David gik ned med stress: ”Hvis jeg ikke går nu, slår jeg nogen ned”

27-årige David Kotey arbejdede 60 timer om ugen som souschef i køkkenet på et stort københavnsk hotel, da stressen en dag ramte ham som et kølleslag.


Han havde igennem et års tid oplevet tiltagende stresssymptomer med vredesudbrud, pludselige angstanfald og voldsom træthed men havde valgt at slå det hen.

”Jeg var træt og irritabel og mistede besindelsen rigtig ofte. Folk turde ikke sige noget til mig og min forlovede kunne ikke snakke med mig i en lang periode. Det var først til sidst, da det hele var ved at falde fra hinanden både med familien og på jobbet, at jeg indså, at der var noget galt.”


Kan du lide hvad du læser? Tilmeld dig Stressfars

nyhedsbrev her og få automatisk besked, når der er nye øvelser,

tips eller værdifuld viden. Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn.


Den dag i februar 2017 stod han i køkkenet på sit arbejde, da en af kokkene kom ind og rykkede nogle ting, han lige havde sat op. ”Min hjerne kortsluttede, og jeg fik et flip. Jeg tænkte bare, at hvis ikke jeg går nu, så slår jeg nogen ned.”


Gispede efter vejret

Han sitrede over det hele og måtte låse sig inde på kontoret for at finde ro. Han satte sig ned og fandt sin mobiltelefon frem. Hænderne rystede, og det var svært at ramme tasterne. ”Jeg ville gerne trække vejret roligt, men jeg kunne ikke huske, hvordan jeg skulle gøre.”

I dag fortryder han, at han ikke bare tog hjem. Men sådan tænkte han ikke dengang. ”Jeg tænkte tværtimod, at nu tager jeg lige et glas vand, og så er jeg klar igen.”


David Kotey er i dag kommet videre efter sit stresskollaps. Noget af det vigtigste han har taget med videre er at sige nej. Foto: Mig selv.


Episoden i køkkenet på hans arbejde var ikke første gang, han havde et angstanfald. Et år tidligere havde han oplevet noget lignende derhjemme. ”Jeg kunne ikke trække vejret, og det føltes som om, min hjerne var ved at koge over. Det var meget ubehageligt.”

Selvom der havde været flere mindre episoder siden det første anfald, havde han ikke gjort noget ved det. ”Jeg troede, bare, at jeg havde for meget at lave,” som han siger.


Udlært kok og musiker

David Kotey er uddannet kok og fritidsmusiker og arbejdet som kok fyldte sammen med musikken hele hans liv i månederne op til sammenbruddet.

”Jeg havde aldrig dage, hvor jeg bare sad og lavede ingenting. Jeg mødte tidligt på jobbet, og jeg vidste, at når jeg kom hjem, lå der 20 beskeder på telefonsvareren om alt muligt, jeg skulle tage hånd om. Det var både fra mine venner og fra ansatte, der havde spørgsmål om dit og dat,” husker David.


”Der var mange af mine venner, der ikke så mig i flere måneder ad gangen, fordi jeg arbejdede hele tiden. Derhjemme sad min forlovede og ventede, og hun så mig heller aldrig. Samtidig var jeg rigtig dårlig til at skabe rum til mig selv.”


Davids forlovede prøvede flere gange at trænge igennem til ham, husker han. ”Hun kunne ikke lave aftaler med mig, for når jeg endelig kom hjem fra arbejde faldt jeg som regel i søvn på sofaen. Hun sagde, at jeg var nødt til at blive tjekket.”


Han lod sig overtale til at gå til lægen men følte ikke, at lægen tog ham alvorligt. ”Han sagde bare, at jeg skulle gå en lang tur og lade være med at stresse. Senere fik jeg en anden læge, som virkede mere presset end jeg selv var.”


En psykolog, som David fik betalt af sit arbejde, flyttede heller ikke rigtigt noget hos ham.


Angstanfald blev vendepunkt

Angstanfaldet i februar blev et vendepunkt. Først der begyndte han at fundere over, hvad der var galt. ”Jeg var ikke glad på arbejdet. Jeg var glad for mine kollegaer men ikke jobbet. Det har altid været musik, jeg ville lave, og det begyndte at gå op for mig, at jeg brugte kræfter på en masse ting, der ikke gjorde mig glad,” fortæller David, der besluttede sig for at sige sit job op.


”Jeg overvejede først at blive og melde mig syg. Men hvis jeg gjorde det, ville mine kollegaer blive pressede.”


Hvis han derimod selv sagde op, kunne de ansætte en ny med det samme, så det gjorde han. ”Det var en kæmpe lettelse. Det var en stor sten, der havde ligget tungt på ryggen i lang tid,” siger David. Han skammede sig ikke over at måtte stoppe. ”Men jeg var frustreret på mig selv over, at jeg lod det komme så langt ud, før jeg reagerede.”


Først var det planen, at han ville tage en pause, indtil han var ovenpå igen, men da der dukkede et tilbud op om at blive køkkenhjælper 20 timer om ugen i en daginstitution, valgte han at slå til. ”Jeg var der fire timer om dagen, men det viste sig hurtigt, at jeg stressede ligeså meget som i mit gamle job. Jeg havde det rigtig skidt. Jeg var hele tiden træt og irritabel og havde kvalme hver morgen når jeg vågnede.”


Sygemeldt med stress

David gik til lægen igen, og denne gang blev han sygemeldt. I begyndelsen var han meget i tvivl om, hvor lang tid han skulle være væk. ”Jeg tænkte, at det ville tage en måneds tid men det endte med at tage 11 måneder, før jeg var aktiv i et job igen,” griner han.


Det at han ikke kunne gøre noget for at fremskynde helingsprocessen var hårdt, synes han. ”Det er svært at acceptere, at du ikke kan gøre noget. Det forsvinder først, når du er klar.”

Under sygemeldingen fik David plads på Københavns Kommunes stresskursus, hvor han gik i ni uger sammen med andre stresssygemeldte københavnere.


Sideløbende passede han de jævnlige opfølgningssamtaler på sygedagpenge-kontoret. Mens stresskurset og hjælpen fra fagforeningen får ros med på vejen er der anderledes knoppede ord til sygedagpengesystemet.