Da jeg mødte ind på Københavns Kommunes stress-forløb første dag forventede jeg, at det var noget med gruppeterapi i rundkreds a la den amerikanske kultfilm Gøgereden. Det var det heldigvis ikke.
Gøgereden handler, som du måske ved, om McMurphy (Jack Nicolson), der for at slippe for fængsel lader som om, han er tosset og spærres inde på et sindssygehospital. Hvis ikke du har set den, så få det gjort. Den er fremragende.
Ikke noget navlepilleri her
Det med rundkredsen viste sig at være rigtig nok, men gruppeterapi var der heldigvis ikke noget af. Faktisk var det stik modsat. Fokus i Åben & Rolig-konceptet handler om at lære at håndtere svære følelser igennem accept og tilladelse. Ikke noget med at pille navle, og det overraskede mig. På det tidspunkt troede jeg nemlig, at stressen skulle ”snakkes væk” som man gør i traditionel kognitiv terapi.
At meditere i fællesskab med andre giver en spøjs form for synergi, man ikke oplever alene. Foto: Alice Bonnichsen.
Jeg blev opmærksom på kurset ved et tilfælde. Det var i venteværelset, mens jeg ventede på at komme til hos min læge, at jeg fik øje på en grøn folder med titlen ”Føler du dig stresset?” Jeg fik en henvisning med det samme og noget tid senere blev jeg kaldt til forsamtale hos en psykolog.
På det tidspunkt var jeg i virkelig dårlig forfatning. Jeg havde været sygemeldt i godt et halvt års tid. Min helbredsmæssige status var cirka sådan her:
En simpel fodboldkamp i fjernsynet gav mig kraftig hjertebanken og svedeture, ofte i timevis bagefter. Jeg fik et chok, hvis nogen lavede en uventet lyd, fx åbnede en dør. Jeg var angst for at være sammen med mennesker og kunne ikke fastholde fokus i en samtale i mere end få minutter. Jeg kunne ikke dyrke motion; en stille joggetur rundt om boligblokken føltes som et røre ved et elektrisk hegn.
Fik stress-symptomer af Barnaby
Jeg kunne knap nok læse i en bog eller avis og kun få sider ad gangen. Jeg kunne ikke læse en krimi eller en spændingsroman. Et afsnit af ”Barnaby gav mig angstanfald. Hvis man bliver stresset af ”Barnaby”, den mest kedelige og forudsigelige krimiserie i nyere tid, så må det være slemt, tænkte jeg.
Jeg kunne ikke skrive en analytisk tekst. Jeg havde store problemer med at følge en arbejdstegning, da jeg skulle samle en Ikea-seng. Jeg kunne ikke spille Kalaha med mine børn (lyden af kuglerne stressede mig). Jeg kunne ikke lægge puslespil, tumle eller spille bold med ungerne. Jeg kunne ikke overskue et simpelt bykort og for vild på Strøget, da jeg skulle hjem efter en frokost.
Der var to ting, jeg kunne. Det ene var at skrive i min dagbog. Det andet var at lægge syvkabale. Ikke på computer. Det kunne jeg ikke. Men et godt gammeldags analogt sæt spillekort kunne også gøre det.
Jeg husker kun brudstykker af samtalen med psykologen i dag, for jeg var helt væk i hovedet. Hun sagde dog et par ting, der hang fast bagefter.
Det ene var, at mine kognitive symptomer var helt normale. ”Din hjerne er ikke ved at smelte ned,” beroligede hun mig. Det andet var, at jeg nok skulle blive rask igen, selvom jeg på det tidspunkt tvivlede på det. Men jeg skulle regne med, at det kunne tage meget lang tid.
Ældre damer og ring i næsen
Jeg startede på holdet ugen efter. Kurset foregik i Nørrebro Sundhedshus og vi var omkring 12 deltagere foruden instruktøren. Midt i lokalet var stillet 12 stole op i en rundkreds. På hver stol lå en mappe med papirer.
Tøvende fandt vi os en plads og satte og ned. Vi var en broget skare. Der var ældre kvinder, yngre kvinder, midaldrende kvinder – og to mænd. Nogle var ledige, andre sygemeldt fra et job. En havde ring i næsen, en anden lignede en revisor. Alle var vi gået ned med stress.
Efter en kort introduktion skulle vi i gang med dagens første meditation. Jeg havde på det tidspunkt mediteret derhjemme i seks måneder med aldrig sammen med andre.
Første meditation foregik siddende i rundkredsen. Senere fik vi mulighed for at lægge os på en madras eller sidde på en pude på gulvet.
”Luk øjnene. Mærk dine ind- og udåndinger,” messede instruktøren. Det er gengivet frit fra hukommelsen, men ordene var nogenlunde de samme. ”Mærk hvordan dit bryst bevæger sig.”
Smugkigger på de andre
Så sad jeg der med lukkede øjne og forsøgte at hvile i mig selv, mens jeg spekulerede på, om de andre også havde øjnene lukkede. Jeg åbnede det ene øje på klem og kunne hurtigt konstatere, at det havde de.
””Hvis en tanke eller følelse optager dit fokus undervejs, så registrer den blot venligt og vend roligt tilbage til din vejrtrækning.”
Det kan du sagtens sige, tænkte jeg.
Ude på gangen klaprede et par høje hæle henover gulvet.
”Du behøver ikke lukke tanker ned, bare drej dit fokus som en åben parabol.”
Jeg flyttede uroligt på mig. Det kriblede og sitrede i mit bryst. En sveddråbe løb ned over min ene kind. Jeg modstod trangen til at tørre den væk.
”Følg bare dig selv. Mærk din egen rytme. Der er ikke nogen bestemt måde, du skal trække vejret på.”
Pludselig var tiden gået og vi fik besked på at åbne øjnene.
Samtaler og gulerods-snacks
Efter meditationen var der samtaler to og to og derefter i plenum. Vi talte om, hvordan vi hver især oplevede meditationen, og hvordan vi håndterede ubehaget. En yngre kvinde fortalte, at det havde været svært for hende at holde tankerne i ro. Det var helt normalt.Derefter var der pause. En kvinde delte gulerods-snacks rundt, og vi drak te, og de der kunne fik en sludder.
Jeg var meget træt i hovedet, da vi efter tre timer skiltes. De mange nye indtryk og informationer var på grænsen til, hvad min pressede hjerne kunne kapere, og den sidste time sad jeg og stirrede ned i gulvet uden at lytte efter.
Allerede ugen efter mærkede jeg de første små tegn på bedring. Under den første af dagens to lange meditationer var jeg urolig og svedte som en gris i solen, som min seks-årige datter ynder at sige. Men efter pausen vendte det. Jeg var ikke nær så udmattet i hovedet som ugen før og svimmelhedsfølelsen aftog gradvist. Faktisk følte jeg mig forbløffende klar i hovedet, da jeg gik tre timer senere. Jeg cyklede forbi Lagkagehuset på Nørrebros Runddel og nød en cafe latte og en romkugle, inden jeg hentede den yngste i børnehaven.
Efter aftensmaden læste jeg ”Børn og røvere i Kardemommeby” højt for ungerne, noget jeg ikke havde haft overskud til i månedsvis. Jeg følte mig næsten helt normal.
Hvad fik jeg ud af kurset?
Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det ikke var akavet at sidde i rundkreds sammen med et dusin komplet fremmede, hvoraf ingen – bortset fra instruktøren - havde det særlig godt. Men samtidig var der også en følelse af fællesskab.
Alene det at være sammen med andre i samme situation har en helende effekt. Det eneste krav var, at vi var fysisk til stede, og det betød, at jeg kunne slappe af. Helt modsat hjemme i den tomme lejlighed, hvor tankerne ofte myldrede rundt.
Jeg var langtfra symptomfri, da jeg afsluttede stress-forløbet efter ni uger. Men selvom jeg stadig havde både fysiske og psykiske symptomer, så oplevede jeg, at jeg uge for uge fik mere energi og blev mere klar i hovedet. Jeg var på rette vej.
Den største effekt kom dog første senere. Det tager tid og kræver stor tålmodighed at ændre en uhensigtsmæssig stress-adfærd og opbygge nye, sunde vaner. Det er ikke noget, man gør på få uger. Det kræver stor vedholdenhed at vende en supertanker, men holder man fast
Konkret er jeg idag meget mere rolig i min omgang med børnene end før i tiden, hvor frustrationerne tit ulmede under overfladen. Jeg bruger mindre energi på at være oppe i hovedet. Jeg er også blevet bedre til ikke at stille urimelige krav til mig selv.
Alt i alt kan det kun anbefales herfra.
Læs også:
Kunne du lide, hvad du læste? Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev nederst på siden. Du kan også like indlægget eller dele det på Facebook eller Linkedin.
