Kæledyr giver mindre stress - men hold dig fra sindssyge katte

Jeg har personligt aldrig ejet en guldfisk, men at sidde på sin flade og glo ind i et akvarium med farvestrålende fisk er efter sigende noget af det mest afstressende, man kan foretage sig i livet. Forskning peger faktisk på, at anskaffelsen af et kæledyr er en rigtig smart investering, hvis du gerne vil være glad, rolig og let som en fjer indeni.


Hunde og katteejere har lavere blodtryk end gennemsnitsbefolkningen, kæledyrsejere er generelt mere tillidsfulde, mere lykkelige og mindre ensomme, viser studier.

Det modsatte kan dog også gøre sig gældende.


Nu ved jeg ikke, hvordan det forholder sig med fugleedderkopper, kæledyrskrokodiller og lign., jeg havde engang en kat, der hed Monty. Han var af racen Olgas Kattehjem, en smuk slank kat med skinnede sølvgrå pels og udspekulerede grønne øjne.


Skingrende skør kat

Monty var ikke alene smuk, han var også bimlende sindssyg. Han var absolut ikke afslappende at være i stue med. Han var et af den slags kæledyr, der kan stresse livet af et halvt plejehjem, hvis det får chancen for det.


Jeg var 23 år og netop vendt hjem fra Kroatien efter et års tjeneste som FN-soldat, da jeg købte den lille legesyge killing og installerede ham med kattebakke, kradsetræ og madskål i min lille toværelses ungkarlelejlighed på Nørrebro.


Efter at have gennemrodet adskillige støvede fotoalbum lykkedes det mig at finde et enkelt fotografi af katten Monty. Fotoet er affotograferet med mobiltelefon, hvilket forklarer landkortet bagved. Foto: Mig selv.


I det næste års tid forsøgte jeg efter bedste evne at opdrage kræet til at være en artig lille missekat, men det slog fejl og Monty voksede snart optil at blive et fuldblods monster, der kravlede i gardiner, brugte min tv-læderstol som karrusel og rev mine overnattende gæsters fødder til blods.


I begyndelsen smed jeg ham ud af min seng hver nat, men han fortsatte insisterende med at tiltvinge sig plads under dynen og på randen af kollaps måtte jeg give fortabt. Planen om at Monty kun skulle være en indekat gik også fløjten efter et par uger med konstant mijaven foran vinduet til gården hver nat.


Montys spidskompetence var at ligge på lur, og så uden varsel sprinte frem fra en mørk krog og lave et skinangreb op i ansigtet på en, når man mindst ventede det. Det havde vi meget morskab af. I et stykke tid.


Da lænestolens ryglæn begyndte at hænge i laser, og der blev stadig længere mellem de sociale visitter måtte jeg gå den tunge gang til dyrlægen og få klippet bollerne på ham. Det hjalp en lille smule men kun lidt.


Tissede i taske

Nogle måneder efter at jeg var blevet katteejer, lavede Monty sit glansnummer. Jeg havde fået job på Daells Varehus Postordrelager og sad en tidlig morgen i S-toget på vej til arbejde, da jeg pludselig fornemmede den fæle dunst af kattepis fra min taske.


Da jeg lynede lynlåsen op, fandt jeg madpakke og skiftetøj sejlende i en sø af kattepis. Sådan gik det et stykke tid med magtkamp efter magtkamp – og jeg tabte hver og en.


En dag fortalte jeg en af mine kollegaer, en ung lagerdreng, som vi her kan kalde Kenny, om mine genvordigheder med katten.


Kenny forklarede medfølende, at han selv havde haft et lignende problem med sin kat. Kennys kat havde haft en uvane med at besørge udenfor kattebakken, hvilket Kenny i sagens natur fandt ”pisse ulækkert”. Hvordan løste du så problemet? spurgte jeg oprigtigt interesseret. Det kunne jo være, at Kenny havde et godt trick. ”Jo,” svarede Kenny. ”Den sked på mit gulv, så jeg sked i dens kattebakke.” Velbekomme.


Monty nåede at blive seks år, inden han mødte sit endeligt en mørk nat i 1999, da han udfordrede skæbnen en gang for meget og løb ud foran en bil. På det tidspunkt havde jeg taget en uddannelse som journalist og havde fået arbejde på det daværende Aalborg Stiftstidende. Jeg begravede liget i min udlejers urtebed, og besluttede mig for, at jeg aldrig mere skulle have en kat.


Jeg levede et katte- og kæledyrsfrit liv de følgende 19 år, indtil hunkatten Eria sidste år kom ind i mit liv – eller rettere i vores liv, for i mellemtiden havde jeg stiftet familie.

Storesøster på 10 havde længe lobbyet for at få en kat. Belært af mine erfaringer med Monty var jeg ikke meget for det, og da min kone mest er til hunde lå det i kortene, at vi ikke skulle have kæledyr. Men så trådte mormor ind på scenen. Hun bor ovenover os i samme ejendom, og ville gerne lægge hjem til katten.


Hunkatten Eria i et roligt øjeblik, hvor hun lader op efter at have splittet juletræet ad i stuen. Foto: Mig selv.


Så inden vi så os om, var vi de lykkelige ejere af en delekat. Arrangementet bestod i, at Eria gik på toilettet og spiste ovenpå og hyggede sig nede hos os. Dermed havde jeg sikret mig imod ubehagelige overraskelser. Troede jeg.


Rapelling fra juletræet

Da vi nåede jul var den lille søde kattekilling blevet stor og enerådig, og ligesom alle andre katte gjorde hun nøjagtig, som det passede hende. Hun var stadig nuttet på sin egen katteagtige måde, men velopdragen var hun ikke.


Da vi hængte julepynt op morede Eria sig med at rive pynten ned, spankulere rundt på reoler og karme, skubbe ting ned og spille fodbold med alt, hvad der skinnede og kunne sige en sjov lyd, når det faldt på gulvet.


Hun åd granen i juledekorationerne og juleaften kravlede hun op i juletræet mellem blafrende stearinlys og kræmmerhuse, så vi var nødt til at trække hende ud i halen. Resten af aftenen tilbragte hun surmulende alene på sengen i soveværelset.