Forebyg stress i en travl hverdag: 8 ultimative råd
- Kim Selsø
- for 10 minutter siden
- 4 min læsning
Jeg har i årenes løb skrevet side op og side ned om behandling og forebyggelse af stress og alt midt i mellem. Nedenfor har jeg samlet otte ultimative råd, der hjælper dig til at undgå en dyr stresssygemelding og skabe trivsel og harmoni i dit liv.
Forskel på stress og travlhed
Først og fremmest er det vigtigt at huske på, at stress og travlhed ikke er det samme. For at blive stresset kræver det, at der er noget, du er bange for. Du frygter for konsekvenserne af et eller andet, hvis du ikke handler på det. Frygt og psykisk belastning over lang tid skaber stress. Det dræner kroppen og forgifter hjernen.

Ved travlhed har du grundlæggende en oplevelse af at være i flow og have det godt. Det føles som om du har styr på det. Det gør stress ikke. Det vigtige, når du har travlt er at huske at holde dine pauser og koble af, så hjernen kan få ny energi.
Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der
er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på
Facebook eller LinkedIn eller send en e-mail med ris eller
ros til ks@stressfar.dk.
Fysiologisk er der forskel på den kemiske sammensætning af stressresponsen, altså stresshormonerne adrenalin og kortisol, alt efter om du er i flow eller oplever en trussel. Det er trusselsresponsen, der skaber skadelig eller toksisk stress, som det også kaldes.
I en tid, hvor alle taler om stress er det vigtigt at huske på, at man ikke bliver alvorligt stressramt at nogle ugers pres. Stress oplever vi alle i perioder fra tid til anden, og det bliver man ikke syg af, hvis man vel at mærke har tid til at geare ned bagefter.
Her kommer rådene.
Forebyg stress med 8 ultimative råd
1. Lær at mestre dit liv
Mestring er et vidundermiddel til at forebygge stress. Jo mere sikker du føler dig på en opgave, jo mere føler du dig tryg og i kontrol, og jo mindre risiko er der for stress. Mestring opnås ved at skabe læringsmiljøer, hvor der er trygt og rart, og det er tilladt at begå fejl.
2. Lær at slappe af mentalt
Et af de vigtigste råd til at forebygge stress er at lære at slappe af mentalt. Jo mindre du anstrenger dig for at være i verden jo bedre. Det betyder ikke, at du ikke skal tage ansvar og deltage i livet men at du skal bruge mindst mulig mental energi på det. Det er i princippet det, du lærer i meditation eller den danskudviklede Åben og rolig-metode.
3. Hav realistiske ambitioner
For pokker, hvor er jeg faldet i den fælde ofte. At ville alt for meget på for kort tid. Problemet er, at jeg samtidig er et konkurrence-menneske, så i stedet for at give slip og slække på kravene, bider jeg tænderne sammen og fortsætter. Gør du også det? Det er en skidt strategi. Ved du også, hvorfor du gør det? Det handler om din hjernes drive-system. Små, realistiske mål er tit bedre end store forkromede planer. Du kan også formulere det sådan: Du har aldrig for lidt tid. Du har for mange opgaver.
4. Dyrk motion og kropslige aktiviteter
Som fysioterapeut er krop og bevægelse mit kerneområde, og helt kort sagt er motion noget af det vigtigste du kan lave for at forebygge stress. Motion styrker stressbremserne i din hjerne, herunder pandelappen, der varetager den logiske tænkning.
Jo stærkere de neurale forbindelser til pandelappen er, jo bedre kan du håndtere stressede følelser og tanker. Hvis du ikke rører dig i hverdagen, bliver du slap og træt. Når du er træt, har du færre fysiske og mentale ressourcer at stå imod med, når det brænder på. Derfor bliver du nemmere stresset.
5. Lær at sige pyt
At kunne give slip på bekymringer er en vældig god evne at have. Især fordi det kræver rigtig meget energi af hjernen at gå og gruble over bekymringer.
6. Samvær med gode mennesker
Noget af det dummeste, man kan gøre, hvis man har det psykisk skidt, er at isolere sig og holde sine problemer for sig selv. Socialt samvær udløser antistress-hormonet oxytocin, og det at dele sine problemer med andre letter på trykket. Blid berøring er endnu bedre. Især mænd er slemme til at holde svære følelser for sig selv.
7. Pas på din energi
Søvn og energiforvaltning er super vigtigt. Det er de fleste klar over, men det kan være svært at passe på sig selv i en travl hverdag. God energiforvaltning er at holde pauser, når din hjerne og krop trænger til det.
Det er også at lade være med at slå større brød op end du kan magte og få ladt dine batterier op om natten. Husk at mobiltelefon og skærme kræver energi. Du får ikke genopladet batterierne af at sidde i otte timer og scrolle nyheder, SoMe eller spille spil.

8. Spis fornuftigt
Den her er svær for mig, for jeg interesserer mig virkelig ikke for madlavning. Men de kloge siger, at dårlig mad er med til at skabe stress og god mad beskytter mod stress. De har nok ret.
Læs også:
Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn eller send en e-mail med ris eller ros til ks@stressfar.dk.



