Hvordan jeg lærte at elske gåture i farmor-tempo

Opdateret: 21. aug. 2019

Gåture har aldrig sagt mig noget. Hvorfor ikke? Fordi det keder mig grænseløst at gå. Det. Går. Så. Langsomt. Så langsomt at selv pensionister med rollator og blebørn kan følge med.


Jeg er i min egen selvforståelse mere ironman-typen, der gladeligt løber 30-35 km om ugen, når jeg ellers er i form og fri for skader. Det lokale fitnesscentret er jeg også periodevis gæst hos, og så gør jeg flittigt brug af diverse træningsredskaber derhjemme.


Der er jo ikke rigtig prestige i at gå, vel? Og iøvrigt er der aldrig nogen, der har fået store overarme eller sixpack af en slentretur i farmor-tempo. Hvis man ellers er til den slags. Såkaldt normale mennesker løber, cykler eller spiller håndbold eller badminton eller rundbold eller dart. De går ikke ture.


Sådan havde jeg det i det mindste indtil for tre år siden. Først da jeg blev sygemeldt med en seriøs omgang stress og ikke kunne træne normalt i et halvt år, lærte jeg at sætte pris på de rolige traveture på to ben. I det følgende kan du læse om mine personlige erfaringer med gåture.


Det er ikke fordi jeg ikke har gået i mit liv. Jeg var spejder i fem år mens jeg gik i folkeskolen, og der vadede vi rigtig meget ad endeløse jyske landeveje med en kærre på slæb. Mine første seriøse erfaringer med gåture fik jeg som værnepligtig i Den Kongelige Livgarde, da jeg lige var fyldt tyve.


Ildmarch i Livgarden

Kompagnichefen var en karseklippet kaptajn, der var berygtet for at stille skrappe krav til sine soldater. Kun det ypperste var godt nok.

KC vidste formentlig alt, hvad der er værd at vide om blodvabler, skydevåben, kampsvømning og nærkamp med bajonetter. Han var typen, der behersker 57 forskellige teknikker til at slå ihjel og evner at marchere 100 kilometer i støvler med store blodfyldte vabler på fødderne og spise sin egen afføring uden at kaste op. En bad ass i ordets fineste betydning.


Efter værnepligten i Den Kongelige Livgarde, tog jeg et smut til Kroatien som FN-soldat. Det var i 1992 og 1993. Efter en 10 eller 20 km marchtræning i geled (jeg husker det ikke i detaljer) endte halvdelen af delingen på lazaret med fodskader. Det kom der en fandens masse ballade ud af. Foto: Mig selv.


Når de øvrige kompagnier gik ti kilometer i gummisko, marcherede vi 20 iført støvler og oppakning. Når de andre var på øvelse, varede den et døgn og sluttede tids nok til, at de kunne nå et dejligt varmt brusebad og en bid lækker aftensmad på det nærliggende soldaterhjem. Vi vendte i reglen først hjem til kasernen flere dage senere, gerne midt om natten, udhungrede og forkomne.


Øvelserne var et kapitel for sig. For at gøre strabadserne så realistiske som muligt forbød KC brugen af lys om natten, hvilket ikke sjældent resulterede i blå mærker og mistet udrustning, når vi soldater ragede rundt i blinde mellem stikkende grantræer på jagt efter vores bivuak eller et skyttehul.


Bøllehat og kæmpe rygsæk

Når vi så endelig fik lov at gå til ro, fandt chefen stor fornøjelse i at tage fusen på vagterne ved at snige sig uset ind og ud af lejren. De stakkels vagtposter, der ikke havde sovet i flere døgn, fik sig et chok, når den lille mand dukkede op ud af det blå med sløringscreme i ansigtet, en gigantisk rygsæk på ryggen og en armygrøn bøllehat trukket godt ned i panden.


Var man så uheldig, at han ligefrem overraskede en i at småblunde, faldt straffen prompte i form af 30 armstrækninger og en ekstra brandvagt eller to, når man vendte tilbage til kasernen.


Under feltuddannelsen var det mere reglen end undtagelsen, at man på øvelser blev jaget op midt om natten og beordret på alenlange natlige patruljer i buldermørke ind i "fjendeland". Når man ikke kravlede rundt i mudder gik tiden med eksercits, hvor vi lærte at marchere i kolonner uden at træde manden foran i hælene.


I årene efter gik jeg stort set kun korte ture til bussen, i supermarkedet og lignende. Resten af min energi brugte jeg på at løbe og træne. Da jeg blev sygemeldt med alvorlig stress i begyndelsen af marts 2016 fortsatte jeg i første omgang med at træne som hidtil, dvs tre gange om ugen, men da symptomerne blev forværret, valgte jeg efter et halvt år at sætte træningen på pause.


Efter at jeg satte løbeturene og fitness-øvelserne på hold måtte jeg finde på noget andet for at holde kroppen ved lige og løsningen blev at vende tilbage til gåturene. Selvom jeg ikke brød mig om tanken var jeg mig ulidelig bevidst om, at det var en god idé at røre mig fysisk, fordi den fysiske aktivitet ville sætte gang i blodomløbet og dermed hjælpe til med at skylle stress-hormonerne ud af kroppen.


Fem måneder med daglige gåture

Fra sidst i august 2016 begyndte jeg at gå daglige ture, og det fortsatte jeg med de næste fem måneder. Nogle dage drev jeg bare rundt en halv times tid i gaderne omkring Hillerødgade og Nørrebrogade og koncentrerede mig om ikke at jage afsted, hvilket var svært i begyndelsen. Når man er stresset, og hjernen kører med 120 km i timen, er det ikke nemt at slentre afsted.


Jeg oplevede ofte, at jeg uden at være bevidst om det havde skruet mit gangtempo op, så jeg marcherede afsted, som om jeg havde fanden i hælene. Når jeg indså det, bremsede jeg op og tvang mig selv ned i farmor-tempo. Fem minutter senere gik jeg igen for hurtigt, og sådan fortsatte det i lang tid.


Gåture er en effektiv medicin, hvis man er sygemeldt med stress. Foto: Annet Krogsdam.


Som ugerne gik og mit nervesystem faldt mere til ro, blev det nemmere at finde fred med et roligere tempo. Fra da af begyndte jeg systematisk at øge længden på nogle af turene, så jeg et par gange om ugen nåede op på halvanden time. Sagen er nemlig den, at hvis ikke man presser sig selv, så udvikler man sig ikke. Kunsten er a