Hvis man ignorerer sine psykiske og adfærdsmæssige stress-symptomer længe nok – og det gør mænd ofte – så begynder kroppen på et tidspunkt at sige fra fysisk. Først i det små men snart bliver advarselssignalerne kraftigere.
Hvis man er tungnem og ikke lytter, kan man være "heldig" at få én på opleveren, som jeg fik det på vej til arbejde en tidlig morgen i februar 2016.
Et stød med en hegnspæl
Jeg var lige nået over krydset ved Lundtoftegade på Ydre Nørrebro og videre igennem viadukten, da jeg uden varsel blev prikket på skulderen af Gud. Det var ikke noget blidt prik, som man ville forvente det fra en langskægget oldings gigtplagede pegefinger men nærmere et ondskabsfuldt stød med den spidse ende af en hegnspæl.
En bidende kold vind fejede gennem de morgentravle gader, luften var tæt på frysepunktet. Jeg var klædt godt på med tynde sorte træningshandsker og matchende pandebånd under den blå cykelhjelm. Den skriggule ekstra forede overtræksjakke lyste op som en lanterne i det dunkle morgengry og trak opmærksomheden væk fra de blege, behårede ben i alt for stramme cykelshorts.
Mit personlige stress-kollaps blev indledt på dramatisk vis, da jeg mistede balancen på vej til arbejde og måtte holde ind til siden. Der gik fire-fem måneder før jeg var normal i hovedet igen. Foto: Annet Krogsdam.
Både pandebånd og handsker havde en fæl dunst af gammel sur sved, fordi de kun blev vasket lejlighedsvis. Men som enhver semiseriøs cykelentutiast bekymrede jeg mig ikke om den slags bagateller. Det vigtigste var, at udstyret var i orden, og det var det.
Forude ventede en halv times cykeltur i iskold morgenluft, det meste ad turen langs Hillerødmotorvejen forbi Utterslev Mose inden jeg kunne tage hul på endnu en arbejdsdag på Aktivitetscentret i Herlev Kommune, hvor jeg havde haft min daglige gang som fysioterapeut i snart et år.
Trykstigning i øret
Det første jeg mærkede var en sær trykstigning i højre øre. Lidt ligesom når man sidder i en flyvemaskine, der er ved at lette, eller dykker ned på bunden af udspringsbassinet i svømmehallen. Som jeg husker det forsvandt lyden også, men det er jeg ikke helt sikker på. Hvad der derimod står klart i min erindring er, at der skete et eller andet med balancen.
Præcist hvad er jeg stadig ikke helt klar over (selvom jeg i den mellemliggende periode har gjort mig ihærdige anstrengelser for at opklare mysteriet) men det føltes som om jeg i næste nu befandt mig på et skib i høj sø eller måske snarere midt i en brandert af en kaliber, jeg ikke har oplevet siden jeg i mine unge år kom til at bunde en flaske Pisang Ambon og derefter måtte slæbe mig hjem på bunden af en taxa.
Fra jeg mærkede at trykket steg til balancen satte ud gik der kun få sekunder men det var tid nok til at jeg nåede at tage mine forholdsregler. I et nu var jeg af cyklen og fik et fast greb om den nærmeste husmur. Her stod jeg så få hundrede meter fra Kirkens Korshærs herberg på Hillerødgade og dinglede som en bagstiv morgenvandrer, mens trafikken og livet fortsatte upåagtet omkring mig.
Fulderikker og stofmisbrugere er ikke noget særsyn i det nabolag og jeg passede formentlig fortrinligt ind i bybilledet – selv iberegnet min neongule cykeljakke: ”Ham der er sikkert en, der har særligt brug for opsyn, siden kommunen har iført ham sådan en fin refleksvest,” har folk muligvis tænkt. Eller: ”Pædagogen er nok bare inde og tisse, så jeg kører bare videre.” I hvert fald fik jeg lov at stå i fred.
Efter et par minutter var både trykket og svimmelheden mindsket tilpas meget til at jeg turde åbne øjnene og forsigtigt løfte hovedet. Blikket var en smule sløret og brandertfornemmelsen var der stadig men i mindre udtalt grad. Jeg rettede mig op og slap prøvende grebet i muren.
Slingretur til arbejde
Da jeg havde sikret mig, at balancen var okay, samlede jeg cyklen op. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad der havde ramt mig men på arbejde skulle jeg. Tanken om at blive hjemme faldt mig ikke ind.
I lettere slingrende stil nåede jeg frem til krydset ved Borups Allè og drejede til højre - uden at vælte ud på vejen eller køre ind i kantstenen en eneste gang. Turen langs mosen og videre til Klausdalsbrovej forløb også uden de store problemer al den stund at jeg fokuserede al min energi og opmærksomhed på ikke at køre i grøften og derfor holdt et adstadig tempo.
I betragtning af at mit synsfelt kun rakte en meters penge frem eller deromkring – alt andet var indhyllet i tåge – gik det fornuftigt, mente jeg selv. Lettere forsinket men helskindet trillede jeg ind på den lille parkeringsplads foran hovedindgangen. Jeg klædte om i det lille personalerum, der ikke var meget større end en telefonboks, og fik vist også lidt forfriskende vand i hovedet.
Resten af dagen står tilbage som et tåget slør for mig. Selvom jeg ikke kan huske særligt meget fra dagen er der dog enkelte ting, der har skilt sig ud og sat sig fast i hukommelsen som et irriterende støvkorn i øjet. En af de ting der står meget tydeligt for mig er, at jeg flere gange i dagens løb var ved at dejse omkuld, fordi nogen slukkede lyset inde i hovedet på mig. Første gang det skete var kort efter, at jeg var mødt ind – klokken må have været lidt over ni og vi var gået i gang med at fordele dagens nye borgersager på terapeutkontoret.
Mens jeg sad der i min egen verden ved mit skrivebord i det fjerneste hjørne ved døren til terrassen og forsøgte at se upåvirket ud, mærkede jeg pludselig den nu velkendte men bestemt ikke velkomne trykstigning i højre øre, hvorefter det sortnede for mine øjne, og jeg var nødt til at gribe fat om kanten på skrivebordet for ikke at trimle omkuld. Så sad jeg der på min plads ved terrassedøren med stenansigt og forsøgte at se normal ud, så ingen opdagede noget. Ligesom første gang varede det kun et halvt minuts tid eller deromkring, hvorefter trykket normaliseredes og den konstante tømmermands-fornemmelse i hovedet vendte tilbage.
Stress, søsyge og tågesyn
I løbet af dagen, der for mit vedkommende sluttede klokken 15, skete det yderligere 3-4 gange. I de mellemliggende perioder befandt jeg mig i en permanent tilstand af søsyge og tåge, som jeg har svært ved at beskrive nærmere ud over, at det ikke var rotatorisk – intet drejede rundt med andre ord og jeg havde ikke kvalme.
Jeg har senere tænkt på om denne mærkelige fornemmelse som varede ved i månedsvis mon var lig den følelse nogen taler om, når de taler om at befinde sig i en glasklokke. Jeg har bare aldrig associeret det med at være i en glasklokke. For mig har en drukmetafor været mere nærliggende.
Læs også:
Hvis du syntes, at artiklen var interessant så tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev. Du er også velkommen til at dele eller like på Facebook eller Linkedin.
