Det bedste ved at flytte er, at man får en ny start. Den første euforiske tid, hvor man har lagt fortidens problemer og frustrationer bag sig og drømmene om fremtiden stadig lyser klart som fakler i natten. Men det er kun en illusion. Virkningen er kortvarig, så det er om at nyde det, mens det varer.
Lige pludselig en dag banker hverdagen på døren med nye problemer, der skal løses. Man opdager, at genboen er medlem at en rygmærkeklub, og der er rotter under det nye parketgulv. Sådan er livet. Der vil altid være problemer.
Vi flyttede fra Nørrebro en solrig fredag i juni. Jeg selv, min kone og to piger. Det var med en smule vemod, må jeg indrømme. Men kun en smule. Jeg nåede at bo i lejligheden på Asminderødgade i 13 år, hvilket er cirka 12 et halvt år længere end jeg regnede med. Dengang tilbage i 2006, da jeg flyttede sammen med min kone i hendes lejlighed var planen, at vi skulle finde noget andet hurtigst muligt.
Det var en fin lejlighed i behagelig spadsereafstand til nærmeste pizzeria, hashpusher eller bandegruppering. Selvom Nørrebro har ry for at være en krigszone ind imellem har jeg egentlig aldrig følt mig utryg ved at bo der. Der var selvfølgelig den aften, jeg blev standset i Nørrebroparken af en lyssky type med stirreøjne, der ville vide om jeg var strisser. Men den slags kan man også opleve andre steder.
Albanere i knivslagsmål
Så var der selvfølgelig albanerne, der for nogle år siden kom i knivslagsmål på Café Castro ved nabobordet, så jeg og en ven måtte snige os ud langs glasruden. Eller alle de gange, de autonome er gået amok og har smadret Nørrebrogade eller de spritstive hjemløse på hjørnet overfor eller bandeskyderierne eller... Men bortset fra førnævnte og 30-35 andre ting har det faktisk været okay.
Vi traf beslutningen om at flytte efter jul. Det er langt fra første gang, min kone og jeg har talt om at flytte ud af byen. De andre gange er det stigende behov for flere kvadratmeter druknet i livets realiteter, men nu skulle det være.
Ungerne er syv og 11 år og har delt værelse i alle årene på Nørrebro. Nu har de nået en alder, hvor fredelig sameksistens ikke længere synes mulig. Tiltagende mundhuggerier, afrivning af kropsdele på modpartens barbiedukker og korporlige nævekampe blev stadig hyppigere. Så noget måtte gøres, hvis ikke vi skulle blive sindssyge – eller skilt.
Huset ligger i den forreste blok med tre andre huse. Vores er nr. 2 fra højre. Arealet er på 144 kvadratmeter fordelt på to etager. Eller med andre ord næsten dobbelt op i forhold til lejligheden på Nørrebro. Med fire værelser ovenpå er der endda plads til et lille kontor. Foto: Mig selv.
Vi havde besøgt projektbyggeriet i Blovstrød før, men havde valgt at vente.
Nu lånte vi svigermors lille grønne bil, parkerede ungerne og susede nordpå for at tjekke stedet ud igen. Da vi kørte derfra nogle timer senere havde vi reserveret vores livs første hushandel. Nogle dage senere var vi forbi banken og få grønt lys.
Lillesøster kræver en kanin
Lillesøster stak i et vræl og låste sig inde, da hun fik serveret nyheden. Efter flere benhårde forhandlingsrunder og et løfte om en kanin faldt hun en smule til ro.
Alt var klappet og klart, da flyttevognen trillede op foran opgangen på Nørrebro. Jeg var på arbejde og slap heldigvis for det værste kaos. Da jeg nåede hjem efter frokost var flyttefolkene langt fra færdige.
Det viste sig at de havde regnet forkert, og der var behov for en ekstra mand og bil. Heldigvis havde vi valgt et godt flyttefirma og det løste sig. Det var ud på eftermiddagen, da de to flyttebiler ankom til rækkehuset i Allerød. Køkkenelementer og skabe fra HTH var allerede ankommet og stod spredt ud over et anseeligt areal af det nylagte parketgulv i stuen. Da flyttemændene adskillige timer senere var færdige med at læsse møbler og flyttekasser var bjerget i stuen enormt.
Til gengæld havde vi hverken skabe eller gardiner i hele huset. Vi samlede sengene som noget af det første og fik plads til spisebordet.
Sådan så stuen ud de første uger. Foto: Mig selv.
De følgende tre uger var alt kaos som i KAOS. Den første uge knoklede snedkeren med at sætte tøjskabe op og ombygge de eksisterende køkkenskabe til skuffer. Sideløbende myldrede det ind og ud med gulvmontører, malere, murer, vvs-er og en gartner, der allesammen foretog justeringer og reparerede mangler. Lillesøster gik modvilligt med i skole den første dag men nægtede derpå pure.
Fars fede kontor
Vi har boet i det nye rækkehus en måned nu og hverdagen er ved at indfinde sig. Flyttekasserne er ved at være pakket ud og håndværkerne så småt færdige.
Jeg sidder og glaner ud ad vinduet på mit dejlige nye kontor. I stuen nedenunder går et par malere rundt og spartler. De har været her nogle dage og kommer igen i morgen. Udenfor leger ungerne på græsplænen i fredfyldt harmoni. Hvilken lykke.
Kontoret er ikke særlig stort, vel ikke mere end otte-ni kvadratmeter og der hverken barskab eller fladskærm. Men der er plads til en gæsteseng, skrivebord og nødvendig reolplads, så det er fint nok. Jeg har drømt om mit eget hjemmekontor i 13 år, så ingen klager herfra. Foto: Mig selv.
Bagved de nærmeste huse kan jeg skimte en legeplads og rundt om i periferien flere huse magen til vores. Det er midt i juli. Vejret er det sædvanlige ustadige sommervejr med byger og overskyet himmel.
Når nu udsigten fra kontoret ikke er noget at skrive hjem om, så er det straks noget andet i den modsatte ende af boligen.
Udsigten fra soveværelset og spisestuen kan der ikke klages over. Foto: Mig selv.
Vores hus ligger ud til Kongevejen, hvilket umiddelbart lyder som en ren plage. Det er det ikke. Mellem vejen og huset er der en grund på størrelse med et par fodboldbaner med små søer, kvækkende frøer og fri natur. Grunden er vist nok fredet.
Bedre end mindfullness
At sidde i aftenskumringen, lytte til frøerne og kigge afslappet ud på alt det grønne er antistress i sin reneste og mest koncentrerede form. Og så er det billigere end terapi og mindfullness-kurser.
Rækkehuset er nyopført og ligger sammen med 70-80 tilsvarende huse et stenkast fra Høvelte Kasernes øvelsesterræn. Jeg aftjente min værnepligt her for snart mange år siden og kender lidt til området. Øvelsesterrænet strækker sig over flere kilometer på begge sider af Kongevejen og byder på varieret og alsidig natur i rigt mål.
Forleden sneg en grøn militærhelikopter af typen EH101 sig lavt henover trætoppene i horisonten, inden den pludselig drejede skarpt mod højre og forsvandt mellem alt det grønne. I det fjerne bragede en byge af skudsalver fra skydebanen bagved Høvelte kaserne. Et kort øjeblik var jeg tilbage på Nørrebro.
Jeg har haft sommerferie de sidste tre uger, men det føles helt ærligt ikke som ferie. Jeg kan mærke, at trætheden ligger som en tung dyne over mig. At flytte er en kolossal belastning og stressfaktor. Meget større end jeg umiddelbart husker. Jeg har efterhånden prøvet at flytte en del gange, og jeg undervurderer hver gang, hvor hårdt det er mentalt.
Noget af det mest angstprovokerende har for mig personligt været at skrive under på et lån, der indebærer, at jeg er pisket til at hive et anseeligt pengebeløb hjem hver måned de næste 30 år. Smag lige på tallet. TREDIVE år. Det er længere tid, end de fleste forvaringsdømte sidder i spjældet. Når lånet er tilbagebetalt er jeg knap 80 år og formentlig den glade indehaver af et gebis, en rollator og et medlemskab af den lokale bingoklub.
Hverdagen er tilbage
Ungerne mundhugges stadig selvom de nu har hver deres værelse og Ipads efterlades stadig med tomme batterier på sofaen efter endt brug. Jeg har forsøgt at træne dem i at sætte de flade Ipads i opladeren, men har måttet sande, at det formentlig er nemmere at lære en ged at spille whist.
Forleden løb katten for Gud ved hvilken gang ind til naboen. Han – naboen – var ikke glad. Hans lille søn har katteallergi, betroede han mig. Han er sådan set flink nok, men han er også tætbygget med tatoverede håndværkerarme og et brysk udtryk i øjnene.
På ejerforeningens intranet har nogen skrevet, at teglene er begyndt at falde af. Men alt i alt tegner fremtiden lys.
Læs også:
Hvis du syntes, at artiklen var interessant så tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev. Du er også velkommen til at dele eller like på Facebook eller Linkedin.
