Livet er ind imellem fuld af svære følelser. Det er en del af det at være menneske. Også de mest ubehagelige af slagsen. Selvom det indimellem føles rædsomt, skal du være taknemmelig for, at du føler noget.
Det gjorde Manden uden frygt ikke, og her er historien om, hvordan det gik ham.
Elliot som i virkeligheden slet ikke hed Elliot, var en succesfuld karrieremand og familiefar, der i slutningen af 1970erne fik spoleret sit fede liv af en mandarinstor tumor i hjernen.
Jeg har ikke noget foto af Elliot, så her er et af en zombie i stedet. Elliot minder lidt om manden på billedet - bare uden alt det klamme.
Elliot blev senere hovedperson i en berømt bog fra 1994 med navnet ”Descartes Fejltagelse: Følelser, fornuft og den menneskelige hjerne” af neurologen Antonio Damasio.
Men inden han blev en berømt case i hjerneforskernes verden, gennemgik Elliot en træls periode i sit liv, som siden dannede fundamentet for nye teorier om sammenhængen mellem tænkning og følelser.
Kort fortalt var Elliot før sin nedtur en fuldstændig normal, charmerende, gift mand med to børn og et arbejde som topchef i en stor virksomhed. Efter at have fået fjernet tumoren, der var vokset ind i vævet lige over øjnene, gik Elliot i gang med sin genoptræning.
Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når
der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på
Facebook eller LinkedIn eller send en e-mail med ris eller ros til ks@stressfar.dk.
Eller gå hele vejen og støt Stressfar.dk med et frivilligt abonnement på 10er.com
Operationen gik upåklageligt, men efter et stykke tid begyndte hans familie at undre sig. Elliot var blevet underlig. Den tidligere succesfulde karrieremand havde ikke længere styr på basale arbejdsopgaver, han tidligere kunne udføre med lukkede øjne.
Fra succes til kuk-kuk
Først og fremmest havde han tilsyneladende mistet evnen til at skelne mellem, hvad der var vigtigt, og hvad der ikke var. Han kunne bruge timer på at beslutte, hvilken farve kuglepen, han skulle skrive med, han missede vigtige møder og deadlines og kunne finde på at stoppe midt i en opgave, fordi han skulle noget andet. Til sidst blev han fyret.
På hjemmefronten gik det ikke meget bedre. Familiemennesket Elliot var blevet en ligeglad sofakartoffel, og det endte med, at konen skred med børnene. Derefter fortsatte han nedturen på egen hånd, indtil han endte som hjemløs.
Den eneste, der på det tidspunkt stadig forsøgte at hjælpe ham, var hans bror. Broren slæbte ham rundt fra læge til læge for at finde ud af, hvad der dog var galt med manden. Han blev udsat for et hav af kognitive tests, hjernescanninger og neurologiske undersøgelser og alle resultater viste tiptop kognitiv formåen.
Til slut blev han henvist til stjerneneurologen Antonio Damasio, som langt om længe løste gåden om Elliot. Damasios undersøgelser bekræftede, at der intet kognitivt var i vejen med Elliot.
Hans analytiske hjerne var skarp som en ragekniv, og han var i stand til at løse alle hypotetiske problemstillinger fornuftigt. I hvert fald så længe de foregik bag laboratoriets beskyttede vægge, for lige så snart han trådte ud i virkeligheden, gik det galt.
Descartes Fejltagelse
Snart indså Damasio, at problemet ikke var Elliots evne til at tænke rationelt. Det var hans evne til at føle, den var gal med. Damasio gik på jagt efter svar, og svarene blev til bestseller-bogen ”Descartes Fejltagelse” og en opsigtsvækkende hypotese om, at social beslutningstagning ikke kun kræver en velfungerende kognition men også et velfungerende følelsesliv.
Det nye i Demasios teori i forhold til tidligere var, at vores følelser ikke kun er et iltert vedhæng til tankerne, men yder et både positivt og nødvendigt bidrag, når hjernen skal træffe beslutninger.
I antikkens Grækenland var intellektet konge og følelser noget, man ikke talte om.
”Følelserne er som en tankeløs slave, der løber til døren bare han tror, han hører en ringeklokke,” er Aristoteles for eksempel citeret for at sige.
Det hvide snit
Langt op i forrige århundrede mente de kloge, at løsningen på menneskets problemer var at dæmpe følelserne, da det var følelserne, der skabte ballade for os. Det var også antagelsen bag opdagelsen af præfontal lobotomi, som indbragte den portogisiske neurokirurg António Egas Moniz en Nobelpris i 1949 i medicin og fysiologi.
Præfontal lobotomi, også kaldet det hvide snit, gik i al sin enkelthed ud på at kurere sindssygdom ved at bore et hul i kraniet gennem patienternes næser og lave et snit i hjernens frontallap.
Nogle år senere var der dog nogen, der begyndte agt studse over, at de skizofrene patienter, der havde fået det hvide snit, blev besynderligt zombieagtige i deres adfærd.
Med andre ord: De trælse følelser var dæmpet eller helt væk, men det gjorde ikke, at patienterne begyndte at opføre sig normalt. Tværtimod.
Og hvad er pointen så med alt det her? At du simpelthen ikke kan træffe gode beslutninger uden dine følelser – både de negative og de positive. Tænk på det, når livet er træls.
Kilder:
Følelser og kognition. Redigeret af Thomas Wiben Jensen og Martin Skov. Museum Tusculanums Forlag. Københavns Universitet 2007.
Alt er fucked. En bog om håb. Mark Manson. Forlaget Memoris 2019.
Læs også:
Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn eller send en e-mail med ris eller ros til ks@stressfar.dk.
