27-årige David Kotey arbejdede 60 timer om ugen som souschef i køkkenet på et stort københavnsk hotel, da stressen en dag ramte ham som et kølleslag.
Han havde igennem et års tid oplevet tiltagende stresssymptomer med vredesudbrud, pludselige angstanfald og voldsom træthed men havde valgt at slå det hen.
”Jeg var træt og irritabel og mistede besindelsen rigtig ofte. Folk turde ikke sige noget til mig og min forlovede kunne ikke snakke med mig i en lang periode. Det var først til sidst, da det hele var ved at falde fra hinanden både med familien og på jobbet, at jeg indså, at der var noget galt.”
Kan du lide hvad du læser? Tilmeld dig Stressfars
nyhedsbrev her og få automatisk besked, når der er nye øvelser,
tips eller værdifuld viden. Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn.
Den dag i februar 2017 stod han i køkkenet på sit arbejde, da en af kokkene kom ind og rykkede nogle ting, han lige havde sat op. ”Min hjerne kortsluttede, og jeg fik et flip. Jeg tænkte bare, at hvis ikke jeg går nu, så slår jeg nogen ned.”
Gispede efter vejret
Han sitrede over det hele og måtte låse sig inde på kontoret for at finde ro. Han satte sig ned og fandt sin mobiltelefon frem. Hænderne rystede, og det var svært at ramme tasterne. ”Jeg ville gerne trække vejret roligt, men jeg kunne ikke huske, hvordan jeg skulle gøre.”
I dag fortryder han, at han ikke bare tog hjem. Men sådan tænkte han ikke dengang. ”Jeg tænkte tværtimod, at nu tager jeg lige et glas vand, og så er jeg klar igen.”
David Kotey er i dag kommet videre efter sit stresskollaps. Noget af det vigtigste han har taget med videre er at sige nej. Foto: Mig selv.
Episoden i køkkenet på hans arbejde var ikke første gang, han havde et angstanfald. Et år tidligere havde han oplevet noget lignende derhjemme. ”Jeg kunne ikke trække vejret, og det føltes som om, min hjerne var ved at koge over. Det var meget ubehageligt.”
Selvom der havde været flere mindre episoder siden det første anfald, havde han ikke gjort noget ved det. ”Jeg troede, bare, at jeg havde for meget at lave,” som han siger.
Udlært kok og musiker
David Kotey er uddannet kok og fritidsmusiker og arbejdet som kok fyldte sammen med musikken hele hans liv i månederne op til sammenbruddet.
”Jeg havde aldrig dage, hvor jeg bare sad og lavede ingenting. Jeg mødte tidligt på jobbet, og jeg vidste, at når jeg kom hjem, lå der 20 beskeder på telefonsvareren om alt muligt, jeg skulle tage hånd om. Det var både fra mine venner og fra ansatte, der havde spørgsmål om dit og dat,” husker David.
”Der var mange af mine venner, der ikke så mig i flere måneder ad gangen, fordi jeg arbejdede hele tiden. Derhjemme sad min forlovede og ventede, og hun så mig heller aldrig. Samtidig var jeg rigtig dårlig til at skabe rum til mig selv.”
Davids forlovede prøvede flere gange at trænge igennem til ham, husker han. ”Hun kunne ikke lave aftaler med mig, for når jeg endelig kom hjem fra arbejde faldt jeg som regel i søvn på sofaen. Hun sagde, at jeg var nødt til at blive tjekket.”
Han lod sig overtale til at gå til lægen men følte ikke, at lægen tog ham alvorligt. ”Han sagde bare, at jeg skulle gå en lang tur og lade være med at stresse. Senere fik jeg en anden læge, som virkede mere presset end jeg selv var.”
En psykolog, som David fik betalt af sit arbejde, flyttede heller ikke rigtigt noget hos ham.
Angstanfald blev vendepunkt
Angstanfaldet i februar blev et vendepunkt. Først der begyndte han at fundere over, hvad der var galt. ”Jeg var ikke glad på arbejdet. Jeg var glad for mine kollegaer men ikke jobbet. Det har altid været musik, jeg ville lave, og det begyndte at gå op for mig, at jeg brugte kræfter på en masse ting, der ikke gjorde mig glad,” fortæller David, der besluttede sig for at sige sit job op.
”Jeg overvejede først at blive og melde mig syg. Men hvis jeg gjorde det, ville mine kollegaer blive pressede.”
Hvis han derimod selv sagde op, kunne de ansætte en ny med det samme, så det gjorde han. ”Det var en kæmpe lettelse. Det var en stor sten, der havde ligget tungt på ryggen i lang tid,” siger David. Han skammede sig ikke over at måtte stoppe. ”Men jeg var frustreret på mig selv over, at jeg lod det komme så langt ud, før jeg reagerede.”
Først var det planen, at han ville tage en pause, indtil han var ovenpå igen, men da der dukkede et tilbud op om at blive køkkenhjælper 20 timer om ugen i en daginstitution, valgte han at slå til. ”Jeg var der fire timer om dagen, men det viste sig hurtigt, at jeg stressede ligeså meget som i mit gamle job. Jeg havde det rigtig skidt. Jeg var hele tiden træt og irritabel og havde kvalme hver morgen når jeg vågnede.”
Sygemeldt med stress
David gik til lægen igen, og denne gang blev han sygemeldt. I begyndelsen var han meget i tvivl om, hvor lang tid han skulle være væk. ”Jeg tænkte, at det ville tage en måneds tid men det endte med at tage 11 måneder, før jeg var aktiv i et job igen,” griner han.
Det at han ikke kunne gøre noget for at fremskynde helingsprocessen var hårdt, synes han. ”Det er svært at acceptere, at du ikke kan gøre noget. Det forsvinder først, når du er klar.”
Under sygemeldingen fik David plads på Københavns Kommunes stresskursus, hvor han gik i ni uger sammen med andre stresssygemeldte københavnere.
Sideløbende passede han de jævnlige opfølgningssamtaler på sygedagpenge-kontoret. Mens stresskurset og hjælpen fra fagforeningen får ros med på vejen er der anderledes knoppede ord til sygedagpengesystemet.
”Min sagsbehandler sagde til mig, at jeg ikke bare kunne ligge derhjemme og være syg. Du skal gøre et eller andet, sagde han. Den konstante strøm af deadlines og mails fra kommunen gjorde det svært at slappe af. Der var hele tiden noget, man skulle forholde sig til. Det var utrolig frustrerende, og det er hårdt at skulle bruge kræfter på, når man er sygemeldt.”
Begyndte at søge job
Langsomt fik han det bedre og begyndte så småt at kigge sig om efter et nyt job. Han tog også et lastbilkørekort men nåede aldrig at bruge det.
Han søgte bredt og kom til flere samtaler. I april i år blev han raskmeldt og begyndte i et nyt job, som han er rigtig glad for.
Hvad siger din nye chef?
”Det går godt, og min chef er glad for mig. Jeg har haft en ærlig snak med ham og sagt til ham, at hvis jeg kan mærke, at det bliver for meget, så stopper jeg. Det forstår han heldigvis godt. Jeg vil ikke brænde i stykker igen.”
Ligesom mange andre, der går ned med stress, har David Kotey funderet over, hvad der gik galt. ”Jeg tror at man bliver stresset, fordi der er nogle ting ved en selv, man ikke har styr på. I mit tilfælde har jeg altid været dårlig til at sige nej. Det er en af de vigtigste ting, jeg har lært.”
”I dag har jeg en helt anden indstilling til arbejdet. Før kunne jeg finde på at tage på arbejde, selvom jeg var syg, og jeg kom altid ind og sagde hej, selvom jeg egentlig havde fri og burde blive hjemme. Det gør jeg ikke længere.”
Det er også slut med at tage arbejde med hjem, fastslår han. ”Det gjorde jeg ofte før i tiden, men i dag er jeg bedre til at lade tingene ligge. Jeg spekulerer ikke over dagen i morgen men er mere ligeglad.”
Vær åben om din stress
David valgte i sin jobsøgning at være ærlig om, at han havde været sygemeldt med stress. Han skrev det ikke i sine ansøgninger men sagde det til samtalen.
”Det er nemmere at sige, når man sidder overfor hinanden. Nogle blev nervøse, når jeg fortalte det, men generelt var folk mere positive, end jeg havde regnet med. Måske fordi det ikke er unormalt at gå ned med stress i kokkebranchen.”
Mange mennesker bruger ordet stress uden i virkeligheden at forstå hvad det vil sige at være stresset, mener David. ”Når jeg i dag hører folk fortælle, at de er stressede bliver jeg irriteret, for de fleste aner ikke, hvad det betyder. Men det er også svært at forklare andre, hvad stress er, hvis de ikke selv har prøvet det.”
Davids liv er på mange måder et andet end det var før stressnedbruddet. Han har lært sine grænser at kende og har fået et nyt arbejde, han er glad for. Han er ikke længere i parforhold men bor alene med sin hund.
Hvad gjorde at du lykkedes med at komme op igen?
”Det der fik mig op i sidste ende var min vilje til at have det godt og min glæde til musik. Det der gør mig mest glad er at lave musik, og jeg tror, at det er rigtig vigtigt at finde noget i livet, der gør dig glad,” slutter han.
Del gerne Davids historie eller like indlægget på Facebook eller Linkedin. Kender du en stressramt mand, der er kommet ud på den anden side og har mod på at fortælle sin historie på bloggen, kan jeg kontaktes på ks@stressfar.dk.
