Jeg er pude-skriger. Eller pude-råber alt efter hvordan man ser på det. Man kunne også kalde det skabs-råber eller skabs-skriger. Skabs-skrigeren er skabsbøssens fætter, da både skabsbøssen og skabs-skrigeren i reglen foretrækker at dyrke sin tilbøjelighed i anonymitetens dunkle mørke.
Jeg har dyrket pude-skrigning på regelmæssig basis siden august 2016, hvor jeg (som det vel er de fleste læsere bekendt) var nede med en seriøs omgang stress. Jeg gør det stadig ind imellem, når jeg har brug for at få luft for indestængte følelser.
Amatører udi pude-skrigningens kunst begår ofte den fejl, at de glemmer at skrige ind i puden. Det er uheldigt, da man dels ligner en idiot, hvis nogen skulle komme forbi på det forkerte tidspunkt, og dels fordi det larmer ad helvede til og risikerer at vække unødig opmærksomhed. Foto: Alice Bonnichsen.
Jeg havde min debut som pude-skriger en torsdag eftermiddag, efter at jeg havde været til opfølgning hos min læge. Det var en af de morgener, hvor lillesøster, der på det tidspunkt var fem år, viste sig fra sin mere umulige side. Jeg var stresset og sur, hvilket besøget hos lægen ikke ændrede på. ”Du er blevet godt rystet igennem, og det tager tid, inden det falder på plads,” svarede han venligt, da jeg gjorde rede for mine frustrationer.
Mit første pude-skrig
Da jeg kom hjem (jeg var sygemeldt og tilbragte de fleste dage derhjemme alene med at spise Marabou chokolade med nødder og have ondt af mig selv) spiste jeg frokost og mediterede i 30 minutter. Ud på eftermiddagen var jeg stadig gnaven og rastløs. Jeg følte mig fuld af ophobet frustreret energi og havde svært ved at finde ro. Jeg havde det ad helvede til og søgte desperat efter lindring.
Da var det, at jeg som ved et himmelsk mirakel kom i tanke om en artikel, jeg havde læst på nettet i forsommeren. Artiklen handlede om at slippe af med sin vrede ved at råbe i en pude.
Sørg for at puden slutter tæt. På den måde absorberes den værste støj, så du undgår at blive anmeldt til politiet. Hvis man vil være helt sikker på ikke at blive hørt, kan man lægge sig under en dyne. Foto: Alice Bonnichsen.
Jeg gik ind i soveværelset og lukkede døren for det tilfælde at min svigermor skulle finde på at låse sig ind i lejligheden. Jeg slog sengetæppet til side og fandt min hovedpude frem. Jeg overvejede at sætte noget musik på. Væggen ind til naboen er papirtynd, og jeg stolede ikke på, at puden var nok til at dæmpe støjen. Efter lidt overvejelser frem og tilbage endte det med, at jeg besluttede at sætte Chicago på anlægget i stuen og skrue maks op for lyden, så det rungede i hele ejendommen.
Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning trak jeg dynen over hovedet, inden jeg begravede ansigtet i puden og tog en dyb indånding. I hvad der føltes som flere minutter råbte og skreg jeg som en vanvittig, og virkningen var vidunderlig. Da jeg trak hovedet til mig, følte jeg en udmattet fred i hele kroppen. Jeg blev enig med mig selv om, at det ikke var sidste gang, jeg havde gjort det.
Hvordan kommer man igang?
Det er faktisk ret enkelt og kræver ikke de store investeringer i udstyr som for eksempel tennis eller helikopter-flyvning.
Der findes heller ingen særlige regler for pude-skrigning, men der er nogle råd, man med fordel kan følge. Pyntepuder, hovedpuder eller hvad som helst, der minder om det, kan bruges. De må gerne være store og bløde. Hårde underlag som spækbrætter eller stolesæder af hård plast frarådes af flere årsager.
Dels får du højst sandsynligt et markant og meget afslørende trykmærke i ansigtet og dels absorberer et plastiksæde ikke støjen på samme måde som en pude. Dermed risikerer du, at overboen ringer til politiet, fordi han tror, at der er ved at blive begået et mord.
Personligt foretrækker jeg en enkelt teknik, hvor jeg lægger mig på sengen på maven med en dyne og evt. et tæppe over hoved og overkrop. Ansigtet anbringes i puden, der fastholdes med begge hænder i et stramt greb, så mindst muligt støj slipper ud. Herefter råber og skriger jeg alle mine frustrationer ud, indtil jeg føler mig lettet og fredfyldt indeni.
Af og til supplerer jeg primalskrigene med gloser af den type, man finder på rockerklubbers toiletdøre.
Det anbefales kraftigt på forhånd at sikre sig, at familien eller hjerte-svage bedsteforældre ikke er hjemme under øvelsen, da oplevelsen af dig liggende på knæ under en dyne råbende som en vanvittig kan give sarte sjæle psykiske traumer.
Forbered en dækhistorie
Jeg er selv ved en enkelt lejlighed – i sommer – blevet taget på fersk gerning. Jeg havde igennem flere uger opbygget en osende irritation og frustration over livet i almindelighed og familielivet i særdeleshed, da min kone pludselig fik den geniale idé at tage ungerne med i sommerhus. Efter en uendelig lang formiddag med pakning og forberedelser sagde de endelig farvel og gik.
I de følgende ti minutter kom de tilbage tre gange på skift efter ting, de havde glemt. Da døren smækkede tredje gang skyndte jeg mig ind i soveværelset, lagde mig under dynen og brølede som en gorilla. Da jeg lidt efter krabbede ud fra dynen igen, stod konen og ungerne i døren og gloede måbende på mig.
Hvis uheldet er ude for dig kan du med fordel forberede en dækhistorie a la: ”Hej skat, jeg er lige ved at forberede din julegave. Kan du komme igen om ti minutter?”
Du kan også bare vælge at være ærlig og sige det som det er: ”Ja, jeg er pude-skriger for fanden, og jeg er pisse ligeglad.”
Fem fif til at løsne op for spændinger og frustrationer:
1. Råb og skrig i en pude.
2. Hold vejret til du ikke kan mere og giv slip.
3. Tæv en pude – ikke din familie.
Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller Linkedin.
