Støt på 10er
top of page
  • Kim Selsø

Sygemeldt med stress: Dengang psykologen lærte mig at se ”Nissebanden på Grønland” uden angst

Opdateret: 3. okt. 2023

Hvad fanden skal jeg bruge en psykolog til? Det var det første jeg tænkte dengang for syv år siden, da jeg netop var ramt af stress-ekspressen og sejlede groggy rundt.


Det var min daværende chef der foreslog det – en af de få hvis ikke den eneste gode ting – hun bidrog med i mit stress-forløb.


Siden har jeg lært, at der er rigtig mange gevinster ved at tale med en psykolog, når verden ramler omkring en. Nogle af de ting, jeg har lært, vil jeg give videre til dig i det følgende. Min første spæde erfaring med en psykolog var dog ikke et hit.


Selvom jeg var skeptisk valgte jeg dengang i marts 2016 at tage imod min chefs forslag og ringe til Falck Healthcare, som arbejdspladsen havde en sundhedsforsikring hos.


Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked,

når der er nyt. Eller bliv medlem og få adgang til at stille

spørgsmål om stress. Det er gratis.


Kort tid efter troppede jeg op hos psykologen, der skulle vise sig at være den første af fire psykologer, jeg nåede at frekventere.


Psykologen fra Falck Healthcare var en venlig dame i halvtredserne med praksis i indre by med udsigt til en travl forretningsgade. Hun vidste tæt på intet om stress, fandt jeg ret hurtigt ud af.


Velkommen til, sagde hun, da jeg slog mig ned i den bløde stol overfor hende.


Hun rakte mig en IPad og bad mig markere på en skala, hvordan jeg havde det. Jeg havde det ikke specielt godt, kan jeg huske: Jeg havde tågesyn og derfor svært ved at gå lige, var svimmel, fyldt med indre uro og spændt som en fjeder i alle led og muskler. Og så var jeg vred. Virkelig vred.


"Jeg er enormt vred"

Jeg rakte IPad ‘en retur og herefter brugte jeg resten af tiden på at svine min chef og min gamle arbejdsplads til. Jeg følte mig groft svigtet.

”Jeg er enormt vred,” sagde jeg.

”Du er vred,” gentog hun.

”Jeg føler mig ladt i stikken.”

”Du føler dig ladt i stikken.”

Hvorfor gentager du alt, hvad jeg siger? tænkte jeg.


Jeg gik hos psykologen fra Falck Healthcare seks gange og da jeg var færdig, havde jeg det ikke spor bedre. Det var åbenbart den billige udgave af sundhedsforsikringen min arbejdsplads, Herlev Kommune, havde valgt at købe. Der var ikke råd til mere.


Noget af det vigtigste en psykolog kan hjælpe dig med, når du er ramt af stress, er at normalisere dine reaktioner. Det er ubehageligt men ikke farligt, det bliver bedre, og du er ikke alene. Forstår du det, er du allerede godt på vej tilbage. Foto: Maiken Kestner.


En smule lettet for al min vrede futtede jeg tilbage i min sygemeldings-boble, hvor jeg brugte al min energi på at jagte quick-fix-løsninger, der kunne kurere mig. Helst på et par dage. Intet hjalp.


Sådan slingrede jeg afsted på egen hånd i en rum tid inden jeg indså, at jeg blev nødt til at tage fat i en psykolog igen. Det var i efteråret 2016, omtrent et halvt år efter at jeg havde mødt muren.


På det tidspunkt havde jeg forsøgt at navigere igennem helvede på egen hånd i månedsvis og var også startet op på job på nedsat tid. Det holdt dog kun i tre uger, hvorefter jeg måtte sygemelde mig på fuld tid igen. Kort efter valgte jeg at sige op.


Så jeg var pænt desperat, da jeg en sommerdag sad i sommerhuset ved Høve Strand og surfede efter psykologer på mobilen. Jeg fandt en på Nørrebro, hvor jeg boede på det tidspunkt.


Psykolog nr. to viste sig bestemt også at være flink men ikke særlig brugbar ud fra mit daværende behov. Han havde konsultation hjemme i lejligheden på Nørrebro, så der troppede jeg op. Han havde gråt skæg og både lignede og talte som en psykolog.


Jeg slog mig ned i hans sofa, og han snakkede lidt om at ”være til” uden at skulle noget. Det lød helt vildt mærkeligt i mine ører, men jeg gav det en chance. Jeg sad cirka en times tid og ”var til” og betalte bagefter 900 kr. af egen lomme. Jeg forbandede Herlev Kommune og min chef langt væk, da jeg gik. Jeg var der aldrig igen.


Tredje psykolog fandt jeg frem til via en bog, jeg havde læst af erhvervspsykologen Majken Matzau og kosteksperten Umahro Cadogan. ”Rigtige mænd går også i sort,” hedder den. Bogen var rigtig fin, syntes jeg, så det var nærliggende at tro, at hendes firma kunne et eller andet.


Denne gang havde jeg væsentlig bedre held med mit valg. Jeg gik der tre-fire gange og betalte noget i retning af 1200 kr. pr. gang af egen lomme. Hun vidste en masse om stress og kunne svare på mange af mine spørgsmål om symptomer, varighed af processen og lignende. Det var med til at give ro på.


Samtidig gjorde samtalerne mig klogere på min adfærd i forskellige situationer i mit liv, handlemønstre og værdier, hvilket jeg ikke havde skænket en tanke tidligere. Alt i alt en fin og lærerig proces. Hun hjalp mig med at gøre mig bevidst om nogle af de uhensigtsmæssige adfærdsmønstre hos mig selv, der er med til at skabe stress.


Selvom det alt i alt var en fornuftig om end dyr oplevelse havde jeg det stadig ikke stort bedre, end da jeg blev sygemeldt et halvt år før.


Kursus i stresshåndtering

I løbet af sensommeren og det tidlige efterår havde jeg gradvist fået det værre, og på et tidspunkt kontaktede jeg igen min læge. Mens jeg sad og ventede i venteværelset og havde ondt af mig selv fik jeg øje på en folder, der beskrev et stress-håndteringsforløb ved navn ”Åben og Rolig”, man som borger i Københavns Kommune kunne henvises til. Jeg bad om en henvisning og fik det.


Midt i september blev jeg indkaldt til visitationssamtale til stresskurset, og her mødte jeg psykolog nr. 4, som jeg har holdt fast i siden. Karen Fonseca var uddannet traumepsykolog og havde mange års erfaring i at hjælpe mennesker med stress og angst-problematikker.


Jeg kan huske, at jeg var meget træt, da vi talte samme til forsamtalen. Det var tredje dag i træk, at jeg stort set ikke havde sovet om natten, og jeg sejlede rundt til samtalen og havde svært ved at koncentrere mig.


Jeg fortalte om mine symptomer og hverdagen derhjemme, og vi drøftede, hvad jeg selv kunne gøre. Det lød på Karen som om jeg gjorde det, jeg skulle. Masser af rolige gåture, meditation, søvn og socialt samvær.


”Det er vigtigt, at du ikke isolerer dig,” sagde hun. Den læring var jeg også selv nået frem til. Udgangen på samtalen blev, at jeg skulle begynde på kurset næste onsdag og ni uger frem. Jeg var rigtig glad, da jeg virkelig trængte til at komme væk hjemmefra og møde andre, der var lige så meget på spanden som jeg selv.


Mange mænd med stress har mest lyst til at lave huleboer-finten, når de har det dårligt, og det havde jeg også. Det er en skidt idé i længden bl.a. fordi social isolation giver frit spil for dine negative tanker. Tal med nogen. Se mennesker i små doser. Foto: Annet Krogsdam.


Hun beroligede mig med, at mine kognitive symptomer var helt normale, men at det tager lang tid for hjernen at genopbygge sig selv. ”Din hjerne er ikke ved at smelte ned. Du skal nok blive dig selv igen,” sagde hun.


En af de virkelig gode ting, hun gjorde, var at berolige mig. Når ens hjerne ikke har virket ordentligt i månedsvis, er man skrækslagen for, at det varer ved. Man er også virkelig ræd for, at man er unormal. At få at vide at ens reaktioner er normale og vil forsvinde af sig selv er ligesom tryllestøv. Du får det bedre øjeblikkeligt.


Hun bekræftede også, at det var normalt at symptomerne blev værre, når man begyndte på antidepressiv medicin, som jeg netop var. Inden jeg gik, fik jeg udleveret et a4 ark med praktiske oplysninger om kurset.


Holdet startede onsdag 28. september. Forløbet indeholdt i alt ni kursusgange a hver tre timer samt to individuelle psykologsamtaler. Der var ingen undervisning i efterårsferien.


Efter at jeg begyndte på kurset gik det jævnt fremad. Udover de ugentlige fællessessioner havde vi alle sammen to individuelle gange med psykologen. Jeg døjede stadig med angst, lyd følsomhed og indre uro og der skulle ikke så meget til at forværre symptomerne.


Før stress-sygemeldingen holdt jeg af at se en god fodboldkamp i fjernsynet eller en krimi, men det havde jeg ikke kunnet i måneder. Når jeg prøvede at sætte mig foran skærmen, endte det hver gang i noget, der mindede om et angstanfald.


Pulsen galoperede afsted, jeg svedte og var fyldt med uro. Ofte vågnede jeg badet i sved om natten, de gange jeg havde forsøgt mig med en krimi i fjernsynet. Resultatet var, at jeg skærmede mig selv mere og mere. Slut med krimier. Slut med tv-sport. Slut med spændingsromaner


Ramasjang og pixi-bøger

Efter seks-otte måneder med daglige doser af Ramasjang, børnemusik, pixi-bøger og syv kabale var jeg ved at blive vanvittig. Noget måtte gøres, hvis ikke jeg skulle ende på tosseanstalten.


Da årets julekalender gik i gang, besluttede jeg at udfordre skæbnen og kigge med. 2. december satte jeg mig således til rette i sofaen med det erklærede mål at gennemføre et helt afsnit af ”Nissebanden i Grønland”.


Jeg satte mig i tv-stolen ved siden af Lillesøster, der allerede så ud som om, hun kedede sig. Handlingen er i korte træk, at Nissebanden af agent A38 er blevet bedt om at rejse til Grønland for at hjælpe julemanden.


I afsnit to tager Lunte, Gemyse og co. afsted i en luftballon med kurs mod nord, mens de synger en sang om, at de er på vej til julemanden, der er på spanden.


En selfie fra dengang min hjerne ikke fungerede. Foto: Mig selv.


Jeg iagttog de syngende nisser og ballonen, der var på vej ind over den grønlandske indlandsis. Nogle minutter efter at de havde vinket farvel i Holme Olstrup begyndte den første uro at prikke til mit sarte nervesystem.


Afsnittet varede kun en halv times tid og var akkurat lige så spændende som at åbne en dåse torskerogn, men det føltes som at se en gyserfilm.


På et tidspunkt gik det op for mig, at mine fingre var boret ned i stolens læderarmlæn. Efter 10 minutter begyndte øjnene at blive trætte og blikket flakkede. Uroen var nu så stærk, at jeg havde svært ved at koncentrere mig om handlingen.


De sidste ti minutter blev jeg kun siddende for Lillesøsters skyld, og jeg kiggede væk det meste af tiden. Bagefter spekulerede jeg på om det var trætheden, der satte uroen i gang? Som sædvanligt anede jeg det ikke.


Næste dag havde jeg den anden samtale med psykologen Karen. Jeg fortalte om mit eksperiment med ”Nissebanden i Grønland”, vi talte om min underliggende angst for, at hjernen var skadet og aldrig blev sig selv igen.


Hun beroligede mig med, at kognitive problemer ikke betød, at hjernen var ved at brænde sammen. Hun spurgte ind til min opmærksomhed i de situationer, hvor jeg oplevede angst. Efter at vi havde talt lidt kunne jeg godt se, hvad det var, der skete.


Selvanalyse fører til angst

Allerede når de første tegn på uro viste sig, begyndte min hjerne at analysere og udsende en strøm af bekymringstanker. Tankerne resulterede i et bombardement af stresshormonerne adrenalin og kortisol, der igen førte til mere kropslig uro.


Det var skruen uden ende. Hun mente ikke, at den indre uro nødvendigvis skyldtes at hjernen var træt, hvilket var en af de forklaringer, jeg selv havde tumlet med. Det kunne skyldes alt muligt.


”Vær åben og nysgerrig næste gang uroen dukker op,” sagde hun. Min hjerne var okay med andre ord. Hvilken lettelse. Bekymringen for at ende på Skt. Hans i en skidenbrun spændetrøje rykkede igen lidt længere væk.


Hvad angik mine kognitive udfordringer skulle jeg ikke regne med, at det blev helt godt før tidligst til foråret eller efter sommerferien. ”Nogle når aldrig helt samme niveau igen og alle vil opleve, at symptomerne dukker op igen i fremtiden, når de presser sig selv for meget,” forklarede hun.


Samme eftermiddag hentede jeg Lillesøster i børnehaven. Klokken 17 sad vi igen parat foran fjernsynet. Jeg i lænestolen og hun i sofaen. Da jeg mærkede de første tegn på uro og ængstelse fulgte jeg Karens anvisninger, tillod det at være som det var og flyttede fokus tilbage til handlingen.


Det var stadig ubehageligt, men det at jeg klarede at bevare roen var på en eller anden måde en sejr. Denne gang nåede jeg at se 20 minutter, og da jeg stoppede, var det ikke på grund af angst men på grund af trætheden i hovedet.


Et par dage senere så jeg et helt afsnit af ”Nissenbanden”. Lillesøster havde mistet interessen, og jeg så den alene. Jeg var rolig i maven og oplevede kun en smule sitren i kroppen undervejs.


I løbet af de næste par uger skruede jeg langsomt op for udfordringerne. Godt to uger senere, 18. december, så jeg en halv time af verdens mest kedelige og forudsigelige krimserie, Kriminalkommisær Barnaby.


Raskmeldt men stadig ikke rask

”Nissebanden i Grønland” markerede et vendepunkt. 1. januar 2017 meldte jeg mig rask på Jobnet. Selvom jeg nu formelt var rask og stress-kurset var afsluttet, var jeg dog langtfra nået i mål endnu.


Som psykologen Karen havde forudsagt, lå angsten og simrede under overfladen, og det blev den ved med i lang tid. Efter et voldsomt stressforløb vil mange opleve, at de konstant er bange for tilbagefald.


Opmærksomheden på ”farlige” signaler er positiv i den forstand, at man kan nå at bremse op i tide. Men ofte er man tilbøjelig til at overfortolke signalerne. Dermed risikerer man at holde sig selv fast i en tanke om stress, selvom det bare er et lille bump på vejen.


I løbet af foråret oplevede jeg støt fremgang men indimellem var det som om, det gik baglæns. Jeg vidste aldrig hvorfor, og det gav anledning til en del bekymring. Jeg var sikker på, at det skyldtes angst, men jeg var ikke sikker på årsagen.


Blev angsten udløst af, at jeg over anstrengte mig? Handlede det om præstationsangst i konkrete situationer eller noget helt tredje? Selvom jeg dagligt havde taget notater i mange måneder, var årsagen svær at gennemskue, når jeg bladrede tilbage i noterne.


Jeg besluttede at kontakte psykolog Karen Fonseca fra stress-kurset igen. Hun havde dengang praksis i et stort indkøbscenter på Københavns Vestegn, og jeg endte med at komme for sent, fordi jeg for vild.


De mange indtryk, lysreklamer, støj og mennesker, der myldrede rundt forvirrede min hjerne. Til sidst var jeg nødt til at ringe til hende og blive guidet det sidste stykke.


Det vigtigste hun sagde til mig var, at det er helt normalt, at stressen og nervøsiteten vender tilbage, når man skal i gang med at arbejde igen. Derudover mente hun, at jeg havde generaliseret angst ud fra, hvad jeg fortalte om det bombardement af bekymringer, der var i mit hoved.


Jeg skulle stoppe med at finde på afværgestrategier (dem var jeg rigtig god til) med lister på mobilen og koncentrere mig om min vejrtrækning og åben og rolig-strategierne, når det pressede på.


Bekymring er et vilkår for nogen

”Uanset hvor store anstrengelser du gør for at lave afværgestrategier og løse problemer, så vil bekymringerne fortsætte,” sagde hun. Det var en del af min natur. Det var sådan, jeg var og det var okay, så længe jeg ikke lod mig rive med.


Jeg nåede at se Karen Fonseca endnu et par gange men der gik længere og længere tid imellem. I oktober 2017 sprang jeg ud som selvstændig. 1. januar 2019 vendte jeg tilbage til fysioterapien på nedsat tid. I dag er jeg fuldstændig rask og arbejder fuld tid.


Har du behov for en dygtig psykolog med stor erfaring med stress? Så er psykolog Karen Fonseca et godt bud. Ellers er der uanede muligheder på nettet.



Læs også





Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Eller bliv medlem og få adgang til at stille spørgsmål om stress. Det er gratis.


206 visninger0 kommentarer
Kim Selsø med hænderne i siden

Tilmeld nyhedsbrev

- og få en gratis e-bog med 3 træningsprogrammer

Træn klogt med stress e-bog
bottom of page