- Kim Selsø
7 øvelser til ømme kæbemuskler
Opdateret: 12. sep.
For tiden oplever jeg, at mine kæbe-muskler er ømme og spændte, så jeg knap nok kan tygge en portion bløde cornflakes. Det begyndte med, at jeg sov med en øreprop, der var lidt for stor. Den har formentlig ligget og trykket mod vævet i det indre øre, der ligger tæt op ad kæbemuskulaturen. Så er der kommet noget spænding og irritation, der har fået lov til at udvikle sig.
Kan du lide hvad du læser? Tilmeld dig Stressfars
nyhedsbrev her og få automatisk besked, når der er nye øvelser,
tips eller værdifuld viden. Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn.
Kæbesmerter kan skyldes stress
Der kan være mange årsager til kæbesmerter. Ofte er det et tegn på stress. Eller i mit tilfælde en stresset periode kombineret med en dum beslutning om at presse en overdimensioneret neon grøn gummi ting ind i en alt for lille øregang.
Stress får kroppen til at spænde op. Når du er stresset, bider du tænderne hårdt i, og det kan overbelaste muskulaturen omkring kæbeleddet. Det er ikke engang sikkert, at du er bevidst om det. Og selvom du er, så lader du som ingenting indtil du har så ondt, at du må takke nej til en saftig steak, fordi du kun kan spise yoghurt med et sugerør.
Men gør du så ved det? Her er mine foretrukne fif.
1. Gab højt
At gabe strækker tyggemusklerne ud. Hold strækket i 20 sekunder.
2. Skær ansigt
Bid tænderne sammen, knib øjnene sammen, pres i det hele taget dit ansigt så meget sammen som var det en citron, du skulle klemme den sidste rest af saft ud af. Hold spændingen i 10 sekunder og slap af.
3. Lav jogging
Skyd underkæben frem og tilbage og fra side til side. Bevæg kæbeleddet igennem med let åben mund.

Bevæg kæben langsomt. Foto: Annet Krogsdam.
4. Massér de ømme punkter
Kæbeleddet er fastgjort lige foran øret, og der fæstner tyggemusklerne også. Punktet lige foran øret og øreflippen kan være meget ømt og spændt. Løsn op for spændingerne ved at massere det ømme sted med tommelfingeren. Tryk evt. tommelfingeren hårdt mod det ømme punkt og hold trykket i 30-60 sekunder.

5. Træn lukkemuskel
Lukkemusklen er den muskel, der lukker din kæbe. Åben munden let og forsøg at lukke den igen samtidig med at du presser den modsatte vej med en finger. Du kan placere fingeren i fordybningen på hagen eller på tænderne i undermunden. Hold presset i 10 sekunder.
6. Træn åbnemuskel
Åbnemusklen er den muskel, der åbner din mund. Den træner du ved at lave modstand mod åbne-bevægelsen. Det kan du gøre ved at anbringe en finger under hagen og presse opad samtidig med at du presser underkæben nedad. Hold presset i 10 sekunder.

Du må gerne åbne munden mere, end jeg gør på billedet. Foto: Annet Krogsdam.
7. Hvilestilling
Kæben er i hvilestilling, når munden er let åben uden kontakt mellem tænderne. Lad underkæben hænge så du mærker at musklerne slapper af.
Smerter i kæbeled og tyggemuskler kan også have andre årsager. Hvis ovenstående ikke bedrer symptomerne indenfor en uges tid så kontakt en kiropraktor eller fysioterapeut, der ved noget om kæbe-problematikker.
Find flere kæbe-øvelser og tips her.
Læs også:
4 fif: Sådan lindrer du trætte, ømme og stressede øjne
Øvelse: Sådan laver du afspænding
Hvis du syntes, at artiklen var interessant så tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev. Du er også velkommen til at dele eller like på Facebook eller LinkedIn eller sende en mail med kommentarer og forslag til ks@stressfar.dk.