Interrail med familie: Jeg er overtræt som en 5-årig, da vi når Paris

»Jeg vil hjem til hotellet, mor,« siger Storesøster på 17. »Det var det, vi aftalte.« Mor basker febrilsk med armene. »Giv mig nu lige et øjeblik til at finde ud af det,« hikster hun. »Jeg vil osse hjem,« klager jeg. »Jeg er træt.«

Vi står i køen tæt ved indgangen til et afspærret område. Klokken er 21. Det er bastilledag i Paris, og vi er på vej til at mødes med en af min kones nære veninder, der befinder sig på den anden side af afspærringen med sin familie.

Gaderne er tætpakkede med feststemte franskmænd og turister som os selv. Svært bevæbnet politi og gendarmer sværmer omkring i store flokke. Vi skal høre musik og hygge og drikke drinks.

Ak, da vi når frem til afspærringen efter at have stået i kø i lang tid, vælger politiet at lukke porten. Foto: Mig selv.

Det er i hvert fald planen indtil det i næste øjeblik ikke er det længere. På det tidspunkt vælger en flok franske gendarmer nemlig at gå i aktion, opløse køen og lukke porten. »Der er fyldt op,« forklarer en dame i en gul refleksvest.

Lillesøster på 13 giver sig til at skælde ud, Storesøster og jeg nægter at gå videre og mor går i banjo.

Sommerens interrail med familien er langt fra den første længere rejse, jeg har været på. I mine unge dage som journaliststuderende drog jeg flere gange på primitive rejser til Østeuropa, Balkan og Kina med gode venner fra Journalisthøjskolen.

Fra land til land med skramlende lokaltog og ramponerede busser med slidte bremser – og uden den store planlægning ud over et eksotisk endemål. Det var fedt.

Endestation Tjetjenien

På vores første rejse havde vi en idé om, at målet var Tjetjeniens hovedstad Grozny, og selve rejsen skulle i vores unge hoveder foregå i min lille hvide Citroen, som jeg havde fået af min onkel.

Få vores bedste tips fra vores interrail ferie med familien i Europa

Det var i 1996 lige efter den første Tjetjenien-krig, og da jeg som research ringede til den danske repræsentant i Grozny, blev jeg belært om, at det var en virkelig, virkelig dårlig plan.

Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er

nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook

eller LinkedIn eller send en e-mail med ris eller ros til ks@stressfar.dk.

Vi var unge og eventyrlystne, men vi var heldigvis kun semi-dumme, så det endte med, at vi droppede besøget hos de langskæggede krigere. Bilen røg også ud til fordel for en færge til Polen og derefter tog og bus. Vi nåede destinationen efter et par ugers strabadser –  den Bulgarske sortehavs-by Sozopol.

Eventyret inkluderede et forgæves forsøg på at smugle os selv over grænsen til Ukraine, der dengang var en forholdsvis fredelig røverstat.  Vi nåede også at drikke os fulde i et tog sammen med en østrigsk automekaniker ved navn Seb og blive smidt af toget på en øde station i Serbien. Hvorfor husker jeg ikke.

Den næste rejse førte os til Kaukasus, hvor planen var at ende i Iran. Vi fik dog aldrig et visum. Det var vinter og denne gang lykkedes det helt officielt at komme ind i Ukraine, hvorfra vi fløj med en hullet passagermaskine til Georgiens hovedstad Tbilisi (sådan husker jeg den).

Herfra rejse vi med lokale tog og busser rundt i Armenien og Aserbajdsjan og tilbage til Georgien, inden vi slog et smut ind i den konfliktfyldte Nagorno-Karabakh-enklave, som for nylig blev erobret af Aserbajdsjan. Rejse nummer tre – den sidste i mange år – var med den transsibiriske jernbane fra Moskva via Sibirien og Mongoliet til Beijing i Kina.

Diarre i Moskva

Det jeg bedst husker fra den rejse var, at vi alle tre fik diarre i Moskva. En af mine rejsekammerater spiste en stop-pille, som viste sig at være så effektiv, at hans tarme blokerede fuldstændig i dagevis.  I de seks dage i toget inden vi nåede Kina, sad han på toilettet en stor del af tiden.

22 år er gået siden eventyrrejsen med den transsibiriske jernbane. I dag har jeg kone og to teenagedøtre. Som familie har vi i den mellemliggende periode været på en længere rejse til USA, og sidste år var vi i Singapore og Australien. Vi har også været på adskillige all inklusive-charterrejser.

Alt sammen i bund og grund gode oplevelser, men jeg har savnet noget alle årene: Følelsen af frihed og eventyr, som man ikke kommer i nærheden af, når man rejser med fly.

Det var sidste år i Australiens tørre bushland, at ideen om en interrailtur rundt i Europa blev født. Jeg forestillede mig 14 dage, hvor vi alle fire futtede rundt i tog i ro og mag med endemål i Paris.

Jeg forestillede mig en fredfyldt, afslappet og billig ferie, hvor jeg kom veludhvilet hjem.  Der var – skulle det vise sig, adskillige detaljer i den ligning, jeg havde overset.

På familie interrail - med kufferter

Vi drager afsted en mandag formiddag i begyndelsen af juli 2025. Ikke med rygsække, et utæt telt og nødtørftig oppakning. Nej, kufferter, tasker og to tunge plasticposer proppet med snacks og drikkevarer.  For som min hustru siger: »Det er jo meget billigere, og så skal vi ikke købe så meget.«

Første etape er på omtrent seks timer fra Københavns Hovedbanegård via Hamborg til Hannover.

Sæderne er små og mange og vognen tætpakket som i en overfyldt flyvemaskine fra Ryanair. Det er et af den slags tog, hvor man skal slå nogen ned for at få plads til sin kuffert. Det skal dog siges til DSBs forsvar, at toget er tysk. Men godt er det ikke.

I Hamborg er toget til Hannover forsinket, men jeg bliver glædeligt overrasket, da det omsider ruller ind på perronen. Heller ikke her er der kupeer,  men denne gang er toget betydeligt nyere, der er færre sæder med bedre plads og god ventilation. 

Efter en enkelt overnatning på vores hotel, der ligger et stenkast fra banegårdens mylder, går turen videre til Amsterdam i Holland, vores første delmål. 

Hotellejligheden i Amsterdam er en af de bedre beslutninger. Lejligheden er stor og lys med plads til at pigerne kan få deres eget værelse. Lejligheden ligger i den østlige del af byen overfor en park.

Kanalrundfart med skudsikker båd

Programmet i Amsterdam inkluderer en luksus-tur med en turbåd rundt i Amsterdams berømte kanalsystem. »Glasset i ruderne er skudsikkert,« bemærker skipper stolt. Årsagen er, forklarer han, at både i sin tid blev benyttet af direktøren for det store hollandske bryggeri Heineken.

Dagen efter kanalrundfarten drysser pigerne ind til byen på yderligere sightseeing. Personligt har jeg en plan om at snige mig til et besøg i det legendariske Red Light District, men den plan må jeg droppe, da de først åbner tæt på midnat.

Til gengæld får jeg rig lejlighed til at studere Amsterdams kaotiske cykelkultur på nærmeste hold; ingen bruger hjelm og alle kører som om de er på speed og ikke behøver at overholde nogen regler. 

Transporten rundt i byen foregår med sporvogn. Vi betaler med vores visa kort eller apple pay på mobiltelefonen ligesom med Rejsekortet, og det er nemt og uproblematisk.

Næste stop er byernes by, Paris. Togturen til Paris fra Amsterdam er vores første tur med Eurostar-højhastighedstoget. På tre en halv time suser vi via Bruxelles i Belgien til Paris Nord med 300 kilometer i timen.

Kaos og ekstravagance i Paris

Denne gang tager vi metroen til hotellet, der ligger i 13. arrondissement i et kvarter proppet med fransk charme og små bistroer og restauranter.  Vi køber et kort til metroen på stationen og tanker kortet op undervejs.

Tre en halv time tager det at rejse med højhastighedstoget Eurostar fra Amsterdam til Paris via Bruxelles i Belgien. Topfarten er 300 kilometer i time.

Det er i Paris, om aftenen på Bastilledagen, at vi ramler ind i rejsens første alvorlige konflikt.  På det tidspunkt har vi været på farten i syv dage, og jeg er allerede så småt ved at erkende, at tre storbyer på 12 dage måske er lige ambitiøst nok.

Efter tre overnatninger i Amsterdam har vi fire i Paris. Heldigvis har vi været forudseende og booket to værelser, et til de voksne og et til ungerne. Turens anden gode beslutning.

Forud for bastilledagen er gået to hele dage med besøg på slottet Versailles den første dag i kogende hede og museet Louvre på dag to. Her på tredjedagen har jeg besøgt et lokalt vaskeri og slappet af men åbenbart ikke nok.

En overtræt 55-årig

»Det her gider jeg ikke,« råber jeg gnavent. Jeg er overtræt og overstimuleret som et 5-årigt barn. Efter noget mundhuggeri foran 10-15 gendarmer og flere hundrede måbende franskmænd trasker vi surmulende tilbage mod metroen. Næste formiddag skal vi videre til London, og vi har ikke set Eiffeltårnet.

Min kone og ungerne beslutter, at de vil stå tidligt op og tage metroen ind for at se den franske ingeniør Gustave Eiffels verdensberømte jerntårn. Jeg gider egentlig ikke men beslutter alligevel at tage med.

Vi når at se Eiffeltårnet på vores sidste dag i Paris, inden turen går videre til London. På billedet ses far, mor og Storesøster, da Lillesøster kategorisk nægter at få sin foto på bloggen.

Tredje stop er London. Vi ankommer til London St. Pancras International efter kun halvanden times togrejse. Før vi kan stige ombord i Eurostar-toget mod London må vi stå i kø i en time og igennem sikkerhedskontrol. I London tager vi en taxa til hotellet, der ligger centralt ti minutters gang fra en metrostation i området Shoreditch.

Kæmpeparaplyen og restauranten på taget var det bedste fra hotellet i London. Foto: Mig selv.

Hotelværelset er på størrelse med et middelstort walk-in-closet, hvor arkitekterne på en eller anden måde er lykkedes med at proppe to Hobbit- dobbeltsenge ind. Turens dårligste valg af overnatning.

Kæft det er dyrt i London!

Til gengæld har de også fundet plads til en lækker pool på tagterrassen, hvor der også findes en eksklusiv og møgdyr restaurant. Hvis min bank indenfor den nærmeste fremtid finder på at opjustere forventningerne til årets resultat er det ganske givet takket være mine besøg hos overtjeneren med slikhåret på restaurant Martins on the roof.

De to hele dage i London bruger vi på at styrte rundt til seværdigheder. Over stok og sten går det fra London Eye, Big Ben og Buckingham Palace til Tower of London.

Jeg når såmænd også at besøge hotellets overdådigt udstyrede træningscenter.

Shoppes skal der også, og da pigerne er færdige er tre kufferter ikke længere nok. Kuffert nummer fire lokaliseres, indkøbes og proppes til bristepunktet, som kun trænede shoppere kan gøre det.

Fredag morgen er det slut. Vi tjekker tidligt ud og tager en taxa til togstationen og et tog videre til Gatwick Lufthavn en times kørsel udenfor London. En masse oplevelser rigere og et stort skridt nærmere økonomisk ruin.

Far er veludhvilet og klar til at møde ind på arbejde efter 12 afslappende dages interrail i Europa med familie. Foto: Mig selv.

Få tips, priser og inspiration til din egen interrailferie i Europa og læs, hvad der var bedst og værst på vores ferie i artiklen ”Interrail i Europa med familie: Sådan gjorde vi”.

Læs også:

Sommerferie med små børn: Fars fede USA-ferie

Sommerferie med små børn: Fars fede Balkan-ferie

Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn eller send en e-mail med ris eller ros til ks@stressfar.dk.