Da jeg tiltrådte som ung journalist på det daværende Aalborg Stiftstidende i slutningen af 1998, havde jeg brug for en bil, så jeg kunne komme rundt på min nye hjemegn. Valget faldt på en gammel Fiat 127, som jeg købte billigt af en ven.
Bilen tjente mig fint indtil orkanen Adam den 3. december 1999 gjorde sin entre. På det tidspunkt var knirke og raslelydende taget til i bekymrende omfang og lakken plettet af rust. Grundet en kombination af mørke og kraftig blæst overså jeg en parkeret bil, som jeg bakkede direkte ind i, da jeg skulle hjem fra stationen i Aalborg en sen aften. Efter sammenstødet kunne jeg heller ikke længere åbne bagagerummet, og den bagerste del af undervognen hang nu så lavt, at udstødningsrøret var faretruende tæt på asfalten. Hvis arbejdsskade-systemet var en bil, ville en skrotmoden Fiat 127 være et godt bud.
Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev her og få automatisk
besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter
eller like på Facebook eller LinkedIn.
At der er et behov for et system til at håndtere psykiske arbejdsskader, kan ingen være i tvivl om. Ifølge et estimat fra 2015 koster dårligt arbejdsmiljø det danske samfund 60-80 mia. kr. årligt. Hvis man ser bort fra fysiske arbejdsskader relateret til muskel og skeletbesvær er psykiske problematikker den største udfordring for arbejdsmiljøet i Danmark.
Her er et Jobcenter. Her får du din faste gang, hvis du sygemeldes i længere tid. Jobcentret er en bærende søjle i arbejdsskade-systemet. Foto: Annet Krogsdam.
Udover de åbenlyse økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser af at rigtig mange mennesker mister fodfæstet på arbejdsmarkedet, har det ofte store personlige konsekvenser for den enkelte. Mange ender med en fyreseddel og langvarigt fravær fra arbejdsmarkedet.
Stress-sygemeldte afskediges
Ifølge et dansk studie fra 2017 med deltagelse af 436 personer, der havde anmeldt en psykisk arbejdsskade, endte tre fjerdedele med at forlade deres job. Af dem, der ikke længere var ansat, var 73 procent blevet fyret og 24 procent havde selv sagt op. 40 procent havde stadig ikke fundet et job 2-4 år senere.
Der er altså meget på spil, og da stresskurven kun går en vej, og det er opad, er det vigtigere end nogensinde at have et effektivt sikkerhedsnet, der kan samle folk op og få dem tilbage på sporet. Og så er vi tilbage ved føromtalte Fiat 127. Arbejdsskade-systemet synes om muligt at være i endnu værre forfatning end min gamle bil.
Men hvad er der så galt? Her følger et (lille) udpluk af elendighederne, som jeg ser det.
1. Arbejdspladser tager ikke ansvar
På mange arbejdspladser er der ingen overordnet politik og ingen systematik i forhold til at forebygge stress eller håndtere stresssygemeldinger. Og der hvor der rent faktisk er en politik, er den ofte kun til pynt. Værst af alt synes der mange steder ikke at være vilje på ledelses-niveau til at sikre et sundt arbejdsmiljø. Ledelses-typer interesserer sig for budgetter, målstyring, visioner og effektivitet men tager intet ansvar for at skabe et tåleligt psykisk arbejdsmiljø for de ansatte, der skal føre målene ud i livet. Ansvaret for at få den stress-sygemeldte tilbage i job overlades til mellemledere, der ikke aner, hvad de skal stille op. Måske netop derfor viser studier, at når der sker ændringer i arbejdsvilkårene som konsekvens af en stress-sygemelding er det næsten altid ændringer i den enkeltes arbejdsopgaver. Ikke i arbejdsmiljøet. Organisatorisk support i form af f.eks. en ekstern stresscoach eller andre, der ved noget om stress eksisterer ikke. De heldige mellemledere kan ringe til Bente fra HR, der engang vist nok har taget et kursus i noget trivsels-halløj.
2. Inkompetente ledere
Mange ledere burde ikke have personaleansvar, men det har de. På min tidligere arbejdsplads førte lederen stram justits via nidkære tidsskemaer og gavmild uddeling af skideballer og advarsler. Jeg oplevede selv at blive frosset ud. Medarbejdere, der ikke var udadvendte nok efter lederens smag, blev overvåget. En ansat, der havde begået fejl, blev afhørt i plenum indtil hun grædefærdigt indrømmede sin ”brøde”. Der var med andre ord rigeligt med stress-faktorer alene indenfor det psykiske arbejdsmiljø. Da jeg endte med at sygemelde mig med stress, var det samme leder, der skulle hjælpe mig tilbage. Det gik naturligvis ikke særlig godt. Forskningen viser, at en god kommunikation til den sygemeldte medarbejder øger chancen for, at medarbejderen vender tilbage til sit job. Omvendt forholder det sig med arbejdspladser, hvor kommunikationen er dårlig.
3. Mellemledere lades i stikken
Selvom der er mange elendige ledere, så er der faktisk også en del mellemledere, der har de bedste intentioner på vegne af deres medarbejdere, men som alligevel fejler. Det kan der være mange årsager til. Når forskerne spørger mellemlederne selv, svarer mange, at de savner en fælles forståelse af, hvad stress er, så de ved, hvornår de skal gøre noget. Flere fortæller om krydspres. Ved krydspres forstås, at topledelsen kræver budgetter og mål fastholdt, selvom der er færre ressourcer samtidig med at kollegaerne til den sygemeldte kræver ordentlige arbejdsforhold så de ikke selv bliver syge. Konflikten mellem produktivitet og målopfyldelse på den ene side og medmenneskelighed på den anden sætter mellemlederen i et svært dilemma. Skal han eller hun bruge afdelingens ressourcer på at hjælpe den sygemeldte tilbage på en ordentlig måde eller fyre vedkommende og komme videre? Når arbejdspladsens topledelse ikke tager ansvar, overlades den slags urimelige beslutninger til den mellemleder, der sidder med aben. Set i det lys kan man pludselig godt forstå, at så mange stresssygemeldte får en fyreseddel.
4. Stressramte stigmatiseres
Vi bliver ved arbejdspladsens rolle lidt endnu. Mange arbejdspladser ansætter ikke mennesker, der har en stress-sygemelding på cv´et. Det vil de selvfølgelig til hver en tid benægte, men sådan er det. Jeg har ikke noget dokumentation for det, men jeg tænker, at det ofte er de samme ledere, der står bag det dårlige arbejdsmiljø, der bagefter lukker øjnene og nægter at hjælpe med at samle det ”affald” op, de selv har været med til at smide. Personligt oplevede jeg efter min raskmelding, at en konsulent i a-kassen rådede mig til aldrig at fortælle, at jeg havde været sygemeldt med stress. Så ville jeg ikke få jobbet. Jeg mener dybest set, at det er en falliterklæring, at man skal lyve i en jobansøgning og til en jobsamtale. Heldigvis lider ikke alle arbejdsgivere af berøringsangst overfor stress, og jeg fik mit nuværende job som fysioterapeut selvom jeg valgte at spille med åbne kort.
5. Et fejlbehæftet system
Min sagsbehandler på Jobcentret i København virkede skuffet og en anelse forurettet, da jeg mødte op til en af de talrige obligatoriske opfølgningssamtaler under mit stress-forløb. Han havde ikke modtaget den helbredsstatus fra min læge, som han havde bedt om, og det betød, at systemet blev nødt til at afslutte mit sygedagpengeforløb – underforstået standse mine sygedagpenge. Det var hans lod at svinge øksen, og det var han tydeligt utilpas med. Jeg var tæt på at gå i panik. Jeg husker ikke så meget fra samtalen derefter ud over at sagsbehandleren mumlede noget om, at ifølge hans manual burde jeg være rask efter 22 uger. Ovennævnte oplevelse indrammer meget godt, hvordan det er at være underlagt arbejdsskade-systemet som stress-sygemeldt. Kort og godt handler det om, at få den stress-sygemeldte ud af klappen hurtigst muligt. Problemet er ikke sagsbehandlerne. Problemet er systemet. At være ramt af alvorlig stress betyder, at man er mentalt og energimæssigt nedslidt på niveau med tidligere omtalte Fiat 127. I den situation er det kontraproduktivt at blive mødt med krav, trusler og deadlines. Stress er en tilstand, der tager tid at komme sig over. Jo mere uro, pres og usikkerhed jo længere tid tager det at komme tilbage i balance og jo større er risikoen for at ende i bunken af førtidspensionist-kandidater.
6. Negative forventninger til systemet
Dansk forskning viser at mange sygemeldte ikke har tillid til det system, der skal hjælpe dem tilbage. Jeg havde som stress-sygemeldt hverken tillid til min arbejdsgiver eller sygedagpengesystemet, og det er også det indtryk jeg har, når jeg taler med sygemeldte borgere i mit job som fysioterapeut i dag. Det er et stort problem, for du kan ikke hjælpe mennesker, hvis de ikke har tillid til, at du vil dem det godt. Adskillige undersøgelser gennem årene dokumenterer, at sygemeldte borgere ofte oplever systemet som negativt. De færreste almindelige mennesker ved noget om
sygedagpengeregler og procedurer i forbindelse med sagsbehandling, og det kan virke meget forvirrende og medføre stor usikkerhed at blive udsat for systemet.
7. Nul erstatning og anerkendelse
En af de andre store aktører i arbejdsskade-systemet er Arbejdsmarkedets erhvervssikring (AES). Det er her der sidder en flok sagsbehandlere og vurderer, hvorvidt den sygemeldte har været ude for en arbejdsskade eller ej og om der er mulighed for at få erstatning. Det korte svar er nej og nej, når det handler om arbejdsrelateret psykisk sygdom. I 2017 blev flere end 93 procent af alle anmeldte psykiske arbejdsskader afvist. Afvisning af psykiske arbejdsskader er problematisk på mindst to fronter. For det første kan afvisningen tolkes sådan, at samfundet ikke anerkender arbejdsrelateret stress. Hvis ikke samfundet anerkender det, hvorfor skal arbejdsgiverne så bruge ressourcer på at gøre noget ved det? Det andet problem handler om økonomi. Mange stress-sygemeldte har store private udgifter til psykologer, psykoterapeuter, kropsbehandlere og andre, udgifter som de selv hænger på. Mange går ned i indtægt, når de ender på sygedagpenge og senere kontanthjælp og dagpenge. Jeg mistede selv flere år i min indbetaling til pension og var på først sygedagpenge og siden dagpenge i adskillige måneder. Mange vender aldrig tilbage på fuld tid. Den manglende erstatning betyder, at hele regningen for miseren ender hos den stress-sygemeldte selv. Det har derimod ingen økonomiske konsekvenser for arbejdsgiveren, der for længst har hyret en erstatning og har glemt alt om dig.
Men hvordan skaber vi et arbejdsskadesystem, der støtter de stress-sygemeldte på en måde, så chancen for tilbagevenden til arbejdsmarkedet øges? Her er nogle forslag:
1. Lav en fælles indsats på jobcentret, hvor sygemeldte med arbejdsrelateret psykisk sygdom kan blive samlet op tidligt i forløbet og få den rette støtte. Ingen får det bedre af at sidde alene derhjemme, men det dur omvendt heller ikke at presse på for tidligt.
2. Dansk forskning i tilbagevenden til arbejde efter sygemelding viser, at en tidlig, tværfaglig og koordineret indsats i jobcentrene kan nedbringe sygefraværet og spare penge for samfundet og den enkelte kommune. Udfordringen er, at det er en svær øvelse at implementere systemet, så det virker.
3. En anerkendende tilgang er afgørende for, at den sygemeldte føler sig tryg og er parat til at samarbejde med sagsbehandlere og sundhedsfaglige aktører. Med andre ord: Tal til folk som mennesker. Ikke som tal eller sager.
4. Inddrag den sygemeldte i vigtige beslutninger, herunder, hvornår han eller hun skal genoptage arbejdet og i hvilket omfang. Sygemeldte med stress er rædselsslagne for at blive snigløbet af systemet, så åbenhed er afgørende.
5. Sørg for at give kvalificeret vejledning om regler og pligter men også muligheder. Her kan jeg ikke lade være med at nævne min daværende sagsbehandler. Hvor havde det været dejligt og givet ro i mavsen, hvis han havde informeret sagligt om muligheden for et ressource-forløb, og hvad det indebar.
6. Alle arbejdspladser bør have en lovpligtig trivselspolitik, der forebygger arbejdsrelateret stress og en fastholdelsespolitik, der sikrer at langtidssyge ansatte hjælpes godt tilbage på arbejdspladsen.
7. Ansvaret for at håndtere stress-sygemeldinger på større arbejdspladser flyttes fra nærmeste leder til en kompetent person i HR, der har overblik, handlerum og ressourcer til at iværksætte det fornødne. På mindre arbejdspladser kan man evt. hyre en ekstern stresscoach ind.
8. Indfør en lovpligtig smiley-ordning for psykisk (og i princippet også fysisk) arbejdsmiljø, som er offentlig tilgængelig for jobansøgere, medier mv.
9. Giv velvoksne bøder til arbejdspladser med notorisk dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Kilder:
Slutrapport fra forskningsprojektet Projekt Arbejdsskadesystem, som Arbejdsmiljøforskningsfonden stod bag i årene 2013-2018.
Psykolog Yun Ladegaards ph.d. afhandling ”Work-related mental disorders A quantitative and qualitative investigation of employees and managers experiences at the workplace and in the Workers Compensation System.
Hvordan håndterer danske arbejdspladser arbejdsrelateret sygdom? Artikel i Tidsskrift for arbejdsliv, nr. 4 december 2017.
Erfaringer fra det store TTA-projekt. Kronik af Maj Britt Dahl Nielsen og Birgit Aust. Tidsskrift for arbejdsliv nr. 2, 2013.
Egne oplevelser med stress-sygemeldte danskere som fysioterapeut hos en anden-aktør i en vestsjællandsk kommune.
Egne iagttagelser fra da jeg selv var sygemeldt med stress i 2016. Her havde jeg den ”fornøjelse” at studere systemet indefra i 11 måneder.
Læs også:
Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev her og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn.
