• Kim Selsø

Mandens guide til en stressfri flytning

Opdateret: 16. aug. 2019

Er du mand, står du overfor at skulle flytte men orker ikke alt det besvær, der følger med? Her er 7 raske bud på, hvordan du kan slippe så nemt om det som muligt og undgå unødig stress og hjertebanken.


Husk på, at flytning er en stressfaktor på linje med familieforøgelse, en fyring eller dødsfald i familien. Din tilværelse rives op med rode, og det tager tid at vænne sig til den nye situation og nye omgivelser.


Oveni kommer en masse uro og kaos i en længere periode før og efter flytningen. Dertil kommer at du naturligvis skal passe dit arbejde og familien sideløbende.

Der er altså rigeligt med grunde til, at dit nervesystem er i forhøjet beredskab og derfor er det vigtigt, at du passer på dig selv.


Her kommer buddene:


1. Gå i gang så sent som muligt

Første bud handler om tid. Flytning er stressende og derfor er fidusen at minimere den tid, du bruger på det. Rettidig omhu er en skrøne opfundet af en rig skibsreder for mange år siden, men vi ved alle sammen, at det ikke passer. Alle de fælles ting og ungernes skrammel tager konen sig jo af. Så en enkelt aften eller to et par dage før er rigeligt til at proppe dine ting ned i en håndfuld Netto-poser.



2. Bed venner og familie om hjælp

Man skal aldrig være bange for at bede om hjælp. For nogle år siden blev jeg selv kontaktet af en daværende kollega, der spurgte om jeg ville hjælpe med at bære en sofa ned fra tredje sal søndag formiddag. Det sagde jeg naturligvis ja til. Da jeg mødte op viste det sig at sofaen havde selskab af en halv lejlighed, der også lige skulle ned. Pointen er, at man altid kan bede om hjælp og de fleste familiemedlemmer og venner bryder sig ikke om at sige nej. Det kan godt være at onkel Jan er 67 år og har dårlig hofte og sammenfald i ryggen, men fysisk aktivitet er jo godt, når man kommer op i alderen og hvem tager skade af at løfte 9-10 tunge flyttekasser med bøger ned ad en snoet bagtrappe fra et loft på femte sal?


3. Drik rigeligt med væske, især øl

Sørg for at der altid er rigelige forsyninger af især øl, da alkohol pepper motivationen op. Hvis førnævnte onkel Jan skvatter ned ad trapperne fordi han er fuld, er det ikke dit ansvar.


4. Vælg det billigste flyttefirma

Store udgifter giver stress. Hvis du er nødt til at benytte et flyttefirma, er der ingen grund til at belaste dit budget unødigt. Gå derfor efter det billigste flyttefirma, du kan opdrive. Gerne et firma med en webadresse a la viflytternæstengratis.dk eller storekstraregning.dk, så er du næsten sikker på at få et super tilbud. Når du ringer til firmaet skal du sikre dig, at arbejdet kan gøres sort og at de ikke bruger uddannet arbejdskraft. Det er nemlig det billigste. Hvis det ender med at du bliver snydt, og firmaet efterlader dit flyttegods i en rundkørsel i Nr. Snede så gå tilbage til punkt 2.


5. Flyttekasser er overvurderede

Brug ikke penge på flyttekasser og slet ikke nye kasser. Det er der ingen grund til. En plastikpose er fin til at opbevare ting i og hvis du har gamle flyttekasser stående på loftet, som du aldrig har pakket ud, så giv dig selv en high five. Du skal ikke begynde at pakke om. Heller ikke hvis bunden i kasserne er rådne.


6. Tænk strategisk

Magtkampen om hjemmets indretning begynder ikke den dag, I flytter ind. Din kone har forlængst planlagt enhver detalje i jeres nye hjem. Kvinder vil gerne bestemme, og det kan ikke betale sig at tage kampen op i et åbent slag. Gå derfor aldrig ind i en spontan diskussion om antallet af nipsting i vindueskarmene eller placeringen af den antikke skænk fra moster Oda. Indgå i stedet studehandler. Du kan også bare anbringe dine to meter høje camouflagefarvede højttalere og din samling af udstoppede pelsdyr i stuen en dag din kone ikke er hjemme og insistere på, at det da er noget i har aftalt for længe siden.


Tænk strategisk, når du skal overtale konen til at give din unikke samling af årgangsøl eller rædsel-souvenirs en fremtrædende plads i jeres nye hjem. Foto: Mig selv.


7. Accepter at børnene - og katten - ikke hjælper til

Børn mellem 2 og 18 år er dovne og magelige. Ligesom katte. Sådan er det bare. Forvent ikke at ungerne gør noget som helst, der letter flytningen. Bare vær glad hvis de selv spiser deres mad uden at du skal holde bestikket for dem og bed til at de ikke ridser de nye parketgulve for meget, når de står på rulleskøjter indendørs.


Her er et foto af katten Eria men det kunne lige så¨godt være af ungerne, hvis man ser bort fra fraværet af IPads. Foto: Mig selv.



Læs også:


Stressfar flytter til forstaden: illusionen om en ny begyndelse


Hvis du syntes, at artiklen var interessant så tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev. Du er også velkommen til at dele eller like på Facebook eller Linkedin.

0 visninger

Søger du hjælp eller ønsker du at modtage flere nyheder?

Søger du hjælp så er du velkommen til at kontakte mig til en uforpligtende snak.

Jeg kommer gerne med gode inputs og anbefalinger & viser dig gerne hvilke guides du kan læse. 

Derudover kan vi sammen finde ud af om du har brug for mere hjælp i form af mine træningsydelser eller sparring. 

Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev og blive opdateret når der udgives nye blog-indlæg. 

Links

Relevante links om stress

Handelsbetingelser

Kontakt info