The power of peace eller kærlighedshormonet. Kært barn har mange navne. Oxytocin er kroppens naturlige modgift, når du har lidt for travlt.
Som navnene ovenfor antyder er oxytocin et hormon og virker som sådan gennem blodet. Men stoffet fungerer også som neurotransmitter, hvilket betyder, at det påvirker kroppen via nervesystemet. Det har altså flere forskellige virkningsmåder.
Når boldene fyger rundt om ørene på dig, når der skal træffes hurtige beslutninger og presset er stort er kroppens kamp-flugt-system aktivt. Du er på og bruger masser af energi.
Her er dopaminen det belønningsstof, der som en anden narkopusher lokker dig til at køre på for fuld damp, uanset hvor udmattet du er.
Når det er tid til at geare ned skifter brændstoffet til oxytocin. Oxytocin er på den måde det centrale hormon i kroppens ro-hvile-system.
Oxytocin er kroppens medicin mod stress
Oxytocin var i mange år kendt som et forløsnings- og ammehormon, fordi stoffet spiller en stor rolle i forbindelse med fødsler og amning. I de senere år har det dog vist sig også at have en række gavnlige effekter på helbredet. En af dem er, at det er hjernens egen medicin mod stress.
Mange af de studier, som vores viden om oxytocin bygger på, stammer fra målinger og observationer på forsøgsdyr, især rotter. Men ifølge forskerne er det tænkeligt, at virkningen er den samme på mennesker.
I forsøget på at finde ud af mere om oxytocins virkninger har forskere givet rotterne injektioner med oxytocin, hvorefter man har målt de fysiologiske forandringer og observeret adfærdsændringer. Det er der kommet nogle ret interessante resultater ud af.
En af de effekter man har fundet, er en langvarig og kraftig anti-stressvirkning. Det betyder på dansk, at stoffet får aktiviteten i det sympatiske nervesystem, der varetager vores kamp-flugt-reaktioner, til at falde mærkbart.
Fysiologisk giver det sig udslag i at pulsen falder og blodtrykket sænkes. Hjertet skal simpelthen ikke arbejde så hårdt. En anden effekt er, at der måles færre stresshormoner i blodet og at smertetærsklen øges.
Du bliver mere rar af Oxytocin
De fysiologiske forandringer kan ses på forsøgsdyrenes adfærd. Dyr, der har fået en injektion med oxytocin, har en roligere adfærd og bevæger sig mindre.
De er mindre frygtsomme og mere nysgerrige. De fremstår mindre angste og tør forlade deres bure og udforske omgivelserne, selvom de er et ukendt sted. Man kan også observere, at de er mindre bange for kontakt med andre rotter. De er venlige og mindre aggressive.
Forskerne mener, at oxytocinet mindsker oplevelsen af fare og dyrene bliver derfor mere rolige og omgængelige.
Oxytocin spiller også en vigtig rolle i relation til vækst og genopbygning. Stoffet bidrager til optagelse af næringsstoffer og fremmer fordøjelsen. Oxytocin frigør bl.a. væksthormon fra hypofysen.
Forsøg med nyfødte rotter viser, at de rotteunger, der fik tilført oxytocin voksede hurtigere og blev større end de, der ingenting fik. Andre studier viser, at sår læges dobbelt så hurtigt, hvis organismen tilføres oxytocin.
Der er altså al mulig grund til at skifte brændstof fra dopamin til oxytocin. Læs her, hvordan du bevidst udløser kroppens oxytocin-hormon.
Vil du vide mere:
Afspænding, ro og berøring – om oxytocins helbredende virkning i kroppen. Kerstin Uvnäs Moberg. Akademisk forlag. 2018.
Fra overlevelse til overskud – lær at stortrives og bliv langtidsfrisk. Henrik Krogh. Lindhardt og Ringhof.
Læs også:
Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn.
Comments