For nylig havde jeg en oplevelse som siger en del om, hvordan mænd – nogle mænd – tænker om sundhed. Radioen var tændt på et snakkeprogram. Emnet handlede om vinterens influenzaepidemi, og lytterne blev opfordret til at ringe ind med deres historier. Det var der så en mand, der gjorde.
Denne her mand fortalte stolt, at han ikke havde haft en sygedag i fem år. Adspurgt om hvordan det dog kunne være, forklarede han, at man altid bør passe sit job.
På job med 40 i feber
Hans princip var, at han mødte på arbejde uanset hvad, også med influenza og 40 i feber.
Det er nok de færreste mænd, der går på arbejde med influenza, men når det handler om depression, stress og andre psykiske udfordringer er det mit indtryk, at mange af os i grunden tænker lidt som manden i eksemplet ovenover.
Stress er et nederlag, og vi mænd er elendige tabere. Derfor vil vi hellere lege Komiske Ali og benægte alt eller isolere os socialt, hvis vi har det psykisk dårligt. Gud forbyde at vise sårbarhed.
Når min kone i årenes løb har sagt, at jeg virkede stresset, har min strategi nummer et været at gøre som Komiske Ali, den irakiske informationsminister under Irak-krigen i 2003. Jeg benægtede alt.
Dernæst pakkede jeg en rygsæk og flygtede. Der er ikke de elendige vandrehjem, billige hotelværelser eller iskolde klostre i Jylland, jeg ikke har tjekket ud på Google.
Foto: Annet Krogsdam.
Ofte er det endt med, at jeg har søgt tilflugt i min brors og svigerindes anneks i Hillerød. Så sidder man der alene sammen med edderkopper og andet kryb og venter på at uvejret driver over.
Det virker ikke at gemme sig
Det var også her, i annekset, jeg gemte mig, da det hele ramlede for alvor, og jeg var sygemeldt med stress i en længere periode. Det havde vist sig som en glimrende strategi før, men nu da lokummet virkelig brændte, virkede det ikke.
Jeg opdagede, at det eneste jeg fik ud af at isolere mig alene med mine tanker var, at jeg røg længere og længere ned i hullet. Og den barske erkendelse jeg nåede frem til var, at jo mere jeg isolerede mig, jo sværere var det at åbne op igen.
Trangen til at isolere sig fra verden er et helt almindeligt reaktionsmønster hos mænd. Udadreagerende adfærd og tilbagetrækning er to af de måder at reagere på, der kendetegner mænd.
Når mænd har det psykisk svært, foretrækker vi at løse problemerne selv, hvor kvinder i højere grad taler med deres netværk.
Nogle af os forsøger at arbejde problemerne væk. Hvis bare vi giver den en ekstra skalle på jobbet og bygger en carport, så går det nok væk af sig selv, tænker vi.
Og hvis det ikke gør, så kan man altid dulme smerten i alkohol. Mænd diagnosticeres dobbelt så hyppigt for misbrug som kvinder, viser statistikken. Modsat registreres og behandles vi kun halvt så ofte for depression som kvinder. Vi har simpelthen svært ved at bede om hjælp.
Måske er det også derfor, mange flere mænd end kvinder begår selvmord? Tre til fem gange så ofte faktisk. Hellere køre linen ud end indrømme, at der er noget galt.
Men hvorfor har vi mænd så svært ved at melde åbent ud om, at vi ikke har det godt psykisk?
Et spørgsmål om stolthed
Nu ved jeg jo ikke, hvad andre mænd tænker, men for mit eget vedkommende var det set i bakspejlet et spørgsmål om stolthed, tror jeg. I hvert fald i forhold til jobbet. Det er ikke fedt for nogen at måtte sande, at man ikke magter en opgave, men jeg tror personligt, at det er sværere for en mand.
På min arbejdsplads som fysioterapeut oplevede jeg en forventning om at skulle løse alle typer opgaver og vide noget om alt. Der var intet fokus, ingen afklaret jobbeskrivelse. Samtidig følte jeg et stort ansvar for de borgere, jeg arbejdede med. Det kunne jeg ikke håndtere. Jeg er ikke supermand, sådan er det. Men den erkendelse var hård.
I lang tid kunne jeg godt mærke, at den ikke var god, men jeg fortsatte ufortrødent fremad. For man giver jo ikke op, vel? Kollegaerne kæmper jo også med deres, og dem vil man ikke lade i stikken. Og jo mindre man er i stand til at præstere, jo dybere nager tvivlen på egne evner.
Der er ikke noget værre for en stressramt end at få smidt en spand dårlig samvittighed oveni.
Tillid eller mangel på samme til arbejdsgiveren betyder også en del, er min personlige erfaring. ”Nu må du ikke blive for længe væk,” som min chef sagde til mig, da jeg halvdød af stress ikke kunne mere. Så har man ligesom ikke den store lyst til at åbne op, vel?
Selvværd på størrelse med rosin
Det samme gælder under sygemeldingen, hvor ens selvværd og selvtillid er reduceret til noget i rosin-størrelse, kroppen sitrer af konstant angst og uro og hjernen føles som om den er smeltet ned.
Når man føler sig som et nul indeni er lysten til socialt samvær med raske mennesker, der har deres liv på det tørre, ikke eksisterende. Man har ikke lyst til at udstille sig selv som et vrag med kurs mod et liv på kontanthjælp med udsigt til endeløse arbejdsprøvninger og ressourceforløb.
Hvordan reagerer du, når du har det psykisk svært? Er du Komiske Ali eller huleboer? Har du nogle gode råd til andre i samme situation, så giv dem videre i kommentarfeltet nedenfor eller skriv en mail til ks@stressfar.dk.
Find mere viden her:
Læs mere her:
Eksperten: Mænd skal lære at tale om stress
6 råd: Sådan taler du om stress med en mand
