Er du også angst for fremtiden? Sådan takler du fremtidstågen
- Kim Selsø

- 17. dec. 2025
- 3 min læsning
Mange oplever at føle angst, når de tænker på fremtiden. Især hvis man befinder sig i en svær situation. Men angsten for fremtiden er som al anden angst irrationel, for fremtiden findes ikke endnu.
Det og mere til kan du læse om i årets sidste nyhedsbrev, som jeg netop har sendt ud. Men til dig, der ikke abonnerer på nyhedsbrevet har jeg lige en snert af lidt interessant viden, du måske kan bruge.

Angst for fremtiden
Fremtidsangst eller fremtidståge, kan man kalde det. Sidstnævnte ord har jeg lånt/ tyvstjålet fra sociolog, foredragsholder, forfatter og hjerneekspert m.v., Anette Prehn, som har skrevet en stribe meget pædagogiske og læseværdige bøger om, hvordan hjernen fungerer i forhold til angst, stress, læring og alt muligt andet. De kan varmt anbefales.
Vil du gerne give mig en julegave? Så tilmeld dig Stressfar.dks
nyhedsbrev, send en e-mail med ros,
ris eller kommentarer til ks@stressfar.dk, like på de sociale medier
eller fortæl dine venner om sitet. Send evt. nyhedsbrevet videre til
dine venner (og fjender).
Jeg har fisket ordet fremtidståge frem fra fjernlageret af den simple årsag, at jeg gerne vil give dig og mig selv lidt optur her op til jul. Fremtidståge er et ord, der er opfundet til præcis den situation, jeg befinder mig i lige nu - og som du sikkert også kan genkende fra dit eget liv.
Min situation er, at jeg er arbejdsløs, fordi jeg sagde mit job op. Jeg leder efter noget andet men har ikke fået hul på noget endnu. Med andre ord befinder jeg mig i fremtidståge.
Min hjerne kan lige nu ikke se en vej frem, og det gør den usikker, nervøs og ind imellem rædselsslagen.
Det er hjernens alarmcentral, amygdala, der er på spil, og den bryder sig ikke om uvished. Fremtidstågen dukker op hver gang hjernen kigger på en situation eller en opgave, og ikke kan se en vej ud af det.
Det skyldes, at vores hjerner består af et ufatteligt indviklet netværk af elektriske forbindelser. Hver gang vi lærer noget nyt, danner hjernen stier (forbindelser) mellem de involverede neuroner. Jo mere vi øver os, jo tydeligere bliver stierne, og jo nemmere bliver det. Men når vi står overfor en ny situation, er der jo ingen stier, og det opleves som f.... skræmmende af amygdala.
Normaliser din fremtidsangst
At opleve fremtidståge eller angst for fremtiden er helt normalt, og alle oplever det. Det kan være en hjælp at tænke, at situationen er midlertidig. Det kan også være hjælpsomt at fokusere opmærksomheden på den rygsæk med evner og erfaringer, man har med sig - og som har reddet ens røv tidligere i lignende situationer.
Det hjælper derimod ikke at kalde sig selv en tabernar og lave lister i hovedet med alle ens fejl og mangler.
Når jeg husker det, minder jeg mig selv om, at jeg har været ledig før, og at der altid er dukket muligheder op. Altid. Også de gange, hvor mit sind har været fyldt med tvivl og pessimisme.
Hvis man ikke skal gruble over sine egne manglende evner, kan man i stedet filosofere over, at vi er omtrent syv milliarder mennesker på kloden. Hvis det virkelig krævede en iq som Einstein og et held som Fætter Højben at klare sig i verden (finde et nyt job/ redde sin freelancebiks/ komme tilbage efter stress/ rejse sig efter en skilsmisse), så ville vi ikke være syv milliarder, nærmere 7.000. Med andre ord tænker jeg, at der er en pænt stor chance for at klare den. Også selvom det ikke føles sådan lige nu.
Fisk i en anden sø
Man kan også tænke, at årsagen til eventuelt manglende fremgang i ens rædderlige resultater som lystfisker i livets hav ikke er egne mangler, men at man fisker i den forkerte sø. Eller bruger den forkerte madding eller den forkerte stang. Det er langt mere konstruktivt og fremmende for fremtidig succes end en tanke om, at man er lort. Jeg siger det bare.
Glædelig jul og godt nytår
Kim :-)
Vil du gerne give mig en julegave? Så send en e-mail med ros, ris eller kommentarer til ks@stressfar.dk, like på de sociale medier eller fortæl dine venner om sitet. Send evt. nyhedsbrevet videre til dine venner (og fjender).







Kommentarer