top of page

Caminoen gav ham et mentalt boost og arbejdsglæden vendte tilbage

  • Forfatters billede: Kim Selsø
    Kim Selsø
  • for 22 timer siden
  • 10 min læsning

Thomas havde succes som topchef i et børsnoteret selskab. Men han var ikke for alvor glad. Sådan havde det været længe, men han havde i lang tid overhørt sin indre stemme. Indtil han ikke kunne længere.

 

»Jeg var hele tiden træt. Når jeg kom hjem fra arbejde, kunne jeg ikke hive mig selv op. Jeg havde mistet lysten til ting, der før i tiden gjorde mig glad,« fortæller han.

 

Arbejdsnarkoman og familiefar

Thomas Selsø er min bror. Han er 52 år, tre år yngre end mig, og han er alt det, jeg ikke er: Karriere-menneske, resultatorienteret, slank. Den slanke linje er kommet til for nylig, men den benhårde arbejdsmentalitet har været der igennem alle årene. Thomas er en knokler, og har altid været det.

 

Mens jeg har padlet rundt i arbejdslivet fra job til job og skiftet fag og ind imellem har tilbragt lidt for meget tid sammen med livstrætte Jobcenter-rådgivere med ølvom og seler, er han gået den lige vej efter guldet. 

 

Sådan har det i hvert fald været indtil april 2025, hvor han pludselig – og til manges overraskelse – slap speederen og kvittede topjobbet som administrerende direktør for den børsnoterede Pharma Equity Group A/S. 

 

 

Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt.

Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook

eller LinkedIn eller send en e-mail med ris eller ros til ks@stressfar.dk.

 

 

Mig kom det ikke så meget bag på, for jeg vidste, hvad der var på vej. Men for dem, der kun kender Thomas i hans kontrollerede business-version med fnugfrit jakkesæt og charmerende vindersmil må det have været et chok på linje med en atombombe.  Hvad er der sket, siden min lillebror pludselig er kommet til fornuft?

 

Selfie af Thomas på Camino
Caminoen handler for mange om meget mere end at gå. Det handler om personlig udvikling, om at gennemgå livskriser, om spiritualitet, religion eller mental sundhed. Foto: Thomas.

Grundlæggende handler det om, at der skulle ske noget nyt, forklarer han.

»Som mange andre har jeg levet et liv, hvor jeg har haft travlt med job og familie. Jeg har haft dårlig samvittighed, når jeg gjorde noget godt for mig selv. Det har jeg ikke gjort så tit,« siger Thomas, der siden 18-årsalderen har arbejdet målrettet på at klatre op ad karrierestigen.

 

På cv´et står en HD-R i regnskab, revision og økonomistyring og en kandidatgrad i finansiering med speciale i værdiansættelse og køb og salg af virksomheder. Begge fra Copenhagen Business School.

 


Erhvervskarrieren tæller en årrække som CFO i elektronikvirksomheden SkaarupImcase, entreprenørvirksomheden NHH og kapitalforvalteren North Risk. Senest har han stået i spidsen for medicinalselskabet Pharma Equity Group, hvor hovedopgaven var børsnoteringen af datterselskabet Reponex i 2023.

 

Ud over de faste stillinger som topchef har han i perioder arbejdet som selvstændig konsulent for en stribe af Danmarks største virksomheder. Privat har han igennem alle årene været gift med Dorthe, som han har to børn sammen med.

 

Thomas har arbejdet for kapitalfonde. Han har fået et selskab på børsen. Han har har siddet som administrerende direktør i et børsnoteret selskab. »Jeg var nået til et sted i livet, hvor jeg havde opnået alle mine ambitioner,« forklarer han.

 

Fra direktørgangen til Caminoen

Men de flotte resultater er ikke kommet af sig selv. I mere end seks år har han levet med et stort arbejdspres. Det slider mentalt, at køre på den høje klinge, og i løbet af 2024, begyndte det at stå klart for Thomas, at alt ikke var, som det burde.

 

Han oplevede gennem længere tid, at han følte sig mere og mere energiforladt i hverdagen. Glæden var også forsvundet. Hvor den gamle Thomas altid talte om penge og økonomi, begyndte der at snige sig en bekymret tone ind.


Thomas var bange for, at han var alvorligt syg og til sidst gik han til lægen.

 

»Lægen sagde, at jeg var helt rask. Har du overvejet, at du lever et alt for stressfyldt liv? spurgte han. Set udefra var det ikke underligt, at Thomas var træt. Vores far var død kort forinden, og hverdagen med et krævende topjob og familie trak tænder ud.

 

Rejsende med rygsæk foran bil
Tidlig morgen midt i maj 2025. Thomas er på vej på sit livs eventyr, Caminoen. Første stop er den portugisiske by Porto. Foto: Dorthe.

»Jeg begyndte at spørge mig selv, hvornår jeg sidst havde været lykkelig. Jeg har været ambitiøs, siden jeg var 18 år. Jeg har læst HD ved siden af fuldtidsarbejde. Har jeg overhovedet fået det ud af livet, som jeg gerne vil, hvis jeg dør i morgen?«

 

Svaret var et rungende nej. Derefter var valget simpelt. Thomas besluttede at sige jobbet op og vende tilbage til livet som selvstændig konsulent.

 

Han begyndte planlægningen af sin Camino-vandring stort set samtidig med, at han besluttede at stoppe i sit job. Aftener og weekender blev tilbragt på nettet med at undersøge, hvad der findes af information og gode råd om pilgrimsvandring på Caminoen.

 

Angst og frihedsfølelse

Langsomt blev ideerne til en konkret plan, og i maj i år blev planen til virkelighed, da Dorthe en tidlig morgen kørte ham til lufthavnen i Kastrup.


Han var nogle uger tidligere stoppet i jobbet, og var så småt gået i gang med at lægge de første sten til at genrejse sit konsulentfirma. Nu blev iværksættertrangen midlertidigt sat på pause.

 

»Jeg havde en masse usikkerhed indeni. Jeg følte en blanding af angst og frihedsfølelse. Hvordan klarer jeg, at være helt alene? Kan jeg finde vej? Kan jeg overhovedet gå 300 kilometer?«

 

I bagagerummet lå en rygsæk omhyggeligt pakket og klar til de kommende strabadser i Portugal og Spanien. Vandrestøvlerne var gået til og i rygsækken lå medicin, tøj og en lygte foruden en let sovepose. Forude ventede 14 dage og 300 kilometer i ukendt land.

 

Mennesker begiver sig på pilgrimsvandring ad Camino de Santiago af mange forskellige årsager. Nogle gør det som en fysisk udfordring, andre for personlig udvikling, i kølvandet på en livskrise eller af religiøse eller spirituelle årsager.

 

Alle med træer på Caminoen.
Caminoen består af forskellige ruter igennem Spanien, Frankrig og Portugal, alle med byen Santiago de Compostella som mål.

Thomas valgte at gå Caminoen, fordi han havde hørt en masse godt om pilgrimsvandring – og fordi han havde brug for en pause.

 

»Jeg har tidligere været igennem en stresset periode i mit liv, hvor jeg i et halvt år gik lange ture på 10-15 kilometer for mig selv i Store Dyrehave hver morgen. Dengang oplevede jeg, hvor dejligt det var at gå. Så det var oplagt for mig, at prøve Caminoen,« fortæller han.

 

De hvide sommerfugle

Mødet med en flok hvide sommerfugle er noget af det, der har gjort størst indtryk på ham.

 

Det var på fjerde etape af den 13 dage lange  pilgrimsvandring, der nogle dage tidligere havde taget sin begyndelse i den portugisiske by Porto, hvor han fik sit første Camino-stempel i byens katedral.  

 

Den morgen var han ligesom de øvrige dage tidligt på farten, og gik alene i morgendisen. Thomas var frisk og ved godt mod, da han lagde de sidste huse i Pedra Furada bag sig og satte kurs mod Lugar do Congo 32 kilometer væk.

 

De første hvide sommerfugle dukkede op lidt udenfor byen. Som en eskorte af jagerfly fulgte de ham i timevis ad knoldede stier og veje gennem det kuperede terræn. Ind imellem syntes der at være en hel sværm og andre gange færre, men for det meste to-tre stykker, der flaksede rundt i hans nærhed.

 

Sommerfuglene mindede ham om vores far, der var meget glad for sommerfugle. Nu da han fortæller det til mig flere måneder senere er det tydeligt, at han stadig bliver rørt.

 

»Efter at han døde havde jeg en oplevelse med en sommerfugl, der forvildende sig ind i vores hus i Hillerød. Den ville ikke ud og da det endelig lykkedes at få den ud, flaksede den ind igen. Jeg fik en fornemmelse af, at vores far var der, og det var den samme følelse jeg havde, da de hvide sommerfugle dukkede op,« siger Thomas.

 

Vandrerute langs Caminoen.
Ruterne bevæger sig ad knoldede bjergstier, igennem smukke frodige landskaber, hyggelige byer og langs smukke kyster.

Ensomhed og intimitet

Han fortæller om en pilgrimsvandring, der i begyndelsen var ensom, fordi han var helt alene men langsomt udviklede sig til berigende rejse. Han overnattede på herberger langs ruten, ikke på enkeltværelser med aircondition og fladskærms-tv men på 10 eller 15-personers sovesale. Måltiderne blev indtaget på lokale spisesteder. Ind imellem alene og andre gange sammen med folk, han lærte at kende undervejs.

 

Efter nogle dage begyndte han at støde på de samme mennesker på ruten. De sporadiske møder endte med at blive til et givende socialt samvær, som Thomas husker tilbage på med glæde.

 

»Vi gik hver for sig om dagen og mødtes ind imellem om aftenen om spiste sammen. Normalt har man en facade på, men her blev jeg mødt af en masse fremmede mennesker, der var hudløst ærlige og delte tanker om deres liv, som man normalt aldrig deler. Flere af dem, jeg endte med at have tæt kontakt med undervejs var ramt af alvorlig sygdom og det var rørende at høre dem fortælle,« siger Thomas, der også selv delte sin historie.

 

Han vendte tilbage til Danmark 26. maj, og da vi taler sammen i begyndelsen af juni, har han været hjemme i 14 dage. Virkningen holder stadig, bedyrer han. Han prøver at fastholde gåturene og holde fast i letheden i hverdagen, nu hvor han arbejder som selvstændig.

 

Sovesal til overnatning på Caminoen.
Der er masser af små hyggelige overnatningssteder langs de forskellige ruter, nogle består af sovesale med køjesenge, andre er værelser med færre sengepladser. Foto: Thomas.

Caminoen har givet ro

»Jeg oplever en indre ro, som jeg ikke havde tidligere. Jeg har altid været et konkurrence-menneske, og det har været vigtigt for mig at tjene mange penge. Nu er det vigtigste, at det er sjovt. Jeg tror, at processen har været i gang i mig i lang tid, men Caminoen har sat livet i perspektiv. Caminoen har åbnet mine øjne for at der også er andre måder at leve livet på,« siger Thomas.

 

»Frihedsfornemmelsen og følelsen at at finde mig selv og har bekræftet mig i at det valg, jeg havde truffet om at sige op var det rigtige. Der var en helt anden energi og glæde end jeg har oplevet længe.«

 

Efter stoppet i Pharma Equity Group i april har han pustet nyt liv i sit gamle konsulentfirma Idealfinans og har siden hjemkomsten fra Spanien arbejdet målrettet på at bygge forretningen op igen.

 

De første kunder er allerede i hus og han har efter sommerferien genoptaget sin gamle tjans som ekstern lektor på CBS, hvor han i lange perioder siden 2009 har undervist og været specialevejleder. 

 

Nu er det sidst i august, og efteråret nærmer sig. Vandringen på Caminoen er kommet på afstand, og hverdagen har indfundet sig med arbejde og familie. Da jeg igen ringer til Thomas er han på vej ud af døren.


Thomas på Camino.
Efter 300 kilometer på 13 dage venter slutdestinationen Santiago de Compostella i Spanien. En fysisk rejse er slut men en ny og vigtigere mental rejse er kun lige begyndt. Foto: Thomas.

Han har det stadig godt, fortæller han. De er fem fra Caminoen, der stadig holder kontakt på WhatsApp. I næste uge skal de mødes på Google Teams.

  

Fakta om Caminoen

Caminoen kaldes også Jacobsvejen. Den er en af Europas ældste pilgrimsrejser og kan dateres tilbage til det tiende århundrede. Caminoen består af forskellige ruter på tværs af Sydeuropa. Byen Santiago de Compostella er slutdestinationen for alle Caminoer i Spanien, Portugal og Frankrig. Ifølge et studie er Caminoen verdens største udendørs turisme-industri og tiltrækker årligt 400.000 mennesker. Nogle vælger at gå Caminoen af sundhedsmæssige årsager, andre gør det af sportslige, religiøse, eksistentielle eller andre årsager.

 

 

Thomas råd til pilgrimsvandring ad Caminoen

 

1.    Søg viden før rejsen

Friefodspor.dk er en vandreblog, hvor man kan læse om andres erfaringer og få gode råd til planlægningen af sin egen tur.

 

2.    Anskaf gode kort

Køb et fysisk kort, f.eks. i kortbutikken ved Vesterport Station i København. Derudover findes to gode apps, Camino Ninja, med et digitalt kort, og Portuguis, hvor der både er et kort og tips til overnatningssteder.

 

3.    Benyt Facebookgrupper

Facebookgruppen Camino portuguese planning er en god følgesvend på turen. En af fordelene er, at man kan få hjælp af gruppens brugere undervejs på rejsen.

 

4.    Vær til stede i nuet

Det er ikke en konkurrence, hvor det gælder om at komme først. Tilbring gerne nogle timer alene hver dag, og vær også åben overfor at møde nye mennesker. Vær til stedet i nuet. Oplev verden.

 

5.    Pas på dine fødder

Godt fodtøj er vigtigt. Husk at gå støvlerne til inden, så du slipper for vabler.

 

6.    Vær fysisk aktiv

Egentlig træning er ikke nødvendig, men det er godt at have en fysisk ballast på f.eks. 10.000 skridt dagligt i en periode.

 

7.    Book hjemmefra

Book overnatningssteder hjemmefra.

 

8.    Køb en ordentlig rygsæk

Anskaf dig en god rygsæk. Medbring kun det mest nødvendige tøj og udstyr. Snavsetøj kan vaskes undervejs. 

 

9.    Pas på dine ejendele

Opbevar personlige papirer og penge på dig, f.eks. i et mavebælte.

 

Foto af Camino-pas.
Camino-passet er en vigtig del af ritualerne bag Caminoen. Alle der går Caminoen får udleveret et pas, som skal stemples på ruten undervejs.

Thomas` Camino dag for dag:

 

Dag 1: København – Porto i Portugal med fly.

Dag 2: Porto via Matosinhos – Vila Cha ad kystruten. 27 kilometer.

Dag 3: Ad kystruten og en forbindelsesrute. 29 kilometer.

Dag 4: Pedra Furada via Barcelos – Lugar do Congo ad central-ruten. 32 kilometer.

Dag 5: Lugardo Congo – Ponte da Lima ad central-ruten. 13 kilometer.

Dag 6: Ponte da Lima – Rubias ad central-ruten. 22 kilometer.

Dag 7: Rubias – Tui (grænsen til Spanien) ad central-ruten. 20 kilomter.

Dag 8: Tui – Mos ad central-ruten. 23 kilometer.

Dag 9: Mos – Pontevedra ad central-ruten. 31 kilometer.

Dag 10: Pontevedra – Armenteria ad Variante Espiritual. 23 kilometer.

Dag 11: Armenteria – Vilanova de Arousa ad Variante Espiritual. 23 kilometer.

Dag 12: Vilanova de Arousa – Padron. 32 kilometer (heraf 28 med båd).

Dag 13: Padron – Santiago de Compostella ad central-ruten. 25 kilometer.

Dag 14: Bus fra Santiago de Compostella – Porto – med fly til København.

 

Læs også:


 

 


Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn eller send en e-mail med ris eller ros til ks@stressfar.dk.

 

 

 

Kommentarer

Bedømt til 0 ud af 5 stjerner.
Ingen bedømmelser endnu

Tilføj en rating
bottom of page