Støt på 10er Efter behandlingen var jeg utrolig lettet. Eller rettere min tegnebog var lettet. For 3.000 kr.
top of page
  • Kim Selsø

Efter behandlingen var jeg utrolig lettet. Eller rettere min tegnebog var lettet. For 3.000 kr.

Opdateret: 12. sep. 2023

Kranio sacral terapi biodynamics er en behandlingsform, der ifølge udøvere af terapiformen kan helbrede hvad som helst fra lav IQ til fordøjelsesproblemer til depression, smertetilstande, svimmelhed, kognitive problemer og meget andet, herunder stress.


Det med IQen passer ikke, men ellers skulle den være god nok. Kranio sacral terapi biodynamics er en mirakelkur.


Som kernelæsere af Stressfar.dk vil vide nærer jeg nogen skepsis overfor alternativ behandling, og selvom jeg forsøger at mønstre et åbent sind, er det svært for mig. Men jeg prøver, og det gjorde jeg også dengang jeg var sygemeldt med stress.


Kranio sacral terapi biodynamics er en utrolig afslappende terapiform, der går ud på, at du bare skal ligge på en briks under et tæppe, og så klarer naturen resten. Foto: Tim Jørgensen.


I august 2016 var jeg så desperat efter mange måneders stress-sygemelding uden den store fremgang, at jeg besluttede at forsøge mig med en alternativ behandlingsform kaldet kranio sacral terapi biodynamics.


Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev her og få automatisk besked,

når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller

like på Facebook eller LinkedIn.


Kranio sacral biodynamics

Kranio sacral terapi biodynamics er en gren indenfor kranio sacral terapi. Hvor den traditionelle kranio sacral terapi er en mekanisk behandlingsform, hvor terapeuten fysisk rumsterer rundt med din krop og dine knogler handler biodynamics-udgaven om det modsatte.


Jo mindre terapeuten gør jo bedre. Kranio sacral terapi biodynamics er opfundet af den amerikanske læge Sutherland i første halvdel af forrige århundrede. Han mente, at kroppens cerebrospinalvæske, der er en farveløs rygmarvsvæske som støtter og beskytter rygmarven mod skader, kunne have en betydning i forhold til kroppens bevægelsesmuligheder.


Kranio sacral biodynamics-terapeuter mener, at kroppen har en iboende selvhelbredende kraft og at skader og ubalance i krop og sind skyldes, at klienten har mistet kontakten til kraften.


De mener også, at deres eget nærvær med klienten alene kan hjælpe klientens krop med at hele sig selv.


Healing med hænderne

Terapeuten skal ikke fixe noget manuelt, opgaven er udelukkende at lytte, fornemme klientens livsenergi og de dybe rytmer i kroppen. Dette gøres typisk ved at lægge hænderne forskellige steder.


Går man til en kranio sacral biodynamics-terapeut skal man forvente meget lidt action. Efter en indledende snak om dit problem, lægger du dig på briksen, hvor terapeuten vil hjælpe dig med at komme i en afspændt tilstand. Herefter klarer kroppen resten.


Da jeg i sensommeren 2016 traf beslutningen om at kontakte en alternativ behandler, var jeg så desperat, at jeg ikke så andre muligheder.


Klinikken lå i hans privatbolig i et stille rækkehuskvarter, og jeg cyklede derhen. Terapeuten tog imod i døren. Vi satte os ved bordet, og han stillede nogle spørgsmål om mit forløb. Da han havde fået de informationer, han havde brug for, tog jeg plads på briksen. Jeg beholdt tøjet på. Han lagde et tæppe over mig. Jeg lukkede øjnene.


Han satte sig på en taburet i briksens fodende. Han begyndte med at guide mig igennem kroppen og bringe mig ind i en meditativ tilstand. Herefter lå jeg en lille times tid i stilhed, mens hans hænder healede min krop - eller hvad de nu gjorde. Så jeg lå der og bare lå, mens han sad i fodenden og lavede et eller andet med sine hænder. Jeg betalte 600 kr. kontant inden jeg gik.


Afslapning til 600 kr. i timen

Det var bestemt behageligt at ligge på briksen og slappe af, men da jeg gik ud ad døren, var den indre uro tilbage. Jeg nåede at være der fem gange i løbet af en måneds tid, og det kostede mig i alt 3000 kr., som jeg betalte af min opsparing, da jeg hverken fik løn eller sygedagpenge i den periode.


At ligge på en briks i stilhed og blive guidet ned i en afslappende tilstand hjælper kroppen og sindet til at tænde for ro-hvile-systemet, og det er helt sikkert gavnligt i stress. Princippet er i bund og grund det samme i meditation, åndedrætsøvelser og mentale og kropslige afspændings-teknikker, og det er der masser af forskning, der dokumenterer virkningen af.


Når kroppen befinder sig i en afspændt tilstand, går en række helbredende processer i gang. Det er der ikke noget underligt i. Det er sådan kroppen og hjernen genopbygger sig selv, når den har været belastet.


Min skepsis i forhold til kranio sacral terapi biodynamics handler mere om terapeutens rolle i helbredelsesprocessen. Kan man påvirke kroppens restitutionsprocesser ved at sidde på en stol og massere luften over klientens fødder? Jeg er ikke overbevist.

Læs også:








Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev her og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn.




214 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
Kim Selsø med hænderne i siden

Tilmeld nyhedsbrev

- og få en gratis e-bog med 3 træningsprogrammer

Træn klogt med stress e-bog
bottom of page