Støt på 10er
top of page
Kim Selsø

Slip din stress med walk and talk: Gå en tur i naturen

Opdateret: 9. jun.

”Kom og kram mig – jeg er ikke farlig,” siger Tina Jensen og peger på et stort, gammelt træ lidt væk. Træet ligner et helt almindeligt træ, men det er det ikke, forsikrer hun. ”Det er byens bedste gruppekrammetræ.”


Jeg skæver til mine gå-fæller, der allerede er på vej hen til træet. Jeg trækker opgivende på skuldrene, og lunter hen til ”kramme-træet” og giver det en ordentlig krammer. En flok får glor nysgerrigt på os inde fra tykningen. Et enkelt modigt eksemplar kommer helt tæt på, mens ”vennerne” betragter os på afstand.


Klokken er henad 15.30 en lørdag eftermiddag sidst i november. Jeg er på naturvandring med Stressforeningens Gå dig glad-gruppe. Vi befinder os på Amager Fælled midt mellem krat, spredte træer og løsgående får.


Stress af med walk and talk

Himlen er mørk og grå og luften bidende kold. Heldigvis har jeg husket overtræksbukser og kraven på min sorte uldfrakke er trukket godt op i nakken.


Det er halvanden time siden, vi vandrede ind i naturområdet fra metrostationen ved DR Byen. Udover Eco instruktør Tina Jensen og medarrangør Mette Kirk fra Stressforeningen er vi seks deltagere på dagens walk and talk gåtur, der er den syvende og sidste i rækken af Gå dig glad-ture i denne omgang.


Walk and talk med stressramte i naturen
Byens bedste gruppekrammetræ. Sådan ser det ud. Foto: Mette Kirk, Stressforeningen.

Første stop er en lysning og en stump græsplæne få hundrede meter fra metrostationen, hvor Tina kort præsenterer sig selv og siger lidt om Gå dig glad-konceptet. Herefter er det tid til den første øvelse.


”Vi skal lige have lidt varme i kroppen, inden vi fortsætter. Stil jer op i en rundkreds,” siger hun. ”Gå lidt ned i knæ og træk vejret ind, mens I løfter armene over hovedet. Sænk armene igen på udåndingen og rul forover. Sådan. Kan I mærke, at I får varmen i kroppen?”


Grounding-øvelse giver ro i krop og sind

De fleste af os kendte ikke hinanden i forvejen, men det er der råd for. Tina beder os rykke tættere sammen. Så tæt, at vi kan have armene om hinanden, mens vi skubber til hinandens hofter. Smilene smitter og som ved et trylleslag løsner stemningen op.


Lidt senere gør vi holdt ved bredden af en udtørret sø. Det sorte mudder er dækket af nedfaldne blade og kviste. Den friske, kølige luft river i næsen. Vi skal lave en grounding-øvelse. Formålet med en grounding-øvelse er at træne jordforbindelse. Når man er stresset, er man meget oppe i hovedet, og øvelsen hjælper til at komme ned og mærke sin krop igen.


Vi bliver bedt om at stille os med fødderne i en skulderbreddes afstand og gå lidt ned i knæene. ”I kan lukke øjnene, hvis I vil. Læg eventuelt en hånd på maven og træk vejret roligt, mens I retter opmærksomheden mod jeres krop,” siger Tina. Jeg følger opfordringen til at lukke øjnene og sender opmærksomheden ned i mine fødder.


En hund gør i det fjerne. Langt borte ringer rådhusklokkerne. Støjen fra et metrotog anes i baggrunden. En mand rækker mig et blad og opfordrer mig til at dufte. Humle.


Vi når frem til en skråning. Der deles liggeunderlag ud, og vi sidder en tid i stilhed og lytter til skovens lyde. Tina Jensen finder en lille bog frem og begynder at læse op af et digt af H.C. Andersen. Det gamle træ.


Sidste stop på dagens tur er en lille plads med træborde og bænke nær udkanten af fælleden tæt på metrostationen, hvor vi mødtes nogle timer tidligere. Mørket har sænket sig over området, og kulden er taget til. Vi tager plads omkring bordet, og Tina sender en kurv rundt med blade, kogler, sten og andre ting fra naturen.


Hun beder os vælge en ting, der siger noget, om hvordan vi har det lige nu eller en ting, der illustrerer, hvordan vi har oplevet turen. Jeg er på nippet til at række ud efter en ubehageligt udseende tingest med torne, men vælger så en grankogle. Efter tur bliver vi bedt om at sætte ord på vores valg.


Bagefter taler vi om, hvordan det har været. En deltager fortæller, at hun har været sygemeldt med stress i to måneder. Det er anden gang, hun er med på Gå dig glad-turen. ”Min læge siger, at noget af det bedste, jeg kan gøre for mig selv, er at komme ud at røre mig,” siger hun.


En god gåtur hjælper på humøret

”Jeg føler mig rolig og afbalanceret, når jeg er her. Når man ikke har det supergodt, er det vigtigt, at man kan finde noget, der kan hjælpe en videre,” fortæller kvinden, der går ture hver dag. ”Det giver mig helt sikkert noget, og jeg kan mærke, at mit humør bliver bedre af det. Jeg tror, at mine gåture er den bedste hjælp, jeg kan få.”


En anden deltager er ikke sygemeldt med stress, men betegner sig selv som højsensitiv. Kendetegnet for særligt sensitive mennesker er at stresstærsklen er lavere. ”At gå ture i naturen er en god måde at få renset ud på i hovedet, og det giver mig rigtig meget,” siger hun.


Gå dig glad-konceptet bygger på videnskabelige studier af sammenhængen mellem mental sundhed og gåture i naturen, fortæller instruktør Tina Jensen, da jeg lidt senere har hende på tomandshånd.


”Det at gå en tur er i sig selv en aktivitet, som kan fremme velvære og restitution. Effekten kan forstærkes af at gå i naturen – også i bynaturen,” forklarer Tina.

Forskning har kortlagt, at mennesket har to typer af opmærksomhed, den målrettede og den spontane opmærksomhed. Den målrettede opmærksomhed benytter vi bl.a., når vi opholder os i by-miljøer, hvor vi bombarderes med informationer, støj og tempo, der kræver, at vi til stadighed prioriterer og sorterer.


Mentale pauser forebygger stress

Når vi er i den tilstand, trækker vi på det sympatiske nervesystem, i daglig tale kaldet kamp-flugt-systemet. Stresshormonerne suser rundt i kroppen, og vi bruger masser af mental energi. Det kan ingen af os holde til i længden, og derfor har vi brug for mentale pauser.


Det får vi i det parasympatiske nervesystem, ro- og hvile systemet. Her bruger vi den spontane opmærksomhed, som er ubegrænset og ikke kræver energi. Dette kaldes også ”hvile i vågen tilstand” eller restoration. Det kan naturen hjælpe os med.


”Undersøgelser viser, at man ikke engang behøver at opholde sig ude i den rigtige, fri natur. Planter og grønne vægge indendørs har også en positiv effekt, men at være ude i naturen er mest optimalt.”


Forskningen peger på, at især tre typer af naturrum i kombination har en stressdæmpende virkning. Naturen skal være artsrig, vild og opfattes som et fristed. Alle tre typer er til stede på Amager fælled.


Et af målene med Gå dig glad-turene er at motivere deltagerne til selv at tage mere ud i naturen, også på egen hånd, og derudover at bidrage til lindringen af symptomer på mental træthed. Et andet mål er at støtte deltagerne til at opbygge et netværk, som de efterfølgende kan bruge til at holde de gode vaner ved lige.


”Miraklet er ikke at gå på vandet. Miraklet er at gå på den

grønne jord i dette øjeblik, at værdsætte den fred og skønhed,

der er tilgængelig nu. Jeg udfører dette mirakel, hver gang jeg går.

Også du kan udføre det mirakel at gå, når som helst du ønsker det.”


Citat: Thich Nhat Hanh, vietnamesisk munk i bogen ”Gå tur” af

Anna Skyggebjerg.


Ovenstående reportage er skrevet til Stressforeningens hjemmeside i november 2018. Stressforeningen er siden opløst.


Læs også:



Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Som abonnent på nyhedsbrevet har du mulighed for at stille spørgsmål om stress. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn.

216 visninger0 kommentarer

Comments

Rated 0 out of 5 stars.
No ratings yet

Add a rating
Kim Selsø med hænderne i siden

Tilmeld nyhedsbrev

- og få en gratis e-bog med 3 træningsprogrammer

Træn klogt med stress e-bog
bottom of page