”Jeg, Kim, er værdig til at være bedst i alt det, jeg giver udtryk for og i mine handlinger,” står der på sedlen, som kinesiologen rækker til mig. Nedenunder er med sirlig formskrift tilføjet: ”Evt. kombineret med øjenrotationer med og mod uret.”
Øjenrulninger, muskeltest, tryk og mumlende besværgelser er alt sammen en del af behandlingen hos kinesiologen. Foto: Mig selv.
Det er sent på eftermiddagen en fredag i december 2016, og jeg har netop afsluttet mit tredje og sidste besøg hos kinesiologen. På vej ud af døren får jeg udover sedlen et par afsluttende råd. Jeg husker kun det ene i dag. Det går ud på, at jeg skal passe på med gluten.
Halvanden måned tidligere rendte jeg frustreret rundt i vintermørket og spekulerede som en gal over, hvad jeg mere kunne gøre for at slippe ud af stress-helvedet.
Fra skeptiker til åben for hvad som helst
Normalt har jeg en ganske veludviklet kritisk sans, men 10 måneder med uro, sitren og hjernekaos kan omvende selv den mest inkarnerede skeptiker. I november 2016 traf jeg således i ren desperation en beslutning om at tiden var moden til at kontakte en kinesiolog.
En rundtur på Google førte mig i favnen på en venlig dame på Nørrebro. Det var ud på eftermiddagen og myldretiden var så småt sat ind, da jeg cyklede ind til kinesiologens klinik tæt på søerne.
Seancen – det er det bedste ord, jeg kan finde – blev indledt med en kort samtale, en anamnese, hvor jeg fortalte om mine genvordigheder og udfyldte en samtykkeerklæring. Derefter tog jeg plads på briksen, der stod midt i det lyse, venlige kontor. Der blev jeg liggende den næste times tid.
Jeg lå på ryggen og var fuldt påklædt. Behandlingen begyndte med en muskeltest af udvalgte muskler i højre arm. Kinesiologen anbragte armen i forskellige positioner og bad mig holde igen på et let pres fra forskellige retninger. Meningen var, kunne jeg forstå, at hun stillede kroppen spørgsmål, og at den så svarede tilbage ved at musklen enten holdt igen for ja eller gav slip for nej. Da min arm havde givet et antal tilfredsstillende svar, gik vi videre til benet.
Fagter og uforståelig mumlen
Da testene var overstået begyndte den egentlige behandling, der var en blanding af tryk på forskellige punkter på min krop ledsaget af fagter og uforståelig mumlen. Ind imellem blev jeg bedt om at gentage nogle sætninger eller hun stillede spørgsmål. Et af spørgsmålene handlede om, om der var sket noget, da jeg var omkring 14 år, der kunne begrunde en masse usikkerhed inde i mig, som hun mente at vide, at jeg havde.
Hun nævnte tre mulige hændelser, hvoraf den ene var et cykeluheld. Jeg var faktisk ude for et voldsomt styrt på cyklen som barn, og det kunne godt være omkring 14 årsalderen – men formentlig var jeg lidt yngre. Det står ikke helt tydeligt i min erindring.
Hvad jeg derimod husker ganske tydeligt er erindringen om mig selv og en god ven på cykel i fuld fart igennem et stejlt sving på en villavej i Farum nord for København, hvor jeg voksede op som barn. Jeg husker også følelsen af skræk, da det gik op for mig, at vores styr var filtret ind i hinanden.
Ødelagte fortænder og hudafskrabninger
Det næste jeg husker er, at jeg lå på asfalten uden fortænder med hudafskrabninger i hele ansigtet. Jeg havde åbenbart valgt at bruge mit ansigt som bremse, hvilket ikke var en god strategi, da kombinationen af asfalt og et hårdt slag mod kraniet ikke ligefrem gør noget godt for kroppen.
Fysisk slap jeg forholdsvis billigt fra uheldet. Psykisk var det lidt værre. På hospitalet udstyrede en venlig tandlæge mig med et par plasticfortænder i kaninstørrelse (sådan føltes de i det mindste), og jeg var i mange år pinligt berørt over tænderne. Den slags kan man jo godt kalde usikkerhed.
Om kinesiologen virkelig havde fat i noget eller det var et tilfælde, aner jeg ikke. Jeg betalte (600 kr. så vidt jeg husker), og vi aftalte en ny tid 14 dage senere.
Da jeg bagefter sad på Lagkagehuset på Nørrebros Runddel over en cafe latte og gloede ud på trafikken var det med en følelse af, at jeg havde det meget bedre. Bortset fra lidt spændinger i skuldrene følte jeg mig utroligt nok symptomfri.
Små fem timer senere, lidt i 20 om aftenen var jeg stadig rolig og havde en følelse af at være stort set normal. Var miraklet endelig indtruffet?
Hvad det end var, kinesiologen havde udsat mig for, så var virkningen væk morgenen efter, da jeg søvndrukken og vrissende væltede ud af sengen.
Alternativ glutentest
14 dage senere mødte jeg igen op i klinikken på Nørrebro. Denne gang testede hun mig bl.a. for fødevareintollerens. Det foregik ved at hun lagde poser af ubestemmelig art på min mave (jeg lå på ryggen og kunne ikke se hvad det var), hvorefter hun spurgte min arm, om det var godt eller skidt for mig. I tilfældet med gluten var svaret, at det kunne jeg vist ikke så godt tåle. Vi gik også dybere ned i psyken, og på et tidspunkt meddelte hun mig, at min krop reagerede med stress på ordet ”skrig”.
Vi nåede derefter i fællesskab frem til, at det nok handlede om, da mine to piger var små og græd meget, hvilket jeg oplevede som særdeles stressende. Jeg kender ikke nogen mænd, der ikke har haft lyst til at springe ud gennem det nærmeste vindue i afmagt og panik efter tre timer midt om natten med en skrigende baby. På det punkt tror jeg ikke, at jeg adskiller mig så meget fra andre mænd.
Jeg gjorde aldrig alvor af trangen til at springe ud af vinduet, men jeg gik adskillige gange ind i et andet lokale og tævede løs på en stor, rød pude, da børnene var små.
Lidt senere under behandlingen fik jeg besked på at nynne og rulle med øjnene, først med åbne øjne og derefter lukkede, mens hun masserede to punkter på nyremeridianen under kravebenet. Med jævne mellemrum konsulterede hun forskellige bøger, alt imens hun messede for sig selv.
Jeg elsker mig selv
Ind imellem gentog hun en muskeltest, som om hun ikke var helt tilfreds med det svar, hun havde fået. Jeg fik også besked på at sige forskellige bekræftelser undervejs. I begyndelsen var det virkelig grænseoverskridende at ligge der på briksen og sige ting som ”Jeg elsker mig selv," mens en fremmed dame masserede mine energibaner. Efter omtrent halvanden time på briksen fik jeg den glædelige meddelelse, at der ikke længere var stress i min krop. Sådan føltes det nu ikke helt, men jeg valgte at lade tvivlen komme hende til gode.
Der gik endnu 14 dage før jeg besøgte hende for tredje og sidste gang kort før jul. Denne gang spurgte hun ind til, hvad ”rod” og ”rodet” betød for mig i konkret eller overført betydning i relation til det at være organiseret. Orden er et nøgleord i min verden og jeg havde ind imellem gjort mig tanker om, at meget af min uro og ubalance udsprang herfra.
Jeg har altid hadet kaos og har en vanvittig trang til at skabe orden, hvis jeg befinder mig i kaos. Kaos eller følelsen af kaos var efter min mening hovedårsagen til, at jeg gik på røven med stress på mit arbejde, og rod har også været en kilde til irritation i mit familieliv.
Et andet ord, hun nævnte, var proces, og igen var det et pletskud. ”Hvordan har du det med at dele en opgave op i små bidder?” Først tænkte jeg, at det havde jeg det da fint med, men da jeg reflekterede lidt over spørgsmålet slog det mig, at jeg var meget målstyret, og det havde jeg været siden jeg fik banket ordet ”deadline” ind i hovedet på Journalisthøjskolen.
Opflammet af indre ild
Siden havde det praktisk taget været sådan, at når først målet var defineret oppe i mit hoved, så kunne det ikke gå hurtigt nok med at nå det. Hvis opgaven oven i købet interesserede mig, blev jeg opflammet af en indre ild, der piskede mig frem uanset at jeg var halvdød af udmattelse.
Og det uanset om det var et bogprojekt, en artikel, en fysioterapeutisk undersøgelse eller et maratonløb. Når først jeg havde taget opgaven på mig, knoklede jeg på som en bryggerhest indtil jeg havde passeret målstregen og kunne puste ud. Det var præcis den mekanisme, der gjorde, at jeg ikke havde sagt mit job op i Herlev selvom jeg ikke trivedes med det.
Jeg havde nemlig besluttet at blive der et år, og når jeg beslutter noget, så går jeg gennem ild og vand efter det. Den strategi er måske holdbar på kort sigt, men på den lange bane er den livsfarlig. Jeg havde ikke set det så tydeligt før, men det var fuldkommen rigtigt, at meget i mit liv handlede om at få ting overstået og komme videre til en ny opgave eller på weekend eller ferie eller noget andet. Jeg var meget sjældent i nuet.
Kinesiologen forklarede, at vi som mennesker træffer beslutninger med både maven, hjertet og hjernen og rådede mig til at lytte til alle tre, inden jeg traf et valg. Jeg takkede pænt for behandlingen.
Min erfaring med kinesiologi og stress
Og hvad er så min ærlige mening efter tre besøg på briksen hos kinesiologen? Tja.
Det er nok lidt for meget hokus pokus efter min smag, men samtidig må jeg erkende, at jeg uden for enhver tvivl fik mere energi i den periode, jeg gik hos hende.
Det kan jeg læse sort på hvidt i min kalender, hvor jeg under hele stress-forløbet dagligt har taget notater om symptomer, humør og energi.
Det kan selvfølgelig være et tilfælde, men det var sådan, jeg oplevede det.
Jeg oplevede også, at hun ramte plet på flere af de ting, hun sagde om min tilgang til verden. Til gengæld var de fysiske og psykiske stress-symptomer der stadigvæk selv, om hun sagde, at de var væk. Alt i alt var det dog en positiv oplevelse. Jeg vil ikke afvise, at jeg gør det igen.
Læs også:
Bliv klogere på stress. Abonner på Stressfars nyhedsbrev. Kunne du lide, hvad du læste? Del eller like på Facebook eller Linkedin.
