Fysiske symptomer som svimmelhed, tågesyn og andre ”spændende” tegn på alvorlig stress er generende. Ingen tvivl om det. Men for mig var de psykiske og kognitive stresssymptomer de værste. Her skal det handle om psyken.
Mine psykiske symptomer dukkede op et par uger efter de fysiske symptomer. I den periode havde jeg været til læge og ørelæge og søgt mere og mere desperat på Dr. Google for at finde svar på, hvorfor min krop teede sig så underligt. Hvorfor steg trykket i mit ene øre og hvorfor forsvandt balancen, så jeg var ved at løbe ind i hækken på Assistens Kirkegård? Hvorfor havde jeg det som om jeg befandt mig ombord på et skib i høj sø? Hvad var der galt med mit syn?
Forvirring, angst, afmagt, utilstrækkelighed, skam. Når de psykiske symptomer kommer væltende er verden et stort kaos. Du aner ikke selv, hvad der foregår og er afhængig af hjælp udefra. Foto: William Kietz.
En fredag eftermiddag da jeg var på arbejde som fysioterapeut tog jeg elevatoren op til 2. sal for at vurdere en borger, der var kommet retur fra hospitalet. Vedkommende var svækket og slingrede faretruende, da han trak sig op at stå med et fast greb i rollatorens styr. Jeg selv var næsten ligeså usikker på benene, blikket flakkede som en løs kanon og jeg formåede kun at opretholde facaden med det yderste af neglene.
Klappen gik ned
Næste skridt i aktivitetsundersøgelsen var at se ham gå. Pointen med mit besøg på hans stue var at vurdere hans funktionsevne, men om muligt var min egen funktionsevne i endnu værre stand. I det øjeblik gik klappen heldigvis ned. Jeg kunne ikke overskue opgaven og måtte undskylde og gå igen. Jeg lovede at komme igen om mandagen, når jeg havde hvilet ud i weekenden. Så langt nåede jeg aldrig.
Det hele ramlede endeligt mandag morgen. Jeg mobiliserede mine sidste reserver og mødte op til morgenmøde på terapeutkontoret uden at have fået det bedre. Mentalt og følelsesmæssigt var jeg fuldstændig udtømt indeni.
Planen var ligeså enkel som den var idiotisk. Jeg måtte snige mig igennem dagen og håbe på, at jeg kunne holde den gående indtil min krop blev normal igen. Den plan holdt kun indtil chefen et stykke inde i mødet annoncerede, at hun havde modtaget 50 ansøgninger til en opslået stilling som fysioterapeut. Jeg skulle deltage i samtalen og hun havde sat en time af i min kalender til at læse ansøgningerne. I det øjeblik sivede de sidste rester af psykisk overskud ud og ballonen var flad.
Jeg meddelte hende, at det kunne jeg ikke. Jeg havde tre feriedage stående på kontoen og sagde at jeg ikke havde det godt og havde brug for at holde fri akut. De tre dage endte med at blive til 11 måneder. Min sidste opgave var vurderingen af en borger i eget hjem, som jeg ingen erindring har om. Derefter cyklede jeg hjem, og det var min sidste normale arbejdsdag.
Her tre år senere kan jeg se tilbage på mit eget forløb med en vis portion humor og overskud. Jeg har nu det overblik over processen og de forklaringer, jeg så desperat savnede dengang. Nok så vigtigt ved jeg i dag, at mine reaktioner var helt normale psykiske og fysiske reaktioner på voldsom stress igennem lang tid.
Panik og kontroltab
Men det aner man ikke, når man står midt i det. Det er en af grundene til, at det er så forbandet svært at håndtere. Den første kaotiske fase har jeg siden døbt panikfasen. Det er her, din verden uden varsel braser sammen. For mig var det lidt som at vågne op en mørk stormfuld nat midt ude på havet mutters alene i en hullet robåd uden årer. Jeg havde ingen idé om, hvad der havde ramt mig, hvorfor eller hvad jeg skulle stille op. Jeg havde mistet enhver kontrol over mig selv og situationen.
Jeg var forvirret, bange og desperat. Facaden var skrællet af som gammel maling på en væg og afslørede et dybt sårbart hul indeni mig. En sårbarhed som jeg ikke havde lyst til at blive konfronteret med – og slet ikke at andre skulle se.
Syv lange uger og et psykisk sammenbrud senere kom diagnosen langt om længe på bordet. På det tidspunkt havde jeg været igennem tre hjernescanninger og grundige undersøgelser på Bispebjerg Hospitals neurologiske afdeling. I al den tid spekulerede jeg som en sindssyg på, hvad der var galt med mig.
Stress: skam, skyld og vrede
Nogle får en depression i kølvandet på et stressnedbrud. Andre får bekymringstanker og bliver angste og eller vrede. Uanset hvad er det helt normalt, at det hele koger indeni. Alt andet ville være mærkeligt. Jeg oplevede en blandet pose bolcher. I begyndelsen var det mest følelser som skam og utilstrækkelighed, der ramte mig. Skammen over at måtte smide håndklædet i ringen var frygtelig, og følelsen af ikke at slå til var næsten lige så slem. Oveni kom skyldfølelsen over at måtte lade travle kollegaer i stikken. De var jo også pressede. Som min kære chef sagde til mig: ”Nu må du ikke blive for længe væk.” Så har man virkelig lyst til at grave sig ned – eller isolere sig i en bjerghytte i Himalaya.
Lidt senere da det første chok var fordampet, kom vreden buldrende som et løbsk godstog. Den slap mig først en del måneder senere. Jeg har aldrig hverken før eller siden skældt så meget ud som under de seks psykologsamtaler hos psykologen fra Falck Healthcare. Objektet for min vrede var førnævnte chef, som jeg følte mig ladt i stikken af - og måske også mig selv.
I begyndelsen var der kaos og forvirring. Så kom vreden og frustrationen. Så har man virkelig brug for at afreagere. Foto: William Kietz.
Det var i den periode jeg fandt et tip på nettet om at råbe i en pude. Som småbørsfar havde jeg tidligere benyttet mig af en lignende strategi, der gik ud på at tæve i en pude, når jeg var frustreret, men det var jeg afskåret fra nu på grund af mit flossede nervesystem.
Frygt for alvorlig sygdom
Noget af det sværeste, når man er ramt af alvorlig stress, er at forlige sig med situationen. Man vil så gerne være rask igen, og det er forfærdeligt, at det går så langsomt. Især hvis sygedagpengekontoret, arbejdsgiveren eller andre udtrykker tvivl om, hvorfor man dog ikke er klar endnu. Når helingen trækker ud i månedsvis – og det gør den, for stress tager tid at komme sig over – indfinder bekymringestankerne sig. Som tiden går uden at man for alvor mærker fremgang er det meget naturligt, at hovedet begynder at lede efter årsager og løsninger. Måske fejler du alligevel noget alvorligt? Har lægerne overset en ondartet tumor i din hjerne på størrelse med et hønseæg? Har du sklerose eller begyndende demens? Det er helt normalt at tænke den slags tanker.
Et andet tema, min hjerne yndede at bekymre sig over, var min karriere. Du er færdig, hviskede den. Kaput. Du er stigmatiseret for tid og evighed og får aldrig et job. Du bliver aldrig helt rask og er dømt til at ende dit arbejdsliv som et spøgelse i kontanthjælpssystemet, der flakker bange og fortabt rundt fra det ene formålsløse aktiveringsprojekt til det næste. Sådan en som sagsbehandlerne i kommunen er på fornavn med og taler til som en semiretarderet. ”Så, så Bent. Du ved jo godt, at sådan er loven.”
Heldigvis vender langt de fleste stresssygemeldte tilbage til en normal hverdag og job – måske ikke på fuld tid, men så i mindre skala.
Sådan er det – heldigvis – også gået for mig.
Læs også:
Tilmeld dig Stressfars nyhedsbrev og få automatisk besked, når der er nyt. Kan du lide hvad du læser? Del, kommenter eller like på Facebook eller LinkedIn.
