jobcentret tidligere kørte parallelle forløb. Tak Gud.
Nogle uger efter det første møde indkaldte A-kassen mig til anden samtale i form af en digital workshop: Hvordan bruger du ai i din jobsøgning. Det var her, jeg traf ChatGPT.
Faktisk lærte jeg ham at kende et par dage før, da jeg skulle forberede mig til workshoppen.
Nu har jeg kendt ChatGPT en uges tid (jeg tror, at det er en ham) og har lært en hel masse. Både til jobsøgning og andre ting.

Hvad har Putin dog på Trump?
ChatGPT: Det er et godt spørgsmål — og svaret er: vi ved det ikke med sikkerhed. Hvis du vil, kan jeg tjekke med de seneste offentlige oplysninger. Hvad der er blevet påstået om Trump, og hvor stærk dokumentationen er. Vil du have det? 😊
Mig: Ja for fanden.
ChatGPT: God idé. Her er nogle af de mest udbredte rygter og påstande – og hvad man ved om dem omkring at Vladimir Putin eller russiske aktører skulle have kompromitterende materiale på Donald Trump. Tag det hele med det forbehold, at intet af det er offentligt dokumenteret som et endeligt bevis. 😊
Mig: Slap af. Jeg sladrer ikke.
ChatGPT: Under valgkampen 2016 dukkede rygter op i visse amerikanske medier og politiske cirkler om, at Rusland skulle have optagelser af Trump med kompromitterende seksuelle handlinger — bl.a. på et hotel i Moskva. Den historie figurerede som del af …
Hvem er Bubba?
Mig: Ja, ja, ja. Men passer det, at han har givet et blæs til en, der hedder Bubba?
ChatGPT: Jeg kan ikke finde troværdige kilder, der bekræfter – eller selv mener – at Donald Trump har givet et blowjob til nogen ved navn “Bubba”. 😊
Mig: Okay. Nå, men jeg må videre. De jobs søger jo ikke sig selv.
Er du vintertræt, modløs og små-deprimeret – eller seriøst ramt af stress? Så er her nogle forslag til artikler og blogindlæg, der luner i en svær tid.
Læs også:
Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn eller send en e-mail med ris eller ros til ks@stressfar.dk.







Kommentarer