Støt på 10er
top of page
  • Kim Selsø

Historien om et stresskollaps: Det begyndte med mistanke om en blodprop og endte med stress

En aften i februar 2016 legede jeg Slåskamp og Kildeleg med mine to piger, der på det tidspunkt var fem og otte år. Slåskamp og Kildeleg var en slags kampsport bare uden tandbeskyttere og skridtbind og arenaen var dobbeltsengen i soveværelset.


Reglerne var simple. Man måtte både sparke og slå og lammere, kast og høje råb var tilladt. Det var derimod strengt forbudt at rive i håret, hyle skingert eller slå og sparke far i skridtet.


Vi listede ind i soveværelset og lukkede døren, så mor ikke kunne høre, hvis der gik noget i stykker. Ungerne sprang op på sengen og stillede sig i kampposition overfor hinanden som to wrestlere. Jeg havde rollen som dommer og tog tid. Storesøster samlede hænderne foran sig og bukkede i retning af Lillesøster.


Den lille gengældte hendes hilsen. »Er du klar!?,« råbte Storesøster, mens hun fastholdt Lillesøsters blik. De skulede ondt på hinanden. Lillesøster lavede små hop på stedet. »1-2-3,« hylede hun pludselig og på 3 kastede hun sig ned i retning af Storesøsters ben, mens hun råbte »rullefald!«



Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når

der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like

på Facebook eller LinkedIn eller send en e-mail med ris eller



I de næste par minutter bølgede kampen frem og tilbage. Storesøster havde fordel af sin alder. Hun var lidt større og havde derfor længere rækkevidde. Lillesøsters primære fordel var hendes evne til at lave uventede møllesving med armene. Desuden mestrede hun en teknik, hvor hun var i stand til at suge sig fast til Storesøsters ben som en igle.


»Jeg vælter, jeg vælter!« råbte Storesøster. Da de havde banket løs på hinanden i et par minutter, kastede jeg mig ind i kampen. Vi sloges i fem - ti minutter yderligere, inden jeg afbrød slaget med en undskyldning om, at jeg skulle noget. Der skulle gå mere end et år, inden jeg igen var i stand til at tumle med ungerne.


Få dage senere var jeg ved at skvatte af cyklen på vej på arbejde, da trykket pludselig steg i øret, synet flød ud og balancen røg. Jeg har skrevet om det før men kort fortalt havde jeg været i sadlen i få minutter, da jeg mærkede en sær trykstigning i højre øre.


Fra jeg mærkede at trykket steg til balancen satte ud, gik der kun få sekunder, men det var tid nok til, at jeg nåede at springe af cyklen. Efter et par minutter var både trykket og svimmelheden mindsket.

Illustration: Birgitte Krogsdam.


Jeg rettede mig op og slap prøvende grebet i muren. Mit hoved føltes underligt sløret, men balancen syntes at være normal igen. Da jeg havde sikret mig, at alt var nogenlunde okay, samlede jeg cyklen op og cyklede på arbejde.


Jeg arbejdede på det tidspunkt som fysioterapeut i Herlev Kommune. Vi var kun lige gået i gang med at gennemgå den første borgersag, da jeg igen mærkede den sære, foruroligende trykstigning i øret efterfulgt af sortnen for øjnene. Jeg nåede at gribe fat om kanten på skrivebordet og undgik med nød og næppe at trimle omkuld.


Klokken var lidt over ni, og jeg havde været på arbejde i mindre end tyve minutter. Ligesom tidligere på morgenen på Hillerødgade varede trykstigningen kun et halvt minuts tid eller deromkring, hvorefter trykket normaliseredes og den konstante tømmermandsagtige fornemmelse i hovedet vendte tilbage.


Da borgersagerne var fordelt, drøftede vi dagens opgaver. Tavlen blev gennemgået, så vi var sikre på, at de forskellige træningshold var dækket ind. Da vi var færdige, gik vi ind i træningssalen, hvor aktivitetsmedarbejderne allerede hav de taget opstilling i en rundkreds. Chefen tog kort ordet inden vi spredtes for alle vinde til dagens opgaver.


Da jeg nåede frem til weekenden, havde jeg det stadig ikke bedre. Om søndagen løb jeg en tur, som jeg havde for vane at gøre to-tre gange om ugen. Denne gang var noget dog ikke som det plejede.


Jeg var knap nok nået over på den anden side af Hillerødgade, før jeg var ved at snuble over skraldespanden foran kiosken. De næste kilometer slingrede jeg afsted som en blind mand. Jeg måtte hele tiden korrigere retningen og lægge vægten til den modsatte side - ligesom når man kører med en indkøbsvogn med et skævt hjul og gerne vil undgå at brase ind i køledisken.


Turen tog en time og ni minutter, hvilket meget godt svarede til det tempo jeg plejede at holde på mine lange træningsture. Til gengæld bekymrede mine fortsatte balanceproblemer mig. Da jeg kom hjem og havde pustet ud, tændte jeg computeren i soveværelset og gik ind på Google.


Jeg skrev ordet svimmelhed i søgefeltet og trykkede på enter. Listen med hits syntes at være uden ende. Jeg åbnede et dokument med en nogenlunde lødig afsender og skimmede siden. Da jeg var færdig, fandt jeg en ny side, og sådan sad jeg i nogen tid. Mit hoved føltes tungt, og jeg havde svært ved at fokusere på det, jeg læste, men jeg fortsatte ufortrødent min søgen efter svar.

Illustration: Birgitte Krogsdam.


Udredning hos lægen

Lægen var en yngre uddannelseslæge, og jeg havde ikke truffet hende før. Jeg forklarede hende, hvad der var sket. Som de fleste mænd gjorde jeg mit bedste for ikke at lyde alt for ynkelig. Hun lyttede venligt og bad mig rulle ærmet op. Hun målte mit blodtryk og lyttede bagefter til mine lunger med et stetoskop.


Alt var normalt. En uges tid senere blev jeg undersøgt hos ørelægen. Han kikkede først i begge ører med et instrument kaldet et otoskop, mens jeg sad i en stol. Efter et øjeblik konstaterede han, at alt så normalt ud.


Hørelsen blev undersøgt i et lydtæt rum. Jeg fik høretelefoner på og skulle løfte henholdsvis højre og venstre hånd, når jeg hørte en lyd. Undersøgelsen sluttede på briksen med Epleys Manøvre.


Hvis man har løse øresten, vil symptomerne provokeres her. Jeg fik besked på at sidde oprejst på briksen og vride hovedet 45 grader mod den mistænkte side. Herefter førte han mig ned på ryggen til en stilling, hvor mit hoved var bøjet 15 grader bagover.


Her blev vi liggende i et halvt minuts tid. Så blev mit hoved igen drejet, denne gang 90 grader, hvorefter der atter var pause. Sådan fortsatte det lidt endnu. Der var ingen reaktion, hvilket på lægsprog betyder, at ingen øresten raslede rundt i mine buegange. Konklusionen var opløftende og nedslående på samme tid.


Der var intet, der tydede på øresygdom, og min hørelse fejlede i det store og hele ingenting. Det var jo godt. Problemet var, at symptomerne stadig var der. Hvis det ikke var balancecentret i ørerne, den var gal med, hvad var det så?


Jeg løb otte kilometer i Fælledparken, da jeg kom hjem. Ligesom de andre gange havde jeg svært ved at løbe lige. Det var som om en kæmpe magnet trak mig ud i rabatten.


En gammel, syg mand

Han havde de bedste år af sit liv bag sig og listen over kroniske sygdomme var længere end smørrebrødssedlen på en god frokostrestaurant. Nu stod han og svajede foran sin rollator som et siv i kraftig blæst, mens hans hustru skævede ængsteligt til mig fra sin plads ved det lille bord.


Værelset var sparsomt møbleret. Ud over bordet, et par stole og en lænestol bestod interiøret af en hospitalsseng og nogle få mindre møbler af den type, man finder på institutioner og hospitaler.


Det var efter frokost, og der herskede en andægtig stilhed på gangen udenfor. De fleste beboere på plejehjemmet befandt sig på deres værelser og personalet var i gang med at rydde af efter frokosten. Der var gået tre uger siden den morgen, jeg havde mærket de første symptomer på vej til arbejde, og jeg havde ikke fået det bedre. Tværtimod.


Mit hjerte bankede vildt under den blå polo-t-shirt, og jeg svedte som en gris i solen, som Lillesøster plejede at formulere det. Overblikket var fuldstændig væk, og det samme var min evne til at tænke klart og problemløse. Inden jeg tog elevatoren op, havde jeg kort skimmet hans journal i systemet.


Her kunne jeg læse, at han var en gammel kending, der havde flere ophold bag sig og også havde været tilknyttet fysioterapien hos en af mine kollegaer. Han havde de seneste dage været indlagt på sygehuset, og var blevet udskrevet samme dag.


Herefter overtog kommunen ansvaret for ham. Som fysioterapeut var det min opgave denne fredag eftermiddag at lave en indledende funktionsvurdering af manden for at finde ud af, om han havde behov for genoptræning eller kunne sendes hjem med det samme. Det var også en mulighed, at hans funktionsniveau viste sig at være så dårligt, at han var i spil til en plejehjemsplads.

Illustration: Birgitte Krogsdam.


Formålet med mit visit på værelset var at blive klogere. Jeg indledte min undersøgelse med at bede manden rejse sig op for at få et indtryk af hans balance. Han gjorde, hvad jeg bad om og stod lidt og svingede som et pendul foran sin talerstol, mens hustruen så til.


Overfor ham stod jeg (tæt ved væggen så jeg havde noget at gribe fat i, hvis jeg blev svimmel) og forsøgte at stille skarpt på manden ved at knibe øjnene sammen. Det rynkede, blege ansigt stod en anelse mere tydeligt men ikke meget.


Mens vi stod der og svajede i takt, havde jeg en intens dialog med mig selv. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men jeg tror, at den foregik inde i mit hoved. Jeg bandede over, at jeg var gået op til ham.


Det var ikke så meget det, at jeg ikke var i en tilstand, hvor jeg kunne udføre mit job forsvarligt, der optog min opmærksomhed. Det var mere det, at borgerens hustru var til stede og risikerede at afsløre mig som en amatør.


Det næste skridt i afklaringen var at bede ham gå lidt rundt, så jeg kunne vurdere hans gående balance. Det der trods alt taler til min fordel er, at jeg i det øjeblik indså, at det ville være helt uforsvarligt af mig at fortsætte.


Jeg var selv ved at tilte, selvom jeg holdt fast i karmen og min hjerne føltes som en tåge. Jeg vidste, at jeg ikke magtede at håndtere situationen, og det gjorde mig rædselsslagen.


At hustruen også var der og sad og stirrede intenst på mig, gjorde mig blot endnu mere ilde til mode. Jeg afbrød besøget og sagde, at jeg ville komme igen om mandagen. Jeg havde brug for et par fridage, tænkte jeg.


Kollapset

Mandag morgen mødte jeg som sædvanligt på arbejde klokken otte. To fridage med familien havde ikke gjort noget godt for hverken mit humør eller min tilstand i øvrigt. Rollerne som referent og ordstyrer blev fordelt, og vi gik i gang med at gennemgå dagsordenen slavisk.


Borgersager blev fordelt og derefter gik vi videre til punkterne på tavlen. Jeg sad med lukkede øjne, da døren efter noget tid gik op, og Chefen trådte indenfor.


Hun slog sig ned på en taburet ved væggen som hun havde for vane. Ind imellem brød hun ind med en kommentar eller en korrektion af noget, nogen havde sagt, men det meste af tiden sad hun blot og lyttede. Da klokken nærmede sig ni, var vi nået igennem dagsordenen, og sidste punkt var nyt fra Chefen.


»Vi skal jo have ansat en ny fysioterapeut...« sagde hun og blinkede inde bag brillerne. Hun kiggede op fra sine papirer og lod blikket glide søgende rundt i kredsen af terapeuter, indtil det standsede ved mig.


»Kim, du skal jo med til samtalerne. Der er kommet 50 ansøgninger...« Hun holdt en lille pause. »Den første samtale er i morgen. Jeg har sat en time af i din kalender til at læse dem.« Hvis blod kan fryse til is, så gjorde mit blod præcis det.


Man kæmper som en vanvittig for at holde facaden, men til sidst magter man ikke mere, og så bryder man sammen. Aldrig har jeg oplevet noget mere skamfuldt. Resten af mødet står i en tåge for mig. Jeg mener at huske, at jeg mumlede, at det kunne jeg ikke.


Jeg fik vist nok sagt, at jeg ikke havde det godt og ikke havde haft det et stykke tid. Jeg havde tre feriedage tilbage, og dem bad jeg om at holde de næste tre dage. Noget i mig forventede, at hun ville sige nej, men det gjorde hun af en eller anden grund ikke.


Hun virkede derimod forbavset, overrumplet. Som om den døde havde rejst sig op, børstet et fnug af kraven og var begyndt at tale til hende på oldgræsk. Min sidste opgave var et hjemmebesøg efter frokost.


Jeg skulle naturligvis være kørt direkte hjem efter mødet, men så klog var jeg ikke. Modsat om fredagen lykkedes det mig at holde mine indre dæmoner i skak i den lille times tid besøget varede, inden jeg kunne vende snuden hjemad.


Mistanke om hjerneblødning

Jeg nåede at være hjemme i to dage, hvor jeg tilbragte det meste af tiden siddende anspændt i min tv-stol med fingrene boret ned i armlænene som kløer. På andendagen om aftenen tændte jeg for fjernsynet.

Illustration: Birgitte Krogsdam.


I dag erindrer jeg ikke, hvad udsendelsen handlede om, men mens jeg sad og stirrede på skærmen, blev min verden vendt på hovedet endnu engang. Pludselig gik det op for mig, at lægen (og jeg selv) måske havde taget fejl.


Hvad hvis det ikke var balancenerven, der var problemet men synsnerven. Jeg rettede blikket mod underteksterne i bunden af skærmen på fjernsynet, der stod omtrent tre meter væk. Bogstaverne var en smule slørede, men ikke mere end at jeg kunne læse hvad der stod. Så lukkede jeg venstre øje.


Denne gang var bogstaverne så slørende, at jeg måtte gætte mig frem. Nysgerrigt prøvede jeg i stedet at lukke højre øje, og nu gik det meget bedre. Jeg sad en tid og stirrede på skærmen med skiftevis det ene og det andet øje lukket, mens jeg funderede over min nye opdagelse. Synet på mit højre øje var nedsat.


Ikke bare en lille smule men temmelig meget. Jeg havde altid anset mig selv for at have et udmærket syn og havde aldrig tidligere haft synsproblemer. I det mindste ikke nogen, jeg selv var bevidst om.


Men nu kunne jeg konstatere, at der var betydelig forskel på synet på de to øjne. Så kom jeg i tanke om øret. Den mystiske trykstigning, jeg havde mærket, var også i højre side.


Var det et tilfælde? Efter at have vendt forskellige muligheder i hovedet nåede jeg frem til en slags konklusion: Symptomer, der involverede én sans – høresansen – kunne forklares med et lokalt problem, ræssonerede jeg og mærkede, hvordan håndfladerne gradvist blevet mere svedige.


Problemet var, at høresansen og synssansen så vidt jeg huskede fra anatomiundervisningen på studiet var forbundet til to forskellige nerver. Hvis begge sætter ud på én gang – i samme side - kunne en bekymret person – og jeg var i høj grad bekymret på det tidspunkt – få den tanke, at der var noget helt galt fat oppe i knolden. En apopleksi med andre ord.


Indlagt på Bispebjerg Hospital

Den unge læge smilede venligt da hun hentede mig i venteværelset og fulgte mig ind i konsultationen. Inden jeg tog afsted til lægehuset på Østerbro, havde jeg ringet til Chefen og orienteret hende om, at jeg ikke kom på arbejde de næste par dage.


Hvad det hele endte med, vidste jeg ikke. Jeg følte mig lidt som en hypokonder. Det var kun en uges tid siden, jeg sad i stolen foran min læge sidst, og jeg syntes egentlig, at det var flovt. Hun lod sig dog ikke mærke med noget.


Jeg gjorde rede for mine observationer om synet og fortalte om mit sammenbrud om mandagen. Hun lavede en neurologisk screening og en synsprøve, hvorefter hun gik ind i et tilstødende lokale og foretog en telefonopringning.


Da hun vendte tilbage, fortalte hun, at hun havde været i kontakt med vagthavende overlæge på Bispebjerg Hospitals neurologiske afdeling. Risikoen for at der var noget alvorligt galt var ikke stor, men de ville gerne se mig for en sikkerheds skyld. Samme eftermiddag blev jeg indlagt. Jeg spadserede derhen. Bispebjerg Hospital lå et par kilometer fra vores lejlighed og lidt motion var ingen skade til.


Jeg henlagde af og til mine træningsture til den nærliggende park og kendte området godt. Jeg fik tildelt en seng og et rullebord på en to-mands stue. En sygeplejerske dukkede kort efter op og gennemførte en kort modtagelsessamtale.

Illustration: Birgitte Krogsdam.


Jeg fortalte min historie og blev udstyret med et sæt elektroder med tilhørende batteri og virvar af ledninger, der hang og dinglede som spaghetti. Elektroderne havde til formål at måle hjerterytmen.


I de næste 24 timer drak jeg kaffe af plastickopper og tøffede rundt på gangene i min hvide hospitalskåbe og matchende paptøfler og nikkede afmålt til højre og venstre. Når jeg ikke var ude på mine små ture, sad jeg på stuen og stenede for mig selv.


Indimellem gik døren op, og en sygeplejerske kom ind for at tage blodprøver eller andet. Ud på eftermiddagen stak en fysioterapeut hovedet indenfor for at lave en fysisk funktionsvurdering og en kognitiv test.


Jeg bestod alle tests og alle prøver med bravur. Om eftermiddagen den følgende dag fik jeg besøg af en reservelæge på stuen. Han gennemførte endnu en neurologisk undersøgelse.


Denne gang lidt mere udførlig end den, min egen læge havde lavet. Kranienerver blev systematisk gennemgået, og muskeltonus, reflekser og sensoriske funktioner testet. Til sidst blev jeg bedt om at gå på tæer og hæle, gå på line og forskellige andre ting.


”Vågen klar og orienteret i tid og sted,” skrev reservelægen efterfølgende i journalen. ”Kognitivt velbevaret. Psykisk upåvirket.” Han noterede videre, at symptomerne godt kunne være forenelige med en perifer svimmelhedsproblematik.


”Dog er der konstant gyratorisk svimmelhed til stede,” skrev han videre og fortsatte ad et spor, der i mine ører var sort snak. ”Hovedimpulstest er sensitiv og 75 procent hos patienter med perifer problematik, derfor kunne den sagtens være negativ hos en otogenbetinget svimmelhed.


Til gengæld skulle man nok afkræfte intraskraniel genese. Derfor bestilles mRC inkl. angio.” Det sidste var forståeligt nok. De ville proppe mit hoved ind i en MR-scanner. Jeg blev oplyst om, at resultatet af blodprøver, CT-scanning af hjernen og målinger af hjertefrekvens var negative.

Illustration: Birgitte Krogsdam.


Ingen arterieflimren eller andre symptomer på hjerteproblemer. Bortset fra en smule forhøjet kolesterol var min krop i tiptop stand. Kort tid efter kom sygeplejersken ind på min stue og meddelte, at jeg kunne tage hjem på orlov. Jeg ville blive indkaldt til en MR-scanning ambulant.


Som at ligge i en kiste

Jeg blev indkaldt til scanningen et par dage senere. Jeg lagde mig på ryggen på en briks og blev kørt ind i et kæmpe monstrum af en maskine, der mindede om de kølebokse, hvor man lægger rumbesætninger i dvale i science fiktion film.


Jeg havde et visir for ansigtet og en metallisk stemme i øret, der spurgte, om alt var vel. Bortset fra at mit hjerte bankede vildt under blusen, og jeg havde det, som om jeg lå i en kiste, der var ved at blive sænket ned i jorden, så ja. Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig om at trække vejret langsomt og roligt, mens jeg talte til fire inde i hovedet. Indånding. 1. Pause 2. Udånding. 3. Pause 4. Forfra.


Pludselig blev stilheden afløst af et bombardement af metalliske lyde. Det er noget af det mest stressende, jeg nogensinde har prøvet. Man ligger der tæt omsluttet i sin kiste i bulder og brag uden at ane om man skal ligge der i ti eller 20 minutter eller længere.


Pludselig var det overstået. Kisten kørte ud med en stille summen og en venlig mand fjernede Dart Vader-masken fra mit ansigt. Jeg gik ud og klædte mig på. Svaret kom en uge senere.


MR-scanningen så fin ud. Neurologen ville dog godt have lavet endnu en CT-scanning med fokus på blodkarrene i hjernen. ”Ved angiosekvenser ses der lettere forandringer svarende til højre ateria vertebralis som kunne være en slynge men for en god ordens skyld skal dissektion udelukkes,” blev det efterfølgende noteret i journalen. Man ønskede at se nærmere på min vertebralis, der syntes slidt.


Du har stress

CT-scanningen forløb ligeledes uden problemer. I begyndelsen af april cyklede jeg ud til Bispebjerg Hospital, Subakut enhed N10AMB, hvor jeg fik svar på min udredning. Jeg blev hentet på gangen og vist ind på et kontor, hvor jeg tog plads i stolen overfor endnu en overlæge, jeg ikke havde mødt før.


Hun var flink nok. Alle scanninger og prøver havde været fine. Hun sagde det ikke direkte (det gør læger aldrig og slet ikke overlæger), men de anede ikke, hvad der havde været galt. Jeg trak min blok frem og spurgte ind til hydrocefalus. I et anfald af pludselig foretagsomhed var jeg aftenen før gået på jagt efter flere mulige årsager til mine symptomer.


Min research på Dr. Google havde ført mig til førnævnte sygdom, som skyldes en forøget mængde hjernevæske, der skaber en trykstigning i kraniet. Var det ikke lidt, som om min hjerne føltes trykket, havde jeg tænkt ved mig selv, mens jeg sugede informationer ud af skærmen.


Overlægen lo højt. Det mente hun ikke var realistisk. Det troede jeg heller ikke selv, da jeg fik tænkt mig om, men et eller andet halmstrå var jeg nødt til at gribe fat i, når nu der ikke var andet.


Vi drøftede, hvad der kunne være af mulige årsager til svimmelheden og talte lidt om øresygdomme. Hun gav mig et par navne med ørelæger, der var eksperter i svimmelhed, inden jeg gik.


”Har ingen neurologisk forklaring på patientens symptomer, men umiddelbart er der ingen mistanke om lidelse hverken i det perifere eller det centrale nervesystem,” noterede overlægen i epikrisen, der efterfølgende blev sendt til min egen læge. Dagen efter sad jeg igen hos den unge læge.


Vi talte lidt frem og tilbage om, hvordan jeg havde det og vendte resultatet af udredningen. Hendes vurdering var, at symptomerne skyldtes stress, og jeg fik besked på at melde mig syg den næste måneds tid.


»Tag ud af byen, lav noget, du har lyst til,« formanede hun. Da jeg kom hjem, lavede jeg frokost og satte jeg mig i sofaen foran vinduet og spiste uden at bladre i avisen, som jeg havde for vane.


Jeg sad bare og var, mens jeg proppede rugbrødsmadder i munden og forsøgte at ignorere en voldsom trang til at foretage mig et eller andet. Min krop var spændt som en fjeder, tæerne strittede som om der var strøm i dem.

Illustration: Birgitte Krogsdam.


Jeg forsøgte at slappe af og mærkede, at musklerne løsnede lidt op. To minutter senere gik det op for mig, at jeg var spændt op igen. Jeg tror, det lykkedes mig at sidde et kvarter i sofaen og spise, inden usynlige kræfter inden i mig tvang mig til at række ud efter IPad en og gå på Google.


Jeg brugte den næste times tid på at søge efter viden om stress. Noget jeg skulle komme til at bruge rigtig meget energi og tid på de kommende måneder. Udredningen tog tre uger. Derefter fulgte ti måneder yderligere med op og nedture frem mod raskmeldingen.


Læs meget mere om processen, når du er sygemeldt med stress og nyd Birgitte Krogsdams smukke tegninger på Stressfar.dk.


Læs også:





Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn eller send en e-mail med ris eller ros til ks@stressfar.dk.


130 visninger2 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

2 comentarios

Obtuvo 0 de 5 estrellas.
Aún no hay calificaciones

Agrega una calificación
Invitado
05 ene
Obtuvo 5 de 5 estrellas.

Godt skrevet

Me gusta

Invitado
10 dic 2023
Obtuvo 5 de 5 estrellas.

God, velformuleret og informativ læsning... som altid :-)

Birgitte K.

Me gusta
Kim Selsø med hænderne i siden

Tilmeld nyhedsbrev

- og få en gratis e-bog med 3 træningsprogrammer

Træn klogt med stress e-bog
bottom of page