Mit navn er Kim Selsø, og du er nu trådt ind i mit blogunivers.
Stressfar.dk er et site, der henvender sig til den moderne pressede mand, dig der padler rundt i hamsterhjulet med tungen ud af halsen og et forvirret, desperat udtryk i øjnene.
Måske hænger du fast i tilværelsens bordkant med det yderste af de nedbidte negle, mens du kæmper for at balancere job, parforhold, børn, svigermor, bedsteforældre, ombygningsprojekt, venner, motion og hvad du ellers presser ind i dit pressede liv.
Eller måske er du en af de mænd, der har mistet fodfæstet og raller rundt i sygedagpengesystemet med en nagende frygt for, at du aldrig bliver normal igen. Sådan var det for mig.
Hvem er jeg?
Jeg er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole tilbage i 1998, og har arbejdet som sådan i en årrække. I 2011 tog jeg en drastisk beslutning om et sporskifte i min karriere, der indtil da havde været en ujævn og slingrende tur rundt i mediebranchen. Jeg blev fysioterapeut.
Jeg nåede at arbejde som fysioterapuet i et års tid, inden jeg gik i gulvet med en seriøs omgang stress i februar 2016. Det tog mig halvandet år at kravle op af hullet igen.
Jeg er nu relativt normal, børnene er blevet lidt større, og jeg har lagt 8-17-hverdagen på hylden til fordel for et mere fleksibelt arbejdsliv som selvstændig.
Rig er jeg endnu ikke blevet, men det er betydeligt sjovere end før at gå på arbejde. Især fordi jeg har en rigtig forstående chef.
Hvad kan du forvente dig på Stressfar.dk?
Jeg er mand, og jeg skriver til mænd. Stilen vil være personlig og ind imellem politisk ukorrekt. Det beklager jeg. Jeg er ikke diplomat.
Ifølge min kone har jeg en særpræget humor, som jeg af og til – ved et uheld selvfølgelig – kommer til at fyre af på Facebook. Det kan ske, at en flig af humor slipper ud i dette forum. Heldigvis er det mig, der er chefredaktør, så jeg bestemmer.
Indholdet vil fortrinsvis være blogindlæg baseret på mine personlige erfaringer og den indsigt, mine egne opleverlser har givet mig.
I løbet af de halvandet år jeg brugte på at krabbe mig vej tilbage til livet har jeg indsamlet bjerge af viden om stress og stressrelaterede emner. Om psykologi, fysiologi, alternativ behandling, sygedagpengeregler, medicin, omsorgssamtaler, motion og stress, ledelse, børneopdragelse, parforhold, personlige værdier og meget andet.
Alt det vil jeg gerne give videre til dig i form af brugbare, troværdige og forhåbentlig også underholdende blogindlæg eller artikler.
Indholdet er inddelt i tre kategorier; Familie, Arbejdsliv og Sundhed. I alle tre kategorier vil stress være omdrejningspunkt for emnevalget. Der vil både være faktuelle indlæg, hvor sigtet er at besvare spørgsmål, der kan hjælpe dig, og mere klumme-agtige indlæg, der typisk er lidt længere.
Ud over de nævnte kategorier er der en fjerde katagori; Nyheder. Her kan du finde indlæg, der omhandler bloggen.
Under fanebladet Viden finder du undersøgelser, links og tips til steder, hvor du kan finde mere viden relateret til mænd og stress.
Hvad er planen med Stressfar.dk fremadrettet?
Lige nu har jeg i omegnen af 5-10 læsere, hvilket i bedste fald vil give mig en indtægt på et par ører om måneden, hvis jeg beslutter at sætte en bannerannonce på. Da jeg ikke tjener penge, betyder det, at Stressfar.dk indtil videre er et hobbyprojekt.
Dette vil afspejle sig i mængden af indhold. Planen er at lægge nye blogindlæg eller artikler på 3-4 gange om måneden. Tilmeld dig nyhedsbrevet, så får du automatisk besked, når der kommer nyt.
Jeg modtager gerne ros og ris og indput til forbedringer. Smid en mail til ks@stressfar.dk, hvis du har noget på hjerte eller skriv en kommentar i kommentarfeltet under indlæggene.
Mine egne oplevelser har åbnet mine øjne for, at der er et stort behov for mere fokus på mænd og stress.
Jeg håber med tiden at Stressfar.dk kan udvikle sig til et sted, hvor stressramte mænd og andre med interesse for emnet naturligt henter viden og inspiration.
Drømmen er at opbygge et site, der er interessant for tilstrækkeligt mange, til at der kan komme økonomi i det, og jeg kan leve af det. Om det lykkes, ved jeg i sagens natur ikke.
Indtil da håber jeg at du hygger dig og bærer over med, når der går lidt længere tid end forventet mellem indlæggene.
Velkommen og god læselyst.
Kim Selsø
Commentaires