Hvorfor du altid er utilfreds og har svært ved at hvile i nuet

Kender du følelsen af, at du aldrig er helt tilfreds. Der er ALTID noget, du lige mangler at gøre eller opnå eller justere, inden du kan slappe af. Og når du har gjort det, er det alligevel ikke godt nok. Du er kronisk utilfreds.

Du har lige scoret drømmejobbet, købt en ny Ferrari, udgivet en blogartikel med en halvnøgen dame som blikfang eller været på ferie på månen, men der mangler stadig noget. Eller også bor du i et skur ved jernbanen, drikker krudtuglepilsnere fra Aldi og har en trebenet hund, og det er heller ikke fedt.

Sådan har jeg haft det i mange år og det er f… træls for at sige det lige ud. Det eneste tidspunkt, jeg slapper rigtigt af, er i timerne efter en lang, hård løbetur. Eller en tur i træningscentret, dengang jeg var aktiv der.

Du er utilfreds med tingenes tilstand, du løber og løber og når aldrig i mål, for der er altid noget nyt, du kan jagte. Foto: Annet Selsø.

Jeg kan også slappe af, hvis jeg har opnået et attraktivt mål. Et attraktivt mål er ikke, at det lykkes mig at lave en ny ret til aftensmad eller gøre familien glad. Det er mere noget med stående applaus fra masserne, millionbonus i dollars og lignende. Så det sker ikke så tit.

Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når

der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like

på Facebook eller LinkedIn eller send en e-mail med ris eller

ros til ks@stressfar.dk.

Men når det sker, slapper jeg af. I hvert fald i fem minutter hvorefter utilfredsheden sniger sig ind og de kritiske spørgsmål begynder at hamre løs i min trætte hjerne. Hvorfor var der kun 3791 mennesker der klappede? Hvorfor sagde hende den gamle dame i kongelogen ikke noget?

Inden jeg kan tælle til ti er hovedet igen fyldt med tanker om alt muligt, jeg bliver nødt til at gøre. Som regel er tankerne forklædt som noget, jeg har lyst til, men tvivlen nager altid. Har jeg nu også det? Er det lyst eller er det i virkeligheden bør?

Sådan har det altid været, og det var en af årsagerne til, at jeg gik på røven med alvorlig stress for nogle år siden. Den anden årsag var, at Chefen var en idiot.

Dengang gav det sig udtryk i, at jeg kæmpede som en vanvittig for at løse problemet som var, at jeg var stresset. Og jo mere jeg kæmpede jo mere vedligeholdt jeg stressen. F… hvor var det dumt.

Nå, nu er jeg for længst blevet mig selv igen og min hjerne fungerer nogenlunde normalt, men trangen til at gøre alt muligt er der stadig. Forskellen på nu og dengang er, at nu ved jeg hvad der er på spil, så jeg kan nogenlunde balancere  mig selv.

Men hvad er der så på spil?

Ifølge Eckert Tolle, virkelighedens master Yoda, nutidens Jesus, åndelig vejleder og spirituel guru, handler det i bund og grund om, at vi mennesker identificerer os med vores sind, og at det menneskelige sind er programmeret til at søge selvværd og identitet igennem ydre faktorer.

Når vi jager rundt i verden for at opnå alt muligt, jagter vi i virkeligheden frelse, mener Tolle. Vi vil gerne have det godt indeni, og vi tror ubevidst, at vi får det ved at gøre alt muligt. Men det er en illusion.

Du opnår aldrig tilfredshed, glæde eller indre ro ved at opnå alt muligt. Det bider sig selv i halen. Glæde er noget, du oplever her og nu, hvis du er nærværende.

Alt det skriver han om i sin bestseller fra 1997 ”Nuets kraft – nøgle til personlig frigørelse”, som bestemt er værd at læse. Men evidensbaseret er den ikke, selvom mange af Tolles skriblerier stemmer fint overens med mere videnskabelige teorier.

3 følelsesregulerende systemer

Hvis du gerne vil have en videnskabelig forklaring på den menneskelige trang til at spæne rundt med hovedet under armen i en evig jagt på nye mål, får du et godt bud her: Trecirkelmodellen, der er udviklet af den britiske psykologiprofessor Paul Gilbert, er et rigtig godt sted at begynde, hvis man vil forstå sin egen adfærd ift. stress og jagten på succes og mål i hverdagen.

Modellen på billedet er lånt fra speciallæge i psykiatri Helle Lisles bog "Mindfulness & Compassion". Modellen er skabt af den britiske professor i psykologi Paul Gilbert.

Modellen, der er bygget op omkring de tre følelsesregulerende systemer; motivations-systemet, trussel-systemet og det beroligende system, udgør en vigtig del af Compassion fokuseret terapi (CFT), som Paul Gilbert er grundlægger af.

Af de tre systemer har jeg beskæftiget mig en del med trussel-systemet og ro-hvile-systemet her på bloggen, da de to systemer er helt centrale ved stress. Det tredje system, motivations-systemet eller drive-systemet som det også kaldes, spiller derimod en stor rolle, når det handler om at jagte mål.

Alle tre systemer påvirker hinanden indbyrdes og vi kan ikke undvære nogen af dem.  

I bogen ”Mindfulness & Compassion” af den danske speciallæge i psykiatri Helle Lisle kan man lære en del interessante ting om sig selv ved at studere de tre systemers indbyrdes relation til hinanden.

Drive-systemets primære funktion er at opmuntre os til at gå på jagt efter ressourcer, så vi kan overleve og trives. Når vi når vores mål bliver vi belønnet af en fed følelse af glæde, begejstring og anerkendelse. Systemets drivkraft, det der får os til at handle, er hormonet dopamin, som de fleste har hørt om.

Dopaminets rolle er at anspore til handling. Sejrsfølelsen når målet er nået kommer snarere fra endorfin og andre lykkestoffer, mener forskerne.

Det er dopaminet i drive-systemet der driver os til at jage rundt som små kaniner efter salat, og det er ret fint, for uden det ville vi slet ikke kunne motivere os til at rejse os fra sofaen. Problemet opstår, når systemet bliver overaktivt.

Succes er en fed følelse men overaktivitet i drive-systemet kan hurtigt blive forvandles til usund stress.

Når jagten på mål i sig selv bliver vigtigere end selve målet. Og forklaringen på at det kan være svært at holde igen og slappe af er, at vores hjerner er konstrueret til at ønske os mere og mere – og dopaminen ansporer os til at blive små narkomaner på jagt efter det næste fix.  

Psykologisk opbygger vi en stadig større forventning til hvad livet skal give os og jo større krav vi stiller til os selv jo større risiko for at blive skuffede. Og skuffelse føles ikke længere fedt, og følelsen af skuffelse ledsages af tvivl på os selv og usikkerhed og utilfredshed og angst og stress. Og nu er det ikke længere kun drive-systemet, der kører for fuldt blus men også trussel-systemet.  

Aktiviteter, der i udgangspunktet er legende og glædesfyldte, bliver pludselig stressende og lidelsesfulde. Det er ikke spor sjovt længere, og alt handler kun om at nå i mål og få lortet overstået. 

Sådan har det ofte været for mig. I et stykke tid knokler jeg som besat, og så ligger jeg halvdød på sofaen i lang tid bagefter. Ind imellem når jeg målet, andre gange ikke. Hver eneste gang koster det dyrt i rekreation og dårligt humør bagefter og når det er kommet på afstand spekulerer jeg over, hvorfor fanden det var så vigtigt, at jeg skulle slide mig selv op. 

Indre modstand gør dig utilfreds

Drive-systemet og trussel-systemet er indbyrdes forbundne på den måde at overaktivitet i drive-systemet tænder for trussel-systemet. Men der er også en anden forbindelse mellem de to systemer.

Drive-systemets opgave er at hjælpe dig med at jagte mål. Trusselssystemets opgave er at hjælpe dig med at undgå trusler. Hvis du jagter et mål og nogen eller noget stiller sig i vejen for, at du kan opnå det mål, tænder trussel-systemet. Du bliver sur og utilfreds.

Her er et eksempel. Jeg gik i gang med at skrive den her artikel i fredags. Målet var at publicere den mandag. Jeg havde en idé om, hvad jeg skulle nå at lave fredag, men mens jeg sad ved skrivebordet og arbejdede koncentreret (mit drivesystem var på) blev jeg afbrudt af først min kone, der ønskede et lift til arbejde og lidt senere min store datter, der ville køres i skole.

Begge afbrydelser resulterede i omgående indre modstand og irritation indeni mig. Trussel-systemet var aktiveret og det skyldtes, at amygdala opfattede afbrydelserne som en trussel imod at nå mine mål.

Det ideelle er at være i balance mellem de 3 følelsesregulerende systemer. Du er i balance, når du føler ro, lethed og glæde indeni.

Det er derfor du reagerer som en sur citron, når svigermor eller din kone eller mand afbryder dig midt i et spil Frost på mobilen eller noget andet vigtigt.

Kunsten at skabe balance

De tre systemer er lige vigtige for os men de skal balanceres. Det dur ikke at flade ud på sofaen og spise chips 17 timer i døgnet, for så udvikler du dig ikke. Det dur heller ikke at jagte rundt som en kanin på speed eller gemme dig under dynen.  

Her er tre måder at balancere de 3 følelsesregulerende systemer på:

1.    Sæt realistiske mål

For små mål understimulerer dig og gør livet trist og kedeligt. For store mål fører til skuffelser og stress. Sæt realistiske mål.

2.    Sæt din krævende stemme på plads

Indenfor schema-terapi arbejder man med noget, man kalder modes. Modes er overordnede reaktionsmønstre, når fortidens spøgelser aktiveres i nuet. Et af vores fire overordnede reaktionsmønstre er vores ”kritiske modes”. Der er to typer kritiske modes, den krævende og straffende.

Den kritiske mode kan ses som en slags indre eksercersergent, der brøler alle mulige kommandoer og nedrigheder til dig. Den ansporer dig til at overaktivere dit drive-system indtil du er død af stress og udmattelse. Men det vigtige er at vide, at den ikke er dig. Den er tillært og den kan fjernes igen. Hvordan kan du læse mere om i psykiater Sebastian Swanes og Frederik Dirks Gottliebs glimrende bog ”Uden angst – sådan slap jeg de negative tanker.”

3.    Overgivelse

Fra benhård evidensbaseret psykologi skal vi nu over i Eckert Tolles univers. Overgivelse, kalder Tolle det. Når du er fanget ind som en narkoman i drive-systemets lidelsesfulde jagt på et nyt fix er overgivelse ifølge Tolle en vej ud. Overgivelse handler om at give efter for virkeligheden, uanset, hvordan den viser sig.

Det er en vigtig nuance, at det ikke er det samme som at give op. Overgivelse er at acceptere virkeligheden som den er fuldt ud på det indre plan. Dvs. hvis du står overfor en mand med en pistol, så accepterer du, at du står overfor en mand med en pistol. I stedet for at spekulere over, hvorfor det skulle ske for dig, at du møder en mand med en pistol. Derefter håndterer du situationen.

Tolles pointe er at meget lidelse har rod i, at vi ikke evner at acceptere det, der sker for os. Og at du er nødt til at acceptere det først for at kunne håndtere det. Sagt mere videnskabeligt. Lige så snart du accepterer noget fuldt ud dæmpes aktiviteten i trusselssystemet og aktiviteten i ro-hvile-systemet stiger. Den sandhed gælder uanset om det er en ubehagelig følelse indeni eller en ydre omstændighed, du ikke bryder dig om.

Kilder:

Mindfulness & Compassion – en vej til mere nærvær og livsglæde. Helle Lisle. Heardbased Life. 2020.

Nuets kraft – nøgle til personlig frigørelse. Eckhart Tolle. Borgens forlag. 2000.

Læs også:

Din hjerne kan fantasere om sex - men også om indre ro og glæde. Sådan virker visualisering mod stress

Derfor er selvkærlighed guf for dit mentale helbred

Oxitocin er hjernens helt egen medicin mod stress

Sex, kram og gab: Sådan udløser du hjernens egen medicin mod stress

Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn eller send en e-mail med ris eller ros til ks@stressfar.dk.