Få udfordret din indre træmand: Tag på ferie med børn

Ferie med familien. Jeg får myrekryb alene ved tanken. Sådan har jeg altid haft det. Ved ikke hvorfor. Hvert år, når min kone bringer emnet familieferie på banen, har jeg lyst til at grave mig dybt ned i et hul og først komme frem, når flyet er lettet. Uden mig.

Sådan var det også i år, da hun første gang bragte ideen om en familietur til USA på banen. ”Vi tager afsted i efterårsferien,” meddelte hun entusiastisk.” Først en uges tid i New York, lød planen og så videre langs kysten til Boston. I alt 16 dage.

Nu er det ikke fordi, jeg grundlæggende har noget imod at rejse, og slet ikke til New York, hvor jeg ikke har været før. Jeg kan heldigvis også ret godt lide at være i selskab med min kone. Faktisk havde vi, når ret skal være ret, en rigtig god familieferie sidste sommer i Makedonien. Men. Og der er altid et men i mit liv, når ungerne er involveret.

Intensivt samvær i 16 døgn

16 døgns intensivt samvær uden pause – heraf otte dage i en støjende, hektisk storby som New York – i selskab med mine to meget dejlige men også overmåde fantasifulde og energiske piger; den ene nu 10 år og den anden lige fyldt syv… Alene tanken fik det til at gibbe i min indre træmand.

Familieferie med børn er i mit univers ensbetydende med hårdt arbejde fra morgen til aften krydret med utallige bekymringer og desperate forsøg på at kontrollere kaos. Jeg slapper ikke af, og når man ikke slapper af, så er det ikke ferie.

Jeg blev enig med mig selv om, at det havde jeg egentlig ikke lyst til. Og når jeg nu havde det sådan var der vel ikke andet at gøre end at ranke ryggen og højt og tydeligt sige fra: ”Nej tak skat. Det bliver uden mig.” Lidt mand er man vel.

Nå, men det korte af det lange er, at jeg sagde ja, og i efterårsferien tog vi så afsted. I det følgende vil jeg berette om de otte dage, vi tilbragte i New York. Var det så stressende, som jeg på forhånd havde frygtet? Døm selv.

Lørdag kl. 15.22 dansk tid

Ankommer til Københavns Lufthavn i Kastrup i god tid, og der er tid til at nyde en kop kaffe i Lagkagehuset. Dejligt.

Kl. 16.07

Lillesøster sparker ud efter storesøster, der udstøder er hyl og løber væk. Øjeblikket senere er de bedste venner igen. Alt er som det plejer.

Mavepine over Atlanten

Vi sidder i flyet. Der er få minutter til take off, og jeg puster lettet ud. Endelig fred og ro. Ungerne sidder fordybet foran hver deres skærm, selv konen er stille. Jeg ser frem til otte en halv times dejlig afslapning med lidt mad, en kop kaffe og måske en god film. Det føles i grunden slet ikke dårligt.

Så er det tæt på take off. Foto og kunst: Storesøster.

Kl. 20.21 “Jeg har ondt i maven, skat.” Under os anes Atlanterhavet som en mørk skygge. Min kone sender mig et forpint blik. “Jeg tror det er noget virus.”

De næste par timer bliver mavepinen værre. Hun er oppe at gå et par gange og sidder resten af tiden og kryber sammen i det alt for lille flysæde.

Kl. 21.16 Vi har passeret Færøerne og nærmer os Island. Mavepinen er blevet værre. Min kone sidder sammenkrummet og sammenbidt. Atlanterhavet ligger mørkt og goldt under os. Jeg spekulerer på, hvad det koster at vende et fly om og hvor meget af regningen, jeg i givet fald vil hæfte for. Tallet er så stort at jeg ikke kan rumme det i mit hoved.

Mens jeg regner nævner min kone ordet mavesyre i en bisætning. Jeg stopper med at regne og finder en håndfuld mandler og nogle stykker agurk, som hun skyller ned med vand. Ikke lang tid efter er der tydelig bedre.

Vi lander planmæssigt i New Ark lufthavnen udenfor New York. Tidsforskellen er seks timer og hjemme i Danmark er det midt om natten. Køen til paskontrollen er lang som et ondt år. Da vi når frem til skranken efter en times tid får min kone den ide, at hun vil fortælle den flinke betjent. at vi har en banan med i håndbagagen, hvilket vist nok er forbudt at bringe ind i USA.

Fluks viftes vi ud af den enorme kø som de eneste og verfes hen til en fødevarescanner, hvor tre sikkerhedsfolk står og ser ud som om de er ved at falde i søvn. Banan og bagage scannes, og vi slipper for yderligere tiltale.

Kl. 22.32, lokal tid Vi trasker op i ankomsthallen og stiller os i kø igen - denne gang til taxabestillingen. Vi bestiller en taxa og får en kvittering, som vi skal aflevere til chaufføren. På kvitteringen står turens pris: 48 dollars. Dejligt, tænker jeg. Så skal vi i det mindste ikke bekymre os om at diskutere prisen med chaufføren. Vi stiller os ud til vejen, hvor en af de karakteristiske gule newyorkertaxaer i det samme triller frem i køen. Bagageklappen glider op, hvorefter der sker....intet. Jeg skæver lettere bekymret ned i det ramponerede bagagerum, der ligner noget man kan finde på en skrotplads i Albanien.

Skraldespand på fire hjul

Døren til førerkabinen går op og en mand, vores chauffør, forlader modvilligt sit lune førersæde og sjosker om til bagagerummet. Efter at have fjernet det værste skrammel får vi ved fælles hjælp mast de to store kufferter ind uden alt for mange ridser. Jeg smækker bagsmækken og går om til passagersædet foran. Døren er låst. Inde bag den fedtede siderude kan jeg se chaufføren i hektisk aktivitet med at rydde sædet for peanutskaller, papirbunker, slikpapir, en ratlås, tasker, flere peanutskaller og lignende effekter. Efter nogle minutters venten kan jeg endelig sætte mig ind og vi er klar til at køre.

Kl. 23.00 Tre betalingsveje og en del kilometer senere triller vi op foran lejlighedskomplekset Dharma Home Suites i Hoboken, hvor vi skal bo den næste uges tid. Klokken er 5.30 om morgenen dansk tid. Vi er meget trætte. Det er bælgmørkt og kvarteret ligger øde hen.

I dagslys næste dag ser gaden helt tilforladelig ud, men det gjorde den ikke sent lørdag aften i mørke. Foto: Mig selv.

Jeg har fået det lod at betale chaufføren, hvilket jeg ikke er meget for. Sandt at sige har jeg ikke fidus til taxachaufførerhvervet. I årenes løb har jeg stiftet bekendtskab med repræsentanter for taxabranchen i store dele af verden. Snu typer med tætsiddende øjne og guldtænder der kalder mig “ven” samtidig med at de forsøger at tage røven på mig. De er simpelthen ikke min kop te. Når man ‘en gang har prøvet at blive kørt om hjørner med midt om natten et fjernt sted i Østeuropa, på Balkan, i Kaukasus eller Nordafrika så mister man tilliden til folk.

Jeg fortryder, at jeg ikke fik vekslet til mindre sedler, da jeg havde chancen. Forventer han at få drikkepenge? Hvor meget skal jeg give ham og skal jeg give dem med det samme eller først når jeg får byttepenge retur? Har han en stor blank kniv gemt under sædet? Chaufføren hiver er tykt bundt sedler op af lommen og sidder mistænkeligt længe og roder med byttepengene inden han tøvende rækker mig et par slidte sedler. Jeg mumler et tak og vælter ud af taxaen uden at give noget.

Kl. 23.10 Taxaen triller væk. Gaden er mørk og stille. Jeg spejder rundt i krogene efter tegn på seriemordere, bandemedlemmer eller andre suspekte typer. Vi er trods alt i New York, minder jeg mig selv om. Man er nødt til at være på vagt. Men der er ingen at se. Faktisk ser gaden ualmindelig fredelig ud.

Kl. 23.13 Vi låser os ind i ferielejligheden, der ligger på sjette sal med udsigt over en kæmpe parkeringsplads til busser. Lejligheden er pæn og ren. Toilettet ligger til venstre for indgangen. Lidt længere fremme køkken og opholdsstuen. I soveværelset står en opredt seng til to personer. Vi kigger os omkring efter sovesofaen, hvor børnene efter planen skal ligge. Sidst jeg så efter havde vi to børn, men mine trætte øjne kan hverken spotte senge eller sovesofa. Kun en læderhjørnesofa, der ligner plastik.

Kl. 23.25 Vi roder lejlighedens skuffer og skabe igennem, og det lykkes at finde en enorm overmadras, der er dobbelt så stor som plastiksofaen er bred samt et sæt sengetøj i samme størrelse som overmadrassen. Der er håndklæder til tre.

Kl. 23.40 Min kone forsøger at få kontakt med en servicemedarbejder over lejlighedens telefon, men den virker ikke. Hun ringer i stedet fra sin mobiltelefon til en hotline og brokker sig over manglende sovesofa og telefonen, der ikke virker. Godt man har mobilen. Jeg glæder mig over, at vi heldigvis har udvist rettidig omhu. En uges tid før afrejsen var vi forbi Telenors butik i Frederiksberg Centret for at ændre vores mobilabonnement, så det også dækkede opholdet i USA. “I har fri tale lokalt og derudover 20 GB data...” forklarede den venlige mand i Telenors butik og satte trumf på: “Og I kan også sende sms’er og ringe til hinanden.” Det er da lige det vi kan.

Jeg taber kampen om den fede soveplads i soveværelset og klasker er alt for stort lagen på plastichjørnesofaen i stuen. Klokken har for længst passeret midnat, da jeg endelig falder i søvn. Hjemme i Danmark er det snart morgen.

Søndag kl. 06.30

Det er stadig mørkt udenfor da jeg vågner tvær og udmattet. Køleskabet er tomt som et nordkoreansk supermarked. Jeg spiser en tør bolle fra håndbagagen og skyller ned med postevand. Et dejligt varmt karbad får humøret til at stige et par grader. Da jeg kommer ud er børnene allerede i fuld gang med hver deres IPad.

Kl. 08.10 Jeg leder efter manualen til lejlighedstelefon og aircondition men finder intet. Det er cirka på det tidspunkt at det går op for os at vi har glemt en adopter og alle vores mobiler er ved at løbe tør for strøm. Panikken breder sig. Mens mor og far kæmper for at løse problemerne har ungerne efterladt de to IPads - nu uden strøm - på sofaen og er lusket ind i soveværelset, hvor de er gået i gang med at slås i sengen. Lillesøster brøler som en løve. Vi beslutter os for at finde noget mad.

Kl. 08.35 Det er varmt og solen skinner, da vi kommer ned på gaden. En venlig dame viser vej til det lokale supermarked, hvor det lykkes at købe en adapter. Vi undrer os over de meget dyre priser samt det faktum at hylderne bugner af apotekervarer men kun et meget lille udvalg af fødevarer. Vi fylder to plastikposer med hundedyr mad og går tilbage til lejligheden og spiser. Senere går det op for os at det ikke var et supermarked men noget der minder om en kloning mellem et apotek og en overdimensioneret kiosk.

Udsigt fra ferielejlighedens tagterasse med Manhattans skyline i baggrunden. Foto: Mig selv.

Kl. 09.20 Udstyret med vores splinternye adapter sættes elektronikken til opladning, mens vi spiser. På det her tidspunkt har vi været vågne i cirka tre timer. Det er omtrent det tidspunkt, hvor vi opdager, at vores fine nye Telenor abonnement med fri tale og data i USA ikke virker.

Mobil-bøvl

Det går op for os, da storesøster modtager en SMS fra Telenor med teksten: Dit forbrugsloft er nået. Et øjeblik efter får min kone en næsten identisk SMS, dog med den variant at hun kun har brugt 80 procent af sit forbrugsloft. Oversat til dansk: Når du om to minutter har brugt de aftalte 450 kr. for denne måned kan du først bruge telefonen igen om 16 dage.

Kl. 09.45 Telenor kan ikke kontaktes over telefon men kun via Mit Telenor som ikke virker. Vi sender en e-mail til kundeservice. Sender også e-mail til lejlighedshotellets hotline og klager igen over sovesofa og telefon. Efter noget tid er der svar fra hotlinen: Tryk på telefonens taster for at ringe, lyder beskeden i korte træk. Tak for det. Børnene slås i sengen og storesøster slår hovedet.

Kl. 10.37 Vi trænger til luft og går en tur ned til den nærliggende Hudson-flod. Himlen er blå og temperaturen tæt på 25 grader. Synet af floden og Manhattans ikoniske skyline få kilometer væk får mig næsten til at tabe pusten.

Den trafikerede Hudson-flod markerer skillelinjen mellem Manhattan og Hoboken i New Jersey, hvor vi bor. Foto: Mig selv.

Kl. 11.12

Børnene får øje på en legeplads. Jeg beslutter at forsøge mig med en lille video til min blog. Lillesøster går armgang. Jeg tænder for mobiltelefonens kamera og begynder at filme. En tanke slår ned i mig. Hvad nu hvis de andre forældre tror, at jeg er pædofil og ringer efter politiet? Jeg ser mig selv i tankerne blive slæbt væk i håndjern af et par muskuløse NYPD-betjente og slukker for kameraet. Jeg skæver nervøst rundt, men ingen lader til at have set noget.

Kl. 18.13

Hjemme igen. Afprøver toilettet. Konstateret at toiletpapiret er så tyndt, at selvom man folder det ti gange får man stadig lort på fingrene.

Kl. 20.01

Opdager ved et tilfælde at plastiksofaen faktisk er en sovesofa. Burde egentlig give hotline-damen en undskyldning men så alligevel ikke. Konen var jo uforskammet. Første dag i New York er forbi. Jeg er meget meget træt.

Mandag kl. 07.17

Telenors kundeservice har svaret på e-mail. Problemet skulle være løst nu, lyder det glade budskab. Hvor er det skønt, tænker jeg. Det meste af formiddagen går med at hygge og spille IPad under dynen. Det regner udenfor.

Kl. 09.30 Børnene er optaget af at se en you tube video om produktion af slim. En person man ikke kan se blander et hav af farvestrålende ingredienser, hvoraf læbestift, barberskum og farvede kugler er de mindst mærkelige - i et glasfad og ælter det sammen til en gigantisk brun klump. Ungerne betragter klumpen som var den et kunstværk og nikker anerkendende. Det er tydeligvis en ekspert, vi har med at gøre her.

Lillesøsters hævn

Lidt senere, da IPad ‘en er lagt væk, forklarer lillesøster mig om begrebet hævn. “Altså når vi slås, ikke, så sætter jeg hendes ben sådan her,” siger hun og demonstrerer med hænderne hvordan hun placerer storesøsters ben i en ubehagelig stilling. “Og det er hævn, for det gør rigtigt ondt på den anden.” Storesøster nynner en meget høj og skinger melodi. Kl. 11.20 “Stop med at slå mig,” råber storesøster vredt. Lillesøster slår igen. Storesøster går og lillesøster kravler op på mig for at bruge mig som udspringsvippe til sengen.

Kl. 13.11 Efter frokost går turen til Manhattan, hvor vi først besøger Central Station. Larmen er øredøvende, da vi træder ud i menneskemylderet udenfor stationen.

Manhattan er et støjende inferno af mennesker og trafik, som kan stresse selv den mest robuste mand. Foto: Mig selv.

Hjemløse ligger og sidder langs fortovskanter og husmure. En kvinde i laset tøj snakker skingert med sig selv. Travle, velklædte newyorkere myldrer forbi i et væk tilsyneladende uden at bemærke hende. Jeg undrer mig over, hvordan en nation, der på mange områder er så storslået, kan behandle sine svage borgere med så tilsyneladende udpræget ligegyldighed.

Kl. 17.45 Om aftenen er vi på Broadway og se Aladdin. Publikum beordres op i to rækker foran indgangen til teatret, inden vi lukkes ind. Bagage undersøges. Elevator med fører til Messarin. Øl til 10-12 dollars. Børnene får slikkepinde til seks dollars stykket.

Der er proppet med mennesker udenfor New Amsterdam Theatre, hvor musicalen Aladdin vises. Foto: Mig selv.

Onsdag, kl. 10.36

Børnene er ikke til at flå væk fra deres dyner og IPads. Færgen til Frihedsgudinden og Ellis Island sejler klokken 12, og vi er sent på den. Mor dirigerer og vrisser. Af en eller anden grund er jeg forholdsvis rolig. Kan mærke at jeg har en smule mere energi i dag. “Jeg vil hjem til katten,” klager lillesøster. “Jamen lille skat, vi skal besøge Frihedsgudinden.” “Det er bare en statue. Det er kedeligt.”

Kl. 11.07 Vi iler op ad Washington Street på jagt efter en taxa eller et busstoppested. Far forrest med lange insisterende skridt og sammenbidte kæber. Bagefter mor med ungerne. Storesøster hulker og hoster. “Jeg har det dårligt.” Tårerne triller. Tre timer på IPad og ingen morgenmad. “Jeg vil hellere på stranden,” mukker lillesøster. Vi tager bussen til nærmeste metrostation og derfra metroen videre til World Trade Center One. Herfra spadserer vi igennem Wall Street til Batteri Park, hvorfra færgen går.

Kl. 11.30 SMS fra Telenor: Vær opmærksom på at USA ikke er inkluderet i Roamaway, står der. Jeg orker næsten ikke at forholde mig til det. Spekulerer på om der overhovedet er rigtige mennesker med hjerner ansat i Telenor, eller vi har været i kontakt med en robot. Jeg konstaterer lettere nervøst at prisen for at ringe lokalt er fire kr. pr minut, brug af data koster 75 kr. pr MB. Jeg prøver at genkalde mig, hvor ofte jeg har surfet nyheder siden vi kom.

Lillesøster kræver is

Ankommer et kvarter for sent. “Jeg er sulten,” jamrer lillesøster. Mor hører ingenting. Hun forsøger febrilsk at få serviceguidens opmærksomhed, så vi kan finde ud af, hvad vi skal gøre. “Window 6,” mumler manden omsider. Vi får vores billetter. Næste afgang er om 45 minutter. Tid til lidt mad. Jeg køber to hotdogs og en cola ved en bod. Børnene leder efter pandekager. Køen til færgen er flere hundrede meter lang.

Så sejler vi. Der er tykt af mennesker overalt. Alle står med hver deres mobiltelefon og knipser løs. Foto: Mig selv.

Kl. 13.35 Anløber Frihedsgudinden. Blå himmel og solskin. To tre helikoptere svirrer konstant omkring med larmende rotorblade, så man føler sig henført til Nørrebro under bandekrigen. “Jeg vil ha is,” kræver lillesøster,” da vi har sat os for spise lidt frokost. “Er I ikke snart færdige,” mukker hun med blikket stift rettet mod isboden lidt væk. Min kone og jeg ignorerer ungens bastante krav og vi spiser færdig. Så er det istid. “Jeg er ikke vild med min chokolade,” klager lillesøster, da hun har spist lidt. “Det er jeg heller ikke,” istemmer storesøster.

Frihedsgudinden er om muligt endnu mere storslået tæt på. 93 meter høj fra bunden af soklen til toppen af faklen. Da Frihedsgudinden blev rejst i 1886, var det den højeste bygning af jern i verden. Foto: Mig selv.

Kl. 14.47

Vi er på vej op i Frihedsgudinden. Børnene mundhugges som to gamle tanter. “Nu skal I holde op!” sprutter mor. Storesøster halter rundt med et forpint udtryk i ansigtet. “Jeg kan jo ikke gøre for jeg har ondt i benet, vel?”

Kl. 16.38

Da vi kommer i land er der lidt tid til overs og vi beslutter at lægge vejen forbi World Trade Center Mindesmærket.

2996 mennesker blev dræbt ved terrorangrebet på World Trade Center i New York 9/11 2001. De har alle fået deres navne graveret ind i de to monumenter, der udgør mindesmærket. Man skal være lavet af sten - eller træ - for ikke at blive berørt af stemningen. Måske er jeg ikke helt så meget træmand alligevel?

VISA-bøvl

På vejen hjem beslutter jeg at gå forbi supermarkedet for at købe ind til aftensmad, mens min kone fortsætter hjem til lejligheden med ungerne. Jeg fylder kurven godt op og stiller mig op i køen til kassen. Et øjeblik efter er jeg fremme ved ekspedienten. Han taster varerne ind, og jeg kører kreditkortet igennem. Afvist. Jeg smiler undskyldende og gentager proceduren. Afvist igen.

Vi griner lidt til hinanden. Hjertet dunker insisterende under blusens tynde stof. Tredje forsøg afvises også. Glor folk ikke lidt meget eller er det bare indbildning? Jeg klapper mig prøvende på lommerne for at signalere til de utålmodige typer i køen, at jeg arbejder på sagen. Heldigvis har jeg kontanter nok. Reddet på målstregen.

Om aftenen tager min kone i byen med en veninde. “Så er der far-aften med døtrene,” annoncerer storesøster. “Far-dag,” retter lillesøster “for vi har jo været sammen med far hele dagen.” Vi ser Monster Family på Netflix og spiser slik.

Kl. 21.47

Da filmen er slut, går lillesøster i sukkerchok. Som på kommando krummer hun sig sammen som en frø og nægter at gå i seng indtil far får nok og begynder at råbe hysterisk. Som ved et trylleslag er der ro.

Torsdag, kl. 10.12

Næste dag har ungerne og jeg slappe-af-hjemme-dag. Min kone tager ind til Manhattan for at se en veninde. Klog af skade har jeg sat grænser for Ipad-tid og indført benhårde krav om morgenmad.

Regndråber piler ned ad vinduesruderne. Børnene tumler bag den lukkede dør til soveværelset. Jeg krydser fingre for at en af dem ikke ryger ud gennem vinduet. Der er trods alt seks etager ned til det hårde, flade tag nedenfor.

Storesøster siger en høj, irriterende lyd, der får mig til at tænke på en meget syg kat eller en bøffel hvis yndlingsbror lige er blevet ædt af en løve. Lillesøster skiftevis trøster og råber “Er du med?!”

Kl. 18.00 Vi spiser rester fra dagen før. Mens jeg rydder af og vasker op tager min kone og ungerne forbi det lokale klatrecenter sammen med min konens veninde og hendes børn. Lillesøster klarer at bestige en 18 meter høj klatrevæg i rekordtempo efter at mor har lovet hende en slikkepind.

Fredag, kl. 12.11

På vej til Central Park. Prøver at købe ind med Visa-kort men afvises igen. Kommer nok ikke udenom at kontakte banken inden mit kort bliver ædt af en automat.

Vi stiller os i kø ved busstoppestedet sammen med en halv snes andre. Bussen kommer. Min kone gør tegn til os om at følge med og begynder at mase frem som et brunstigt næsehorn. “Be fair,” protesterer en nydelig ældre dame. Vi lusker tilbage i køen. “Jeg er sulten,” jamrer storesøster. “Jeg vil på legeplads,” klynker lillesøster.

Min smukke kone sammen med lillesøster på et klippestykke midt i Central Park. Foto: Mig selv.

Kl. 14.00 Vi spiser sen frokost på et hyggeligt pizzeria i kælderen under Plaza Hotel. Jeg slår dataroaming til for at tjekke nyheder på mobilen og får straks en SMS fra altid flinke Telenor. “Kære kunde, med surfkontrol udland kan du trygt anvende data i udlandet uden at frygte, at din regning løber løbsk.” Lidt senere bliver første besked fulgt op af endnu en: “Kære kunde, du har nu brugt 80 procent af din surfkontrol udlands grænse på 450 kr.,” står der. Lorte-telefon-abonnement-pis.

Kl. 15.30 Min kone skriver igen til Telenors kundeservice. Jeg selv går ind på mobilbank og skriver en høflig besked til Laura, min rådgiver hos Danske Bank. Hvorfor virker mit Visa-kort ikke? Jeg kender ikke Laura, har aldrig mødt hende, faktisk er det år siden jeg har talt med en kunderådgiver i banken.

Tyndslidte nerver

Lillesøster nægter at sove sammen med storesøster men insisterer på at sove sammen med mor. Storesøster løber ud på gangen med tårerne trillende ned ad kinderne. Far og mor bider af hinanden. Nerverne er tyndslidte efter endnu en lang dag på Manhattan.

Roen over Greenwich Village står i skærrende kontrast til den hektiske aktivitet der præger resten af Manhattan.

Lørdag, kl. 09.15

Tjekker mobilbank, da jeg vågner. Hjemme i Danmark er klokken passeret 15. Intet svar fra Laura, men det er selvfølgelig også lørdag og selv bankansatte skal vel holde fri ind imellem.

Kl. 13.00 Spiser frokost på Taim, et lille beskedent falaffelsted i en anonym sidegade midt i det hyggelige Greenwich Village. Temperaturen er 13 grader og det støvregner. Maden smager pragtfuldt, og det er ikke overraskende, at Taim flere gange er kåret til New Yorks bedste falaffelrestaurant, hvis man da kan kalde et spisested med fire siddepladser for en restaurant. På vej hjem forsøger jeg at hæve penge i en automat på Hoboken Station, men kortet afvises.

Søndag, kl. 15.00

Vi bruger formiddagen på at pakke. Min kone tager ungerne med på shoppetur i en halloween-forretning på hovedgaden, mens jeg bevogter kufferter i et venterum og slapper af. Ud på eftermiddagen dukker en veninde til min kone op, og det er tid til at forlade New York for denne gang.

Farvel for denne gang. Det er tid til et sidste foto fra tagterrassen. Foto: Mig selv.

Vi stopper bagagen ind i den kæmpestore bil (alle biler er gigantiske i det her land) og sætter os ind. Bilen sætter i gang og vi triller ud i trafikken med kurs mod nye oplevelser. Målet for de næste otte dage er byen Rye i staten New York og derefter West Hardfort, Connecticut inden vi slutter ferien af i Boston, Massachusetts. Måske Danske Bank og Telenor når at vågne op, inden vi flyver hjem fra Boston om godt en uges tid. Man har jo lov at håbe.

Og hvordan var det så at holde ferie en uge i hektiske og pulserende New York i selskab med kone og to børn? Det var sgu hårdt men heldigvis også dejligt.

Læs også:

Fars fede Blakanferie - med børn

Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller Linkedin.