Støt på 10er
top of page
Kim Selsø

Sådan virker massage på stress

Opdateret: 9. jun.

De fleste kender den klassiske historie om videnskabsmanden og lægen doktor Jekyll, der spalter sin personlighed i to og bliver til dr. Jekyll og mr. Hyde. Dr. Jekyll er den rare respektable herre og mr. Hyde ondskaben selv.


De færreste synes dog at være klar over, at Dr. Jekyll og mr. Hyde findes i virkeligheden. Ikke i én skikkelse, som i Robert louis´ Stevensons klassiske roman, men i mange forskellige forklædninger. De fleste har det tilfælles, at de ernærer sig som massører eller kropsterapeuter, og jeg har personligt mødt nogle stykker i årenes løb.

Massage mod stress
Ind imellem trækker mr. Hyde i et nobelt jakkesæt men oftest finder han behag i løstsiddende hvide eller blå t-shirts med teksten massør eller terapeut eller lignende.


Det hænger sådan sammen, at jeg ind imellem spænder så meget op i mine muskler, at de bliver stive og ømme. For tiden er det i skuldre og nakke, at muskulaturen føles som en overpumpet læderbold. Det sker som regel, når jeg har presset mig selv for meget mentalt i en længere periode uden at holde de nødvendige pauser.


Tro det eller lad være. I begyndelsen lægger jeg ikke mærke til det. Først når skuldrene begynder at knage og knirke og gøre ondt og ansigtsmusklerne stivner, så folk tror at jeg har pumpet mig fuld af botox, går det op for mig, at min krop prøver at komme i kontakt med mig. ”Sæt tempoet ned, for helvede!” råber den. ”Sæt tempoet ned!”


Massage mod myoser og spændinger

Som regel ignorerer jeg advarselslamperne indtil mine skuldre er så fulde af myoser og spændinger, at jeg ikke kan ligge på siden om natten.


Når jeg heller ikke længere kan gennemføre mit obligatoriske træningsprogram med armstrækninger før mine tre ugentlige løbeture, reagerer jeg og bestiller tid hos en sportsmassør eller body sds-terapeut. Det er her analogien til Dr. Jekyll og mr. Hyde kommer ind i billedet.


Massører og kropsterapeuter er på overfladen flinke og respektable mennesker, så de fortæller mig ikke, at min bevægelighed i skuldrene er så indskrænket, at man skulle tro, at der var cement i mine ledkapsler. Tværtimod smiler de forstående og fremstår helt tilforladelige. ”Læg dig op på briksen, lille ven.”


Mens jeg tillidsfuldt ligger på maven under det bløde tæppe og undertrykker et stille suk har massøren forvandlet sig til den diabolske mr. Hyde og er dykket ned i værktøjskassen efter frygtindgydende teknikker, der kan flå størknet cement fra hinanden.


Nogle af teknikkerne har en karakter, så afrikanske torturbødler ikke ville skamme sig over at benytte dem. Hvis du nogensinde har prøvet at få gnedet en tommelfinger hårdt henover et betændt skinneben ved du, hvad jeg taler om. Det er smerte, der ikke er af denne verden.


Det ender for det meste på samme måde. De slider og maser, og jeg ligger på briksen og vrider mig i smerte med tårevædet ansigt. Jeg går næsten altid derfra med en følelse af lethed og ro i kroppen, øget bevægelighed og mindre ømhed.


Af og til har jeg oplevet af være svimmel og summe som en bikube indeni men for det meste, har oplevelsen været god. Værdighed er der til gengæld ikke meget tilbage af efter at have ligget og hylet i en time foran et fremmed menneske.


Nøglen til at undgå mr. Hydes tortur er at vælge en massageform, der passer til dit behov. Massage er en populær behandlingsform til stress og har rødder i Kina tusinder af år tilbage i tiden. Nogle massageteknikker kræver brug af olie, mens andre er hvad man kalder tørgreb.


Om der benyttes fedtstof eller ej afhænger af formålet med massagen. Formålet kan f.eks. være opvarmning af vævet før træning eller anden behandling, afspænding eller smertedæmpning. Massagens præcise effekter afhænger af den teknik, der benyttes.


Massage øger generelt blodcirkulationen, så der kommer mere ilt og næringsstoffer ud i cellerne og affaldsstofferne får bedre mulighed for at blive transporteret væk. Massage er en velegnet behandlingsform til at blødgøre og smidiggøre stramme muskler og facier.


Facier er de hinder, der adskiller muskelgrupperne fra hinanden. Når de stramme muskler ikke længere trækker leddet skævt, er der basis for en bedre kropsholdning og du undgår nye skader og skavanker og myoser.


Sådan virker massage på stress

Afspændende massage også kaldet wellness-massage er en massageform med rolige, rytmiske bevægelser, der er velegnet ved stress. Forskning viser, at blid berøring udløser afslapningshormonet oxytocin, der hjælper din krop til at slappe af og udskille stresshormoner.


Ved afspændende massage vil massøren typisk benytte greb som blide hakninger, bankninger og afslappende æltninger. Tempoet er langsomt og rytmisk.


Når massøren bruger greb som har til formål at afgrænse og samle kroppen hjælper det med at normalisere aktiviteten i det autonome nervesystem. Den slags greb har en beroligende effekt på krop og psyke.


Det er helt normalt, at blive træt og begynde at gabe. Du trækker vejret mere roligt, spændingerne slipper i muskulaturen. Sindet får besked fra kroppen om, at truslen er væk, og sindet sætter tempoet ned.


Der kan også komme emotionelle reaktioner i form af tristhed. Det modsatte kan dog også være tilfældet, at du mærker irritation og utålmodighed. Normal muskulatur føles i reglen glat, blød, jævn og elastisk mens en stiv muskel vil føles hård. Hård og spændt muskulatur kan hænge sammen med følelsesmæssig fortrængning.


Mand på massagebriks
Det er sådan her de fleste forestiller sig en massage-session. Du ligger på en behagelig briks under et tæppe og kigger ned gennem et hul. Men der findes faktisk et alternativ. Du kan gøre det selv. Foto: Annet Krogsdam.

Selvmassage med redskaber

Hvis du ikke har lyst til at ligge halvnøgen på en briks og blive æltet af en fremmed er selvmassage et godt alternativ. Selvmassage kan udføres med dine egne hænder eller med et redskab.


Selvmassage har stort set samme effekter som massage hos en massør bortset fra, at du ikke får den menneskelige kontakt. Jeg benytter selv en foam roller, der er et cylinderformet træningsredskab i hård skumplast, eller en ballstick, en lille orange bold med knopper. Foam rolleren er god til større muskelgrupper, fx lår, ryg, hofter.


Den fås i mange forskellige størrelser og hårdhedsgrader. Jo hårdere redskab jo dybere vil virkningen være. En ballstick er bedst til små afgrænsede områder, fx fodsålerne eller nakke, skuldre, ansigt.


Du kan vælge at bevæge redskabet henover din krop eller bevæge din krop henover redskabet. Når du bruger foam rolleren til selvmassage, benytter du din egen kropsvægt til at lægge et tryk.


Du bestemmer derfor selv, hvor hård behandlingen skal være. Brug vejrtrækningen aktivt, træk vejret ned i maven og ånd roligt ud. Tænk på at du trækker affaldsstoffer ud af din krop, hver gang du lukker luft ud.


Spændt muskulatur er ømt og selvmassage med en foam roller er ikke for tøsedrenge. Det kan gøre virkelig nas, men målet er ikke, at det skal gøre ondt. Hvis smerten er for slem trækker muskulaturen sig sammen, og så får du ingen effekt. Er du meget øm et sted, så begynd massagen i et område, der støder op til. Når smerterne aftager her kan du bevæge dig tættere på det smertefulde punkt.


For dig der ikke tænder på traditionel massage og heller ikke gider ligge og vride dig på en plastic-dims alene derhjemme findes der heldigvis et alternativ: Slange Massage. Det skulle efter sigende være ganske populært i asien og jeg er ikke i tvivl om, at mr. Hyde er vild med det.




Find flere øvelser til selvmassage her:



Læs også:





Hvis du syntes, at artiklen var interessant så tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev nederst på siden. Du er også velkommen til at dele eller like på Facebook eller Linkedin.


Har du kommentarer, ris eller ros så skriv gerne en mail på ks@stressfar.dk.


272 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments

Rated 0 out of 5 stars.
No ratings yet

Add a rating
Kim Selsø med hænderne i siden

Tilmeld nyhedsbrev

- og få en gratis e-bog med 3 træningsprogrammer

Træn klogt med stress e-bog
bottom of page